WEEKEND

Caspar Eric: Her er de 4 bøger, jeg læser lige nu

Caspar Eric har udgivet fire digtsamlinger og vundet flere priser, bl.a. Michael Strunge-prisen i 2015 for ‘Nike’. Han har lige udgivet ‘Jeg vil ikke tilbage’, der er inspireret af coronakrisen. Her anbefaler han fire bøger.

Savner du at forsvinde ind i en anden verden og bare lade dig opsluge af litteraturen? Måske kan Caspar Erics 4 boganbefalinger inspirere dig til at vælge din næste rejse, hvor du ikke skal bekymre dig om verden lige nu, men bare lade dig synke ind i diverse fortællinger. 

Caspar Erics boganbefalinger

Amalie Smith: Thread Ripper

Foto: PR

Det er en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Sjov, følsom og udfordrende. Bogen handler om computerteknologi, vævning og længselsfuld kærlighed. Den er som at gå ind i et rum og være i en følelse i noget tid, og når man går ud af rummet igen, kan man mærke, at der er sket noget med én, men man ved ikke helt, hvad det er.

Læs også: 12 bøger vi læser nu

Simon Critchley: Hvad vi tænker på, når vi tænker på fodbold

Foto: PR

Det er et selvportræt, der handler om kærligheden til fodbold, og hvad det er for nogle følelser, der hænger sammen med fodbold. Den handler om, hvor betydningsfuldt noget helt ligegyldigt kan føles. Den er vildt godt skrevet og ærlig omkring, at det er latterligt at gå så meget op i fodbold.

Inger Christensen: Alfabet

Foto: PR

Det er poesi, der er skrevet i lyset af frygten for Den Kolde Krig, og der er noget ved den tid, vi er i nu, som passer godt til denne bog. Det er en af de bedste digtsamlinger, der er skrevet i dansk litteratur. Mange kender den, men det er måske ikke så mange, der har fået læst den. Det vil jeg gerne anbefale, at man får gjort!

Ariana Reines: Coeur de Lion

Foto: PR

Hun er en af de bedste fremadstormende nye poeter i USA. Det er en rigtig klog og sjov bog, som jeg stødte på hos en ven i Trondheim. Det er en digtsamling, som handler om ulykkelig kærlighed, men der er også digte, der handler om forfølgelse af jøder og klimakrisen. Den er oversat til dansk, men jeg elsker den mest på originalsproget.

Læs mere om: