4 spændende, sjove og skøre serier, du skal se i oktober
WEEKEND

4 spændende, sjove og skøre serier, du skal se i oktober

I efteråret er der som regel en masse nye serier at tage hul på, da mørket og kulden for alvor er over os – og dette år er ingen undtagelse. Her er 4 serier, du ifølge Ann Lind Andersen skal se i oktober.

Maniac

- Sort humor uden smerte

Der er nogle instruktører, hvis arbejde man altid ser frem til. For mig er Cary Fukunaga sådan en og har været det siden hans ‘Sin Nombre’ og første sæson af ‘True Detective’. Nu er han klar med en af Netflix’ mest imødesete tv-serier i år, ‘Maniac’.

Hovedrollerne bliver spillet af Emma Stone og Jonah Hill, der arbejder sammen igen for første gang siden komedien ‘Superbad’. Rammen er sort komedie, og serien er i øvrigt baseret på den norske af samme navn.

LÆS OGSÅ: Vold og astronauter – de her 2 film skal du se i biografen i oktober

Men historien lyder så mærkelig, at jeg i hvert fald er temmelig spændt på, hvordan den spænder af: To fremmede, Annie Landsberg og Owen Milgrim, mødes, da de begge siger ja til at teste en ny pille, der kan kurere mentale sygdomme og knuste hjerter. Det bliver begyndelsen til en række møder mellem de to i forskellige universer og skikkelser. Lyder som lidt af et trip, men underholdende skal det nok blive.

Maniac er tilgængelig på Netflix.

Kriger

- Kriger vs. rockerkonge

‘Tv er nutidens legale narko’, har instruktør Christoffer Boe udtalt, og måske derfor har han sagt ja til at instruere tv-serien ‘Kriger’, inden han også snart er aktuel med Jussi Adler-Olsen-filmatiseringen ‘Journal 64’.

‘Kriger’ er et actiondrama, hvis hovedperson CC bliver spillet af Dar Salim. CC vender hjem til Danmark efter militærtjeneste, hvor hans bedste ven, Peter, er blevet dræbt på en mission.

For at lindre sin skyldfølelse sætter han sig for at hjælpe Peters enke, politiefterforskeren Louise (Danica Curcic). Hun arbejder med bandekriminalitet med fokus på rockerkongen Tom (en iskold Lars Ranthe), og CC går undercover og lader sig infiltrere i bandemiljøet. Den slags er, som bekendt, sjældent omkostningsfrit, så der er lagt op til pirrende spænding for alle pengene.

Kriger havde premiere på TV 2 d. 8. oktober.

Camping

- Blød mand og kontrollerende kvinder

Der har været stille omkring Lena Dunham, efter ‘Girls’ sluttede, men med tv-serien ‘Camping’ er hun tilbage. Dog som manuskriptforfatter og executive producer og ikke skuespiller. Originalt er serien britisk, men i den amerikanske version spiller David Tennant karakteren Walt, hvis 45-års fødselsdag skulle have været en skøn weekend i naturen.

LÆS OGSÅ: Her er 5 andre film og serier, du skal se lige nu

Men Walts kone Kathryn – spillet af Jennifer Garner – er temmelig aggressivt kontrollerende, og turen bliver ikke hjulpet af Walts svigerinde, hans hellige eks-ven og en hippie, der dukker op. Alle Walts relationer og hans ægteskab bliver med andre ord testet. Og hvis Lena Dunham sætter sit præg på serien, skal det hele nok blive både akavet og sjovt.

Camping har premiere på HBO d. 15. oktober.

Herrens veje

- Religiøs eksistentialisme

August er død. Emilie er gravid. Sådan sluttede første sæson af ‘Herrens veje’, og både det tragiske omkring døden og genopstandelsen med nyt liv illustrerer meget godt, hvor sæson 2 bevæger sig hen. Det har manuskriptforfatteren bag, Adam Price, i hvert fald lovet. For det bliver ‘voldsomt, dramatisk og dybt’, som han siger.

Med Augusts død handler den nye sæson om, hvordan alle omkring ham håndterer tabet. Kan religionen hjælpe faren, præsten Johannes (fremragende spillet af Lars Mikkelsen)? Eller moren, Elisabeth (Ann Eleonora Jørgensen)? Eller broren Kristian (Simon Sears)?

Som noget nyt får den trofaste kirketjener Svend (Joen Højerslev) mere plads i historien. Og uanset om man er til de tunge, eksistentielle temaer, serien tager op, er den både velskrevet og velspillet.

Anden sæson af Herrens veje havde premiere på DR1 d. 14. oktober.

LÆS OGSÅ: Fik du set de her film og serier i september? Du kan stadig nå det!

Læs mere om: