WEEKEND

20 film, der definerede 90'erne

Det er ren nostalgi at gense nogle af de mange filmklassikere fra 90'erne - og selvom vi efterhånden har set dem flere gange, end vi kan tælle, bliver de ved med at være gode. IN har samlet 20 af de bedste 90'er-film, som var med til at definere årtiet.

Når alt kommer til alt, er der ikke noget som filmklassikere, der kan transportere én tilbage i tiden.

90’erne er propfyldt med gode film - både Pretty Woman, Good Will Hunting og ikke mindst Notting Hill, som tre årtier senere stadig lever i bedste velgående.

Vi har set dem utallige gange, men det stopper os ikke fra at se dem igen, og drømme os tilbage til 90'erne.

LÆS OGSÅ: Årtiets 10 værste film

Herunder finder du 20 ikoniske 90’er film, der med sikkerhed vil bringe nostalgi.

20 film, der definerede 90'erne

Pretty Woman (1990)

Hvis der er tale om store 90'er-hits, kommer man ikke udenom Pretty Woman. Vi husker alle Vivian (Julia Roberts) afslørende blå og hvide kjole med store udskæringer på maven eller scenen, hvor hun ligger i badekarret med sin gule walkman og skråler med på Prince-sangen 'Kiss'. I et interview med BBC fortæller Julia Roberts, at hun tvivler på, om en film som Pretty Woman ville blive lavet i dag - og det er grund nok i sig selv til at (gen)se kærlighedshistorien om prostituerede Vivian og den velhavende Edward. Filmen er stadigvæk en af de bedste rom-coms til dato, og så giver den ovenikøbet stof til eftertanke indenfor emner som race, privilegie, sexisme og sexarbejde. 

Father of the Bride (1991)

I denne 90'er-film spiller Steve Martin en overbekyttende far, der ikke kan acceptere, at hans 22-årige datter skal giftes med en mand, hun kun har kendt kort tid. Den er sjov og sørgelig på samme tid - og så giver den et hyggeligt indblik i en familie fra 90'erne. 

Scream (1996)

1990'erne var en revolution for horrorgenren, og den første Scream-film fra 1996, med blandt andre Drew Barrymore, Neve Campbell og Courtney Cox, bliver ofte refereret til som en af de film, der kickstartede en kærlighed for slasher-film. 

LÆS OGSÅ: 15 fejl i film og tv-serier, der ikke er til at overse

Home Alone (1990)

Måske er Alene hjemme stadig en film, som du ser hver jul? På trods af filmens forældede plot, der både inkluderer forældre, der glemmer deres barn derhjemme, grov mobning og nogle lidt for voldelige 'fælder' lavet af et 8-årigt barn, så er det uden tvivl en højtelsket og nostalgisk 90'er-film.

Good Will Hunting (1997)

Good Will Hunting blev nomineret til ni Oscars og gik med sejren for både mest originale manuskript og bedste mandlige birolle (Robin Williams) i 1998. Filmen handler om Will Hunting, spillet af Matt Damon, der arbejder som pedel på et af verdens førende tekniske universiteter. Det viser sig dog, at Will er et uopdaget matematisk geni, som har meget mere at lave på skolen, end at vaske gulve.

Kærlighed ved første hik (1999)

En dansk 90'er-klassiker er uden tvivl Kærlighed ved første hik, hvor den usikre 1.g'er Viktor bliver smaskforelsket i 3.g'eren Anja. 
Filmen giver et tilbageblik på den danske ungdom i 90'erne - og ikke mindst moden i slut 90'erne, hvor farvet øjenskygge, glimmerkjoler, spagettistropper, leopardprint og pastelfarver hittede.

LÆS OGSÅ: De 20 største supermodeller fra 1990'erne

There's Something About Mary (1998)

En tåkrummende klassiker med Cameron Diaz, Ben Stiller og Matt Dillion, hvor Ted (Ben Stiller) falder pladask for den søde Mary (Cameron Diaz) og hyrer en privatdetetik for at vinde hendes hjerte. Det fører til flere uheldige episoder, som vi ville ønske, vi kunne glemme.

You've Got Mail (1998)

You've Got Mail giver et tilbageblik på dengang, hvor internettet var helt nyt, og e-mail-'fænomenet' var værd at lave en hel film om. De to forretningskonkurrenter Joe (Tom Hanks) and Kathleen (Meg Ryan) bliver ufrivilligt forelskede i hinanden, mens de kommunikerer over mails på deres store stationære computere. Filmen giver et sjovt indblik i 90'ernes spritnye teknologiske muligheder - som i dag virker knap så imponerende.

Never Been Kissed (1999)

I Never Been Kissed spiller Drew Barrymore den usikre journalist Josie Geller, der går undercover som high school-studerenede for at undersøge alkoholkulturen blandt mindreårige. Det bliver en smule mere besværligt, da hun bliver forelsket i sin lære.

LÆS OGSÅ: 10 film, der ændrede modehistorien

Clueless (1995)

Der findes tvivlsomt en film, som er mere 90'er end Clueless...
Filmen, hvor den velhavende teenager Cher Horowitz giver den nye, nørdede elev Tai Frasier en makeover, er nemlig propfyldt med 90'er-nostalgi. Alt fra filmens soundtrack, deres mobiltelefoner med antenner og ikoniske high school outfits, giver os lyst til at være teenager igen - i 90'erne selvfølgelig.

10 Things I Hate About You (1999)

Eleverne i filmen 10 Things I Hate About You er knap så velhavende som de Dolce Gabbana-klædte studerende i Clueless-filmen, men de kæmper med de samme problemer, som så mange andre high school-elever gjorde i løbet af det ikoniske årti. Krydret med en smule grunge-mode og ikke mindst Heath Ledgers serenade med sangen 'Can't Take My Eyes Off You' rammer den plet på 90'er-skalaen.

Passport to Paris (1999)

Olsen-tvillingerne Mary-Kate og Ashley var en storfavorit blandt teenagere i 90'erne. Alle ville følge med i de to pigers liv - venskaber, saftige flirts og ikke mindst deres tøj.

Drive Me Crazy (1999)

Drive Me Crazy er en klassisk kærlighedshistorie om to naboer, der lader som om, de dater for at gøre deres ekskærester jaloux - kun for at opdage, at de rent faktisk er forelskede i hinanden. Den er pakket med retro 90'er-mode og -frisurer, og så indkluderer den nogle uforglemmeligt 90'er-sange som Britneys Spears' 'You Drive Me Crazy' og The Backstreet Boys' 'I Want It That Way'.

Four Weddings and a Funeral (1994)

En ung (og charmerende) Hugh Grant med en voluminøs 90'er-frisure og en sød kærlighedshistorie - hvad mere kunne man ønske sig? Four Weddings and a Funeral tager dig med til fem forskellige events i 90'erne - hvis det ikke giver dig lyst til at være festlig og fint klædt på, så ved vi ikke, hvad gør.

Ghost (1990)

90'er-filmen, der gjorde det sexet at lave keramik... Demi Moore og Patrick Swayze spiller et forelsket par, hvis kærlighedshistorie ender brat, da Sam (Patrick Swayze) bliver slået ihjel. Hans krop bliver lagt i jorden, men hans sjæl bliver på jorden for at holde øje med sit livs store kærlighed. Der er fare på færde, så Sam bliver nødt til at finde en måde at advare den sørgende Molly (Demi Moore) på, inden hun lider samme skæbne.

Waiting to Exhale (1995)

Waiting to Exhale er en hyldest til de kvindelige R&B-kunstnere fra 90'erne. Filmen er anerkendt som en af de film, der banede vejen for en fremtid med langt flere film, hvor hovedpersonerne var farvede. Den beviste, at folk gerne ville se film med mere diversitet.

Notting Hill (1999)

Hugh Grant og Julia Robert var uden tvivl nogle af 90'ernes største skuespillere. I Notting Hill spiller Julia den verdensberømte filmstjerne Anna Scott, som møder den jordbundende og lidt fjollede boghandler William. En klassisk kærlighedshistorie om to forskellige verdner, der forenes i kærlighed.

The Parent Trap (1998)

Historien om de identiske tvillinger Annie og Hallie - som begge bliver spillet af Lindsay Lohan - er en sjov 90'er-film i børnehøjde. De to piger møder hinanden for første gang på en sommercamp, hvor de opdager, at de er tvillinger og beslutter sig for at bytte plads, så de kan tilbringe tid med den af deres forældre, som de ikke er vokset op sammen med.

Mrs. Doubtfire (1993)

Mrs. Doubtfire er kendt som en af de sjoveste film fra 90'erne. Efter en hård skilsmisse og kamp om forældremyndigheder klæder Robin Williams' karakter Daniel sig ud som en kvinde, der bliver hyret som husholderske og barnepige hos ekskonen, så han kan bruge mere tid sammen med sine børn. 

Læs mere om: