Den bedste kultur lige nu: Edvard Munch
Foto: PR
WEEKEND

Den bedste kultur lige nu - fra Edvard Munch til Take That

Dine kulturnyheder er landet, og der er nyt fra boybandet Take That, Museum Jorn i Silkeborg og Folketeatret i København.

De gamle drenge fra Take That er ude med nyt album, og i Silkeborg kan du opleve noget af den bedste kunst fra nordiske malere, nemlig Asger Jorn - selvfølgelig - og Edvard Munch. Og så er der rigtig vredt teater i København.

Kom med på en guidet tour i den danske kulturjungle herunder.

En symbiose af Asger Jorn og Edvard Munch

På det silkeborgensiske kunstmuseum Museum Jorn udstiller de lige nu et miks af den lokale stolthed Asger Jorn og den norske mestermaler Edvard Munchs malerier. Jorn og Munch er fra to forskellige tider, og deres kunst har mange uligheder, men Asger Jorn var inspireret af den norske maler, og det har Museum Jorn vist på fineste vis med udstillingen ‘Jorn + Munch’. Nogle steder skal du lede lidt længere efter inspirationen, mens det andre steder er helt tydeligt, at Asger Jorn har været inspireret af Edvard Munch. Forventer du at se ‘Skriget’, skal du blive hjemme, men flere af Edvard Munchs andre kendte værker er at finde på udstillingen, fx ‘Kys på stranden i månelys’ og ‘Vampyren’. Udstillingen er helt bestemt et besøg værd.

Jorn og Munch på Museum Jorn - Jorn til venstre, Munch til højre. Foto: PR

Besøg udstillingen ‘Jorn + Munch’ på Museum Jorn inden 28. maj. Se mere HER

Ren vrede på Folketeateret

Da Alice (Sarah Boberg) og sin mand, Patricks (Troels Lyby) søn bliver taget i at skrive racistiske slagord på en moske, falder familiens selvopfattelse fuldstændig fra hinanden. Det er omdrejningspunktet for teaterstykket ‘Vrede’ på Folketeatret i København. Parret tilhører den kreative klasse, er bestemt politisk korrekte, tolerante og veluddannede, hun er hjerneforsker, og han er succesrig forfatter, så hvordan kunne deres søn finde på den slags? Det må være hans barndomsven fra arbejderklassens skyld, slår Alice hurtigt fast, men da en journalist begynder at undersøge sagen, er Alice egen fortid måske ikke helt så politisk korrekt. Men dobbeltmoral er vel dobbelt så godt?

Vrede på Folketeatret. Foto: Gudmund Thai

Se ‘Vrede’ på Folketeatret fra 29. marts til 6. maj. Bestil billetter HER

Take That vil ikke dø

Hvis du har stået og skreget af et hegn i en ‘I love Gary’-t-shirt eller været håbløs forelsket i Robbie Williams, så er Take Thats nyeste album ‘Wonderland’ helt sikkert noget for dig. Det britiske boyband har været på toppen siden 90’erne og kun med undtagelse af et par pauser i ny og næ været leveringsdygtige i glade pophits lige siden. Kun Gary Barlow, Howard Donald og Mark Owen er tilbage nu, men de gør det lige så godt som altid. Poppen er skruet godt sammen, og der er ingen tvivl om, at de har været inspireret af et af de tidligste britiske boybands The Beatles, særligt på sangene ‘New Day’ og ‘It’s All for You’.

Take That udgiver Wonderland. Foto: PR

Find albummet ‘Wonderland’ af Take That på iTunes HER

Men der sker selvfølgelig også en hel masse andet i kulturlandskabet
Udover Take That, er canadiske Drake også ude med nyt album. ‘More Life’ hedder det, og det har allerede slået rekorder. Det blev nemlig afspillet hele 89,9 millioner gange på streamingtjenesterne Spotify og Apple Music inden for de første 24 timer, og det er aldrig set før. Og så har stormagasinkæden Magasin oprettet en ny talentpris for modefilm-skabere. Deltagerne kan sende deres idéer til Magasin, og får dermed muligheden for at kreere en modekortfilm med økonomisk støtte fra Magasin.

LÆS OGSÅ: Den bedste kultur lige nu – fra Tal R til feministisk tegneserie