WEEKEND

Forfatter Elisabeth Åsbrinks fire boganbefalinger

Svenske Elisabeth Åsbrink er aktuel med romanen ‘Forladtheden’ om tre kvinder fra hver sin tid og hvert sit sted. Bogen er inspireret af hendes jødiske baggrund og de fortielser og hemmeligheder, hendes egen opvækst var præget af. Her anbefaler hun fire bøger, der har sat spor i hende.

Sommeren er endelig kommet til Danmark, hvorfor du helt sikkert allerede har været ude og nyde solen. Én ting, der er vigtig at huske, når man ligger og steger, er selvfølgelig solcremen, men næsten lige så vigtig er en god bog.

Vil du gerne lære mere om MeToo-bevægelsen og livet under 2. verdenskrig eller er du mere til poesi? Så giver forfatter Elisabeth Åsbrink her fire boganbefalinger, som du kan tage med dig, når du skal nyde solen.

Læs også: København scorer topplacering på populær liste

Elisabeth Åsbrinks boganbefalinger

Madeline Miller - Kirke

Min far er 85 år og virkelig ikke nogen feminist, men han blev dybt grebet af denne beretning om den mystiske Kirke, solguden Helios’ datter og Odysseus’ elskerinde. En suggestiv og stærk roman om kærlighed, styrke og ensomhed. Også jeg blev grebet og gav bogen til mine sønner, som elsker den.

Matilda Gustavsson – Klubben, en undersøgelse

Klubben er en MeToo-undersøgelse, og det er rigtig god, reflekterende journalistik. Matilda Gustavsson var den første til at fortælle om den lange række kvinder, som anklagede en mand i kredsen omkring Svenska Akademien for seksuelle krænkelser. Afsløringen blev en stor skandale, og Nobelprisen i litteratur kunne ikke uddeles i 2019. Her taler Gustavsson med kvinderne bag anklagerne og skildrer hele denne historie om sex og magt. Jeg forstod pludselig, hvorfor nogen, som har været udsat for et overgreb, alligevel vender tilbage til gerningsmanden.

Agota Kristof - Det store stilehæfte, Beviset & Den tredje løgn

Stor litteratur af en forfatter, som har fået en revival de seneste år. De tre fortællinger – om et barn i en lille by ved en grænse midt i Europa under 2. verdenskrig – danner en helhed, som slår læseren knockout med sit sprog og sin gru. Umådeligt smuk og foruroligende.

Inger Christensen - Alfabet

Jeg vender konstant tilbage til Inger Christensens poesi og især til ‘Alfabet’. Hun er som en forælder, der sætter ord på verden, når jeg spørger som et barn: Hvad er det? ‘Det er et digt’, svarer hun. ‘Det er tilværelsen’. Hvem kan leve uden Inger Christensen? Det ved jeg virkelig ikke.

Læs også: Sommer i København? Dét skal du opleve