WEEKEND

4 biograffilm der hitter i februar

Filmanmelder Ann Lind Andersen havde svært ved at begrænse sig, men kommer her med 4 fantastiske film, du kan se i biografen i februar.

Capernaum

- Uforfalsket socialrealisme

Man skal være lavet af sten, hvis man ikke bliver grebet hårdt om hjertet over drengen Zains fortvivlende liv i den libanesiske film ‘Capernaum’. Zain vokser op i Beiruts slum i en familie, hvor de afstumpede forældre får det ene barn efter det andet, som de ikke kan forsørge. Selv de små børn i søskendeflokken knokler dagligt, og når pengene fra narkohandelen ikke slår til, sælger de Zains 11-årige søster til den lokale kioskejer. I filmens begyndelse ser vi Zain lægge sag an mod sine forældre for at have født ham ind i det liv − og man forstår ham godt. Det er uforfalsket socialrealisme og en hård reminder om, hvordan verden også ser ud.

Premiere 7. februar

LÆS OGSÅ: Film og serier (og alt det andet!) du kan glæde dig til i 2019

Mary Queen of Scots

- To dronninger, en trone

Der er royal rivalisering af høj kaliber i ‘Mary Queen of Scots’, der handler om forholdet mellem engelske Elizabeth I og Mary Stuart af Skotland, som havde en livslang kamp om tronen af England. Og det er ligeledes skuespil af høj kaliber af Margot Robbie som Elizabeth og Saoirse Ronan som Mary Stuart. De to skuespillerinder har kun en scene sammen i filmen, og den er ren fiktion, for i virkeligheden mødtes de to dronninger aldrig. Manden bag manuskriptet, Beau Willimon, er vant til at skrive om magtkampe, for han er også skaber af ‘House of Cards’.

Premiere 14. februar

Green Book

- Modsætninger mødes

For ikke særligt længe siden kunne sorte amerikanere ikke rejse rundt i USA uden den såkaldte ‘Green Book’. I hvert fald ikke hvis de ville deres eget bedste og ikke ville overfaldes eller myrdes. Bogen var en angivelse af steder, hvor sorte havde tilladelse til at bo og og spise. Bogen er essentiel, da den klassiske pianist Don Shirley (Mahershala Ali), skal på tour i sydstaterne, og som bodyguard hyrer han Tony Lipp (Viggo Mortensen). De to mænd har umiddelbart intet til fælles, men modsætningerne til trods opstår der et venskab mellem dem, og det er den hjertevarme historie, ‘Green Book’ skildrer. Historien er i øvrigt sand, og medforfatter på manuskriptet er Tony Lipps søn, Nick Vallelonga. Der er selvfølgelig stærke præstationer af både Viggo Mortensen og Mahershala Ali.

Premiere 21. februar

The Hate U Give

- Politisk teenager

For tiden findes der muligvis ikke en mere relevant titel end denne med temaer som politivold, racisme og sorte amerikaneres identitet, og i denne sammenhæng er ‘The Hate U Give’ et stærkt indspark. Starr Carter er splittet mellem to verdener: Den pæne, overvejende ‘hvide’ skole, hun går på, og det fattige sorte kvarter, hun bor i. Da Starr Carter og hendes barndomsven bliver stoppet af politiet, og vennen bliver dræbt, vækkes Carters sociale og politiske bevidsthed − men samtidig også hendes tvivl om, hvem hun egentlig er, og hvem hun vil være.   

Premiere 28. februar

LÆS OGSÅ: De vigtigste Oscar-nomineringer i 2019

Læs mere om: