I næste uge går det løs på Dyrskuepladsen i Roskilde, når Roskilde Festival byder velkommen fest, musik og madoplevelser. Musikpladsen åbner onsdag aften med danske Phlake på Orange Scene, og udover musikken er der en masse andre oplevelser at nyde.
Sluk tørsten med rosé
Folket har talt, og flere og flere festivalgæster har de seneste år efterspurgt rosévin på pladsen. Det ønsker efterkommer Roskilde Festival i år, hvor der vil være dunke (!) af den lyserøde sommerdrik til salg.
Det kribler og krabler…
Hvis du finder en flue i suppen hos madboden Crick’it, skal du ikke brokke dig til tjeneren – det er nemlig meningen! Boden i Food Court, som er et samarbejde mellem Suhrs Højskole, Insekt KBH, fårekyllingfarmen Bugging Denmark og stjernekokken Rasmus Leck Fischer, bringer det nye gastronomiske fænomen med spiselige insekter til de sultne festivalgængere.
LÆS OGSÅ: Den ultimative pakkeliste til Roskilde Festival
Fællesspisning
Hvis du er klar på en helt unik madoplevelse, så byder Rub & Stubs Madkollektiv på en stor fællesspisning foran Orange Scene både torsdag og fredag under festivalen. Her vil 1.500 gæster have mulighed for at spise sammen.
Bæredygtighed
De seneste par år har der været et stigende fokus på bæredygtighed, og Roskilde Festival vil være med til at sætte standarder. I år skal alle madboder leve op til kravet om 90% økologi. Der er desuden samme fokus på madspild, som der har været de seneste år. Overskydende råvarer fra festivalen bliver nemlig uddelt på herberger i samarbejde med organisationen Det Runde Bord.
LÆS OGSÅ: Inspiration til festival-frisuren
Cocktails på fad
Kombinationen af lange køer og cocktails, der skal mikses, har aldrig fungeret så godt på Roskilde Festival, men sidste år eksperimenterede festivalen med cocktails på fad, og konceptet vender tilbage i år. Det betyder, at dine favorit cocktails er mikset på forhånd og kan tappes på tre sekunder – ligesom en fadøl!