Ann Lind Andersen giver tips til film og tv-serier i juli
Foto: AOP og PR
WEEKEND

Ann Lind Andersen giver tips til film og tv-serier i juli

Du kender Ann Lind Andersen fra bl.a. ’Go’ morgen Danmark’, og nu kan du også nyde godt af hendes ekspertise hos IN, hvor hun giver sine tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder film og tv-serier lige nu.

Ann Lind Andersen: det skal du se lige nu

Ann Lind Andersen har en Cand.mag. i filmvidenskab og litteraturhistorie og du kender hende garanteret fra bl.a. ’Go’ morgen Danmark’. Her giver hun sine tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder bøger, film og tv-serier lige nu.

- Kultur afspejler vores samfund – på godt og ondt. Her kan vi udforske og lege med grænserne for, hvad det vil sige at være et moderne menneske. For mig har film og bøger også altid været forbundet med eskapisme. Steder, jeg kunne søge ind i som alternative virkeligheder. Det tror jeg, vi alle har brug for en gang imellem.

LÆS OGSÅ: Ann Lind Andersen giver tips til, hvad du skal se og læse i juni

Her får du Ann Lind Andersens tips til, hvad du skal have på radaren, når det gælder film og tv-serier lige nu:

Film

Girls Night Out

I den amerikanske filmindustri bliver der hvert år lavet en såkaldt ‘Black List’. Det er en mere eller mindre hemmelig liste over virkelig gode manuskripter, der endnu ikke er solgt. Og da manuskriptet til ‘Girls’ Night Out’ kom ud, var der decideret budkrig. Nu er den så realiseret, endda med Scarlett Johansson i hovedrollen. Og filmen er lige, hvad Hollywood er ude efter i disse år: En komedie med kvinder. For komedie er en genre, mændene har siddet tungt på. Som komisk backup får Scarlett Johansson en virkelig sjov skuespiller, Kate McKinnon, ved sin side. McKinnon var med i ‘Ghost-busters’ — en anden kvindekomedie — og har været en fast del af satireprogrammet ‘Saturday Night Live’. Sammen med Zoë Kravitz spiller de en flok kvinder, der mødes til en reunion 10 år efter college til en vild weekend i Miami. Den bliver ikke mindre vild, da de kommer til at slå den mandlige stripper, de har hyret, ihjel.

Premiere 29. juni

Den bedste mand

Nogle kan måske huske navnet Jørgen ‘Gamle’ Hansen. Det kan man i hvert fald, hvis man voksede op i 1970’erne ligesom mig, for den danske bokser var legendarisk. Han blev europamester hele ni gange og er en af de mest vindende danske boksere nogensinde. Hvad kun de færreste vidste var, at der nok ikke ville have været så meget legende, hvis det ikke havde været for Hanne — hans kone, hans ven, hans manager. Hende, der hankede op i ham, da han troede, at karrieren var slut, og han var ved at indstille sig på at sygne hen i glemsomhed og kedsomhed. Og det er netop de tos forhold, som ‘Den bedste mand’ skildrer med så gedigne talenter som Mikkel Boe Følsgaard og Lene Maria Christensen i hovedrollerne og med Søren Malling som den lige så legendariske boksepromoter Mogens Palle. For da Hanne og Jørgen siger ja til at give husly til den afrikanske bokser Ayub Kalule, vender både livsgnisten og Jørgen ‘Gamle’ Hansens karriere tilbage, selv om ingen tror på ham. En klassisk ‘underdog’-historie om et stykke dansk sportshistorie.

Premiere 15. juni

Streaming

Glow

Der er store muskler og lige så store frisurer i billedet, når ‘Glow’ er på skærmen. Og musklerne og frisurerne sidder ikke på mænd, for ‘Glow’ dækker over ‘Gorgeous Ladies of Wrestling’ — en wrestlingliga, der eksisterede i virkeligheden fra 1986 til 1990 i Los Angeles. Alene det lyder jo sjovt, og ‘Glow’ er også en komedieserie. Her følger man en arbejdsløs skuespillerinde spillet af up-and-coming Alison Brie, der finder vej til wrestlingen, da hun ikke kan finde job andre steder. Bag serien står også interessante muskler, nemlig Jenji Kohan og Tara Herrmann, der har lavet ‘Orange is the New Black’, en bevidst kvindedomineret tv-serie. De fortsætter stilen med ‘Glow’, og hurra for det. Kvinder, der kan bodyslamme, kan man aldrig få nok af — på tv.

Premiere 21. juni på Netflix

Fargo

Anden sæson af ‘Fargo’ var på min absolutte topliste over de bedste tv-serier i 2015, og hvis man ikke har set den endnu, kan den stærkt anbefales. Det er eminent tv, veloplagt og kreativt fortalt, morsom og med en pragtpræstation af Kirsten Dunst. Sæson 1, der lægger sig tættere op ad Coen-brødrenes oprindelige film, er også god, men sæson 2 er i en klasse for sig — og kan i øvrigt sagtens ses, uden at man har set sæson 1 eller filmen først, for serien er en såkaldt antologiserie. Det vil sige, at hver sæson er selvstændig og har nye figurer og nye historier, men alle med rod i Minnesota, Fargo-land. Så der har været noget at leve op til for sæson 3 og skaberen Noah Hawley, men man går ikke helt galt i byen, når man putter Ewan McGregor i en dobbeltrolle. Han spiller begge brødre Stussy, både den succesfulde, flotte, selfmade forretningsmand Emmit og den halvskaldede, halvtykke og hadefulde Ray. En seriøst uigenkendelig McGregor. Og det er rivaliseringen mellem de to brødre, der fører dem ind i en verden af mord, kriminalitet og gangstere. Den slags, vi allerede ved, det vrimler med ude i det snefyldte Midtvesten, der langtfra er så fredsommeligt, som man tror. Og bliver man bidt af den fargo’ske vinterkulde, kan man se sæson 2 … igen. 

Sæson 3 kan ses på HBO Nordic

Okja

Streamingtjenesten Netflix laver ikke bare tv-serier. Den er de seneste år også blevet en interessant spiller, når det gælder egenproduktion af spillefilm. Og nu har Netflix lavet en decideret storfilm med den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho, der er blevet kult for især ‘Snowpiercer’ og ‘The Host’. På rollelisten er blandt andre den formidable Tilda Swinton (billedet) og den intense Jake Gyllenhaal foruden Paul Dano og Lily Collins. Filmen fortæller historien om 10-årige Mija (Ahn Seo-hyun), der i Sydkoreas bjerge har taget sig af Okja — et kæmpedyr, som er hendes bedste ven. Men det multinationale konglomerat Miranda Corporation, ledet af direktør Lucy Mirando (Swinton), har skumle planer og kidnapper Okja, og så må Mija finde en vej til New York for at redde sin ven – og bekæmpe skræmmende kapitalister, demonstranter og forbrugere på vejen. Det er som altid med Bong Joon-ho vildt, anderledes og uforudsigeligt.

Premiere 28. juni på Netflix

LÆS OGSÅ: 7 ting, du kan opleve i juni

Læs mere om: