WEEKEND

6 tv-serier og film, du skal se i oktober

Hvilke tv-serier og film skal du gå ombord i lige nu? Det får du seks bud på her.

Kalenderen siger oktober, og efteråret har for alvor ramt Danmark. Temperaturen falder, bladene falder af træerne og de brændte, rødbrune farver træder frem. Heldigvis viser solen sig lidt endnu - og det giver mulighed for at nyde den smukke sæson en smule ekstra.

Men hvad skal vi give os til, når mørket falder på?

LÆS OGSÅ: 15 fejl i film og tv-serier, der ikke er til at overse

Fortsæt efterårstemningen indendørs med en kop varm kakao, din dyne og selvfølgelig en brandgod film eller serie. Derfor har IN samlet seks nye film og serier, som du kan se inde i varmen. 

4 FILM, DU SKAL SE I OKTOBER

MADKLUBBEN

Hvad gør man, når man har været ‘vi’ i 40 år, og ens mand pludselig forkynder, at han vil skilles? Da det sker for Marie, tager hun med to gamle veninder på madkursus i Italien. Her får hun ikke bare lært at lave pasta og tiramisu, men også at være ‘jeg’ igen – på godt og ondt. Kirsten Olesen spiller rollen som kvinden, der ‘ikke har flirtet i 40 år’, men bliver mere og mere klar til at give det et forsøg, og som langsomt finder ud af, at der er masser af liv at leve, også selv om manden er skredet. Stina Ekblad og Kirsten Lehfeldt fuldender den modne veninde-trio, mens bl.a. Mia Lyhne og Troels Lyby spiller andre elever på madkurset.


Madklubben har premiere den 22. oktober

ERNA I KRIG

Erling Jepsens sort-humoristiske sønderjyske romaner er flere gange blevet filmatiseret af Henrik Ruben Genz med stor succes, og nu er turen kommet til hans historie om Erna, som lader sig hverve til militæret, da hendes knap så kvikke søn, Kalle, bliver tvunget til at gå i krig for tyskerne under 1. Verdenskrig. Det overlever han ikke, tænker mor Erna, og hun går undercover som Julius Dam Rasmussen. Der bliver stirret noget, da den midaldrende kvinde – i Trine Dyrholms skikkelse – møder op på kasernen med et fåmælt ‘mojn’, men det lykkes hendes at skabe de alliancer, der skal til, for at hun kan blive og passe på sin dreng.

Erna har premiere den 29. oktober

LÆS OGSÅ: Podcasten Mørkeland laver en ny tv-krimiserie

REBECCA

Daphne du Mauriers roman ‘Rebecca’ fra 1938 er en klassiker – ligesom Alfred Hitchcocks filmatisering af det gotiske mesterværk fra 1940. Men nu er tiden kommet til en opdatering af dramaet om den unge kvinde, som gifter sig med rigmanden Maxim de Winter og flytter ind på godset Manderley, hvor minderne om og arven efter hans første kone, titlens Rebecca, ligger som en tyk dyne over krystallysekroner og mahognichatoller. Lily James spiller den unge kvinde, som symbolsk nok ikke har noget navn, mens Armie Hammer spiller Maxim. I en dramatisk vigtig rolle ses Kristin Scott Thomas som husholdersken Mrs. Danvers, der har mere end svært ved at acceptere godsets nye frue.


Rebecca har premiere på Netflix den 21. oktober

ENOLA HOLMES

Sherlock Holmes er en populær herre i popkulturen, og den britiske mesterdetektiv bliver ved med at blive fortolket i både film og serier. Nu er turen dog kommet til hans lillesøster, teenageren Enola, som viser sig at besidde en del af de samme evner som storebroren i Netflix-filmen 'Enola Holmes'. På sin 16-års fødselsdag vågner Enola og finder ud af, at hendes mor er forsvundet. Hun drager til London for at finde moren - og komme til bunds i, hvad der er foregået - mens hendes brødre, Sherlock og Mycroft, er mere optagede af at få hende sendt af sted på en skole for pæne piger. Millie Bobby Brown spiller titelrollen, mens Henry Cawill og Sam Claflin agerer de to brødre. Helena Bonham Carter er også på rollelisten som den forsvundne mor. 


Tilgængelig på Netflix nu 

2 SERIER DU SKAL SE I OKTOBER

THE UNDOING

Nu lander Susanne Biers længe ventede miniserie ‘The Undoing’ endelig på HBO. Serien følger newyorker-psykologen Grace (Nicole Kidman), som lever noget, der ligner et perfekt liv, med en god karriere, et summende socialt liv og et stabilt ægteskab med Jonathan (Hugh Grant). Men én alvorlig hændelse får fundamentet under dem til at vakle, og pludselig står Grace midt i en mordsag. Er hun mistænkt? Og kan Jonathans kærlighed og trofasthed holde til at se hustruen som andet end perfekt? ‘The Undoing’ er baseret på bestselleren ‘You Should Have Known’, og ud over Kidman og Grant medvirker bl.a. Donald Sutherland og Sofie Gråbøl.

The Undoing har premiere på HBO Nordic den 26. oktober

LÆS OGSÅ: Susanne Bier: Mænd får en indsprøjtning, når de hører sig selv snakke

EFTERFORSKNINGEN

En serie om mordet på Kim Wall og den efterfølgende retssag. Kan man det – kun tre år efter? TV 2 gør forsøget på en meget sober måde og har samarbejdet med den myrdede journalists forældre på ‘Efterforskningen’. Serien følger politiets arbejde med at opklare den såkaldte ubådssag og beskæftiger sig ikke som sådan med Peter Madsen. Søren Malling spiller drabschef Jens Møller Jensen – den virkelige Jens Møller Jensen har også været inde over manuskriptet – mens Pilou Asbæk er tilbage på dansk tv som anklageren Jakob Buch-Jepsen. Dygtige Tobias Lindholm, som tidligere har lavet bl.a. ‘Kapringen’ og ‘Krigen’, har instrueret, og to af Sveriges bedste og mest elskede skuespillere, Pernilla August og Rolf Lassgård, har rollerne som Kim Walls forældre.


‘Efterforskningen’ har haft premiere på TV 2. Andet afsnit af i alt seks vises mandag 5. oktober. Serien kan også ses på TV 2 Play.

Læs mere om: