WEEKEND

Ghislaine Maxwell: Livet som fange nr. 02879-509

En stille morgen 2. juli 2020 bankede det amerikanske forbundspoliti, FBI, på døren til et landsted dybt inde i New Hampshires skove. Den store luksusvilla var året før blevet købt for 1.070.750 dollars. Pengene blev lagt kontant. Køberen havde gjort sig store anstrengelser for at fremstå anonym, men efter et år på flugt var en af USA’s mest omtalte personer omsider fundet. Ghislaine Maxwell står til 35 års fængsel, hvis hun kendes skyldig i en række af anklager om sexforbrydelser begået mod mindreårige.

Livet som fange nr. 02879-509 udspiller sig knap 10 kilometer fra den dyre del af Manhattens glitrende verden af penge, magt, cocktailparties og sex, som engang havde Ghislaine Maxwell som et charmerende omdrejningspunkt. Men der er en verden til forskel.

Den 59-årige kvinde befinder sig i en celle, der måler 1,8 gange 2,7 meter. Der er plads til en seng og et toilet. Der er intet naturligt lys, men hvert kvarter natten igennem skærer den blåhvide lyskegle fra en af fængselsvagternes lygter sig gennem mørket og rammer loftet i cellen, så vagten har lys nok til at forvisse sig om, at hun stadig trækker vejret.

Hendes sugardaddy, arbejdsgiver og nemesis – milliardæren Jeffrey Epstein – begik selvmord i en fængselscelle i 2019, da han ikke længere kunne løbe fra sine sexforbrydelser begået mod mindreårige. Fængselsvagterne har fået besked på at sikre, at Ghislaine Maxwell ikke får samme mulighed, før retten kan afgøre, om hun gjorde Epsteins pædofile sexforbrydelser mulige og selv deltog i dem.

Hun er blevet kropsvisiteret mere end 1.400 gange, hendes tøj er lavet af forstærket papir, og hun må ikke bære bh på grund af selvmordsrisiko.

Hendes familie og hendes advokat sammenligner hendes forhold med tortur og beskylder de amerikanske myndigheder for bevidst at ville ydmyge hende og gøre det mere sandsynligt, at hun bliver dømt, når hun stilles for retten midt i juli. Selv afviser hun alle anklager, men kvinden, der var sin fars mirakelbaby, ser ud til at få brug for et mirakel, hvis hun ikke skal tilbringe resten af sit liv i et fængsel.

Ghislaine Maxwell var sin magtfulde far, Robert Maxwells, favorit, og han tog hende med overalt. Her ved en fodboldkamp.

Læs også: Psykolog: Derfor er det normalt at ses med den, der har udsat dig for seksuelle overgreb

Fars pige

Historien om Ghislaine Maxwell er umulig at fortælle uden samtidig at fortælle i hvert fald en del af historien om hendes far. Datterens historie er som et mørkt spejl af farens. Robert Maxwell var historien om manden, der kom fra intet og fik alt. Ghislaine Maxwell er historien om kvinden, der kom fra alt og ser ud til at ende med intet.

Men hendes forhold til Robert Maxwell er også historien om en pige og senere kvinde, der beundrede, frygtede og elskede sin far og higede efter hans kærlighed uden rigtigt at få den, selv om han stolt viste hende frem som et trofæ og kaldte hende sin mirakelbaby. Og måske var det også faren, der direkte eller indirekte satte hende i tæt forbindelse med Jeffrey Epstein.

Robert Maxwell blev i 1923 født ind i en tjekkisk jødisk familie, der var så fattig, at familiens børn måtte skiftes til at bruge skoene. Som en af de få undslap han den skæbne, som millioner af andre jøder, herunder hans søskende og forældre, led i de tyske gaskamre – han havde inden krigen sat kursen mod Storbritannien og meldte sig i 1940 til den britiske hær. Han kæmpede så tappert, at den britiske feltmarskal Montgomery dekorerede ham efter et særlig vovemodigt angreb, og da han efter krigen vendte tilbage til England, lagde han de første byggesten til det, der senere skulle blive et magtfuldt medieimperium.

Han var stenrig, da Ghislaine Maxwell blev født juledag i 1961. Hendes franske mor, Elisabeth, havde på det tidspunkt allerede født otte børn, og Ghislaine blev det sidste. Barndomshjemmet var Headington Hill Hall lidt uden for universitetsbyen Oxford – med hele 53 værelser var det mere et palads end et hus, og hun var fra første skrig vant til luksus. Men også til, at hun måtte kæmpe for at få kærlighed.

Bare et par dage efter hendes fødsel blev hendes 15-årige storebror Michael kvæstet i en trafikulykke. Han lå i koma de næste seks år, før han døde af meningitis. Ifølge forfatteren John Preston, som tidligere på året udgav bogen ‘Fall: The last days of Robert Maxwell’, var sorgen i familien så tung, at Ghislaine allerede før skolealderen udviklede anoreksi og et talent for at få opmærksomhed.

Preston fortæller, at hun som fireårig stampede i gulvet og råbte til sin mor, at “mor, jeg findes altså!”. Måske genkendte Robert Maxwell noget af sig selv i pigens insisteren på at blive set. I hvert fald fik hun hans opmærksomhed i en grad, så hendes mor senere indrømmede, at hun var blevet overforkælet.

Ghislaine Maxwell med sin mor, Elisabeth, også kaldet Betty, i 1990.

Læs også: Malene Lei Rabens 10 leveregler

‘Goodtimes Ghislaine’

Faren var en kejser, ikke bare for sin familie, men i store dele af den britiske elite. Han var også kendt for at være en tyran – nej var ikke et ord, han reagerede positivt på, og om nødvendigt tromlede han for at få sin vilje. Det lykkedes som regel. Han blev i medierne kendt for sine slagsmål med fagforeninger, politikere og med sin evige konkurrent, australieren Rupert Murdoch, og samtidig blev der spekuleret i, om han var spion for både det israelske og britiske efterretningsvæsen.

Robert Maxwell var her, der og alle vegne blandt de rige og magtfulde, og han sørgede for at være den, der havde magten. En tidligere personalechef for Robert Maxwell er citeret for at sige, at “Robert forstår kun to slags forhold: Herre og slave, køber og sælger.”

To af Ghislaines brødre, Ian og Kevin, har til den britiske avis The Times fortalt, at barndommen var præget af en far, der det ene øjeblik kunne ødsle opmærksomhed og forkælelse ud over børnene blot for det næste øjeblik at blive fjern og iskold og fordømmende. Fysisk afstraffelse var ikke ualmindeligt, hvis børnene kom hjem med dårlige karakterer fra de eliteskoler, de gik på.

Men Ghislaine var sin fars favorit. Det var hende, han tog med sig i Concorden på forretningsrejser, hende, han sendte til vigtige sociale begivenheder, hende, han opkaldt sin 55 meter lange luksusyacht, Lady Ghislaine, efter. Og så alligevel: Hendes brødre fik vigtige poster i Maxwell-imperiet. Den Oxford-uddannede og kvikke Ghislaine fik trods sin kamp for sin fars respekt aldrig for alvor andet end velgørenhedsprojekter at stå i spidsen for.

Hun blev også sin fars charmevåben, når der skulle plejes netværk med de kendte, de rige og de kongelige. Hun var ‘Goodtimes Ghislaine’, der formåede at arrangere stilfulde fester, som ikke sjældent udviklede sig vildt. Og hendes bekendtskabskreds voksede støt.

Ghislaine Maxwell har gennem hele sit liv været omgivet af en stor del af verdens mest magtfulde mennesker. Her ses hun sammen med Jeffrey Epstein og det senere præsidentpar Donald og Melania Trump i 2000.

Læs også: Så stor er aldersforskellen på 26 kendte par

En tyran

Det var om bord på Lady Ghislaine, at Robert Maxwell den 5. november 1991 klokken 04.45 ytrede det, der skulle blive hans sidste ord. Det var en klage til skibets besætning over, at hans kahyt var for kold. Kort efter var han forsvundet.

Nogle timer efter så spansk politi det nøgne, opsvulmede lig af Robert Maxwell i havet ud for Gran Canaria. Bølgerne skvulpede om hans store mave, der stak op over vandet, og han lå med armene spredt ud til siden og ansigtet vendt mod himlen. Var han faldet over bord ved et uheld? Skubbet ud? Havde han begået selvmord? Der kommer stadig nye teorier, og gamle tages op og får nyt liv.

Farens enorme lystyacht var opkaldt efter datteren. Han døde efter at være faldet overbord fra den. Der er stadig nogle, som mener, at det var mord. Andre mener selvmord.

Sikkert er det imidlertid, at han var en svindler. Hans tilsyneladende urørlige imperium var begyndt at smuldre, og umiddelbart efter hans død kom det frem, at han bl.a. havde stjålet 500 millioner pund fra sine ansattes pensionsfonde, som han administrerede.

Ghislaine var knust og overbevist om, at hendes elskede far var blevet myrdet. Og ikke alene havde hun mistet ham; familien var fallit og i unåde, Robert Maxwells eftermæle ødelagt. Og selv om en låst fond i Liechtenstein sikrede Ghislaine en årlig udbetaling på 80.000 britiske pund, cirka 700.000 kroner, på trods af den forsvundne familieformue, var det ikke i nærheden af at dække den livsstil, hun var blevet vant til og afhængig af.

Den sprælske og gavtyvagtige partygirl, som i 1980’ernes London havde fyret den af og været festens centrum, forsvandt for en tid.

Da hun dukkede op igen, var det i New York, hvor hendes far havde forsøgt at udvide sit imperium. Hun flyttede ind i en lejlighed på Manhattens eksklusive Upper East Side sammen med sin yorkshire-terrier Max, opkaldt efter hendes far, og hun brugte sine mange og eksklusive forbindelser til at arbejde som en slags forretningskonsulent og ejendomsmægler for overklassen. Kort efter blev hun første gang set i selskab med Jeffrey Epstein.

Der er venner, der mener, at hun i Epstein fandt en faderfigur, der havde påfaldende mange ligheder med Robert Maxwell. Begge var de kommet fra intet, begge var de klar til at tromle for at få deres vilje – og begge kunne se mulighederne i Ghislaine og hendes sociale evner og kontakter.

Det er uvist, præcis hvornår og hvordan Ghislaine mødte Jeffrey Epstein. En af teorierne er, at hans rigdom stammede fra, at han hvidvaskede penge for Robert Maxwell, og at Ghislaine havde mødt ham i forbindelse med farens mere lyssky affærer i New York, men det er ikke bevist.

Det er heller ikke sikkert, hvad Ghislaine og Jeffrey Epstein havde sammen. En kort overgang så de ud til at være kærester og elskere, men det stod senere alt for klart, at Jeffrey Epstein var til helt unge piger. Tætte var de. Epstein betroede Ghislaine at administrere store dele af hans forretninger, og hun blev en nær ven, en fortrolig, en ansat – og måske ‘madam’, det engelske ord for en kvinde, der står bag prostitution og bordelvirksomhed. Ghislaine fik til gengæld en mand i sit liv, der kunne garantere hende et liv med luksus og glamour på niveau med det, hun var født til.

Og gyldent var det i nogle år. Hvis der var en fest med de kendte, rige og magtfulde, var Ghislaine og Epstein der også. Ofte som værter. Der var fester i New York, der var fester i Florida, i Hollywood, på Epsteins private tropeø … tilsyneladende en endeløs række af cocktailparties og velgørenhedsfester.

Kendte og kongelige – ved det fornemme væddeløb Ascot ses Ghislaine Maxwell i 2000 med den britiske prins Andrew ved sin side. Manden yderst til venstre er jarlen af Derby, Edward Stanley, og i lyserødt hans hustru, Caroline Neville, tidligere kæreste med prins Andrew.

Ghislaine præsenterede Epstein for den britiske prins Andrew, kronprinsens lillebror, som hun kendte fra sin tid i Oxford og London. Hun præsenterede ham for forhenværende og kommende amerikanske præsidenter som Bill Clinton og Donald Trump. Ved festerne deltog Kennedy-klanen og Rockefeller-familien, supermodeller, Hollywood-skuespillere og filmproducere som Harvey Weinstein – senere idømt mere end 20 års fængsel for seksuelle overgreb og voldtægt.

Epstein havde et andet fællestræk med Ghislaines far: Han kunne være en tyran. Hvis Ghislaine ikke leverede, hvad han krævede, blev han rasende. Flere af hendes venner har til forskellige medier fortalt, at hun var bange for ham og ville gøre alt, hvad han forlangte for at gøre ham tilpas.

Læs også: 5 chokerende afsløringer fra Britneys høring

De første rygter

Livet på solsiden havde dybe og sorte skygger, og nu begyndte de at vikle sig om parret, i første omgang mest Jeffrey Epstein.

Det var ingen hemmelighed, at både Ghislaine og Epstein havde et frigjort forhold til sex. Ghislaine havde ifølge det amerikanske magasin Vanity Fair bl.a. holdt en fest, hvor der ved bordopdækningen var en dildo ved hver tallerken, hvorefter Ghislaine demonstrerede, hvordan man giver et godt blowjob. Det var vovet, men så længe det var privat blandt voksne mennesker, var det ikke ulovligt.

Rygterne var imidlertid begyndt at svirre om, at det langt fra altid var voksne mennesker, der var involveret i parrets seksuelle aktiviteter. At Epstein i hemmelighed forgreb sig på helt unge piger. Og at Ghislaine måske var den, der fandt, groomede og leverede pigerne til ham.

I begyndelsen af 2000-tallet var Ghislaine begyndt at holde afstand til Epstein i offentligheden. Hun var stadig ansat af ham, men hun havde kastet sin kærlighed på computermilliardæren Ted Waitt og tilbragte tid på hans gigantiske ejendomme i Californien og ombord på den luksusyacht, som hun havde hjulpet ham med at finde.

Waitt var garanti for, at hun kunne opretholde det liv, hun var vant til, og hun var stadig en del af det gode selskab. Parret var bl.a. blandt gæsterne, da Chelsea Clinton, datter af Bill og Hilary Clinton, blev gift i 2010, også selv om det i mellemtiden var blevet klart, at Epstein var pædofil og havde forgrebet sig på unge piger. Han slap imidlertid med en omstridt og kort fængselsdom, fordi han ved at erkende sig skyldig i mindre forseelser slap for en retssag for mere alvorlige overgreb.

Daværende præsident Bill Clinton bød i 1993 Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein velkommen i Det Hvide Hus.

Imens var Ghislaine ved at genopfinde sig selv endnu engang. Ted Waitt var (og er) kendt som en af USA’s mest gavmilde velgørere gennem sin Waitts Foundation, og måske blev hun inspireret af hans arbejde. Kort efter de gik fra hinanden i 2010 eller 2011, oprettede hun havbeskyttelsesorganisationen TerraMar.

Det var en ny adgang til indflydelse. Sammen med Ted Waitt havde hun holdt lav profil, men nu optrådte hun ved diverse store begivenheder, bl.a. i FN-bygningen, og gav interviews og holdt taler om vigtigheden af at redde verdenshavene.

Sig selv kunne hun ikke redde. Rygterne om Epsteins forbrydelser var taget til og var blevet egentlige anklager, og denne gang blev hendes navn nævnt mere vedholdende.

Ghislaine Maxwell havde tilbage i 2000 opdaget den 15-årige Virginia Robertson på Donald Trumps Mar-a-Lago-klub i Florida. Virginia Robertson arbejdede i klubbens spa, og Ghislaine spurgte, om hun ikke ville tage en massøruddannelse og arbejde som Epsteins private massøse.

Det blev, ifølge Virginia Robertson, som nu hedder Giuffre til efternavn, begyndelsen på et mareridt, hvor hun blev tvunget til at have sex med så prominente mennesker som den britiske prins Andrew. Og Ghislaine Maxwell havde gjort det muligt, sagde hun i et sensationelt interview, som den britiske avis The Daily Mail offentliggjorde i januar 2015. I interviewet udpenslede hun, hvordan Ghislaine Maxwell og Epstein sammen havde trænet hende til at være en sexslave.

Ghislaine var rasende og benægtede alle anklager. Hun kaldte Virginia Giuffre en løgner. Virginia Giuffre svarede igen ved at sagsøge Ghislaine Maxwell for æreskrænkelse. I retten afviste Ghislaine alle former for kendskab til noget kriminelt, og sagen endte med et forlig. Papirerne fra sagen er senere, trods Ghislaines protester, blevet offentliggjort og er nu en del af retssagen mod hende, der også omfatter falsk vidnesbyrd.

Læs også: Honey Traps: Sådan bruger spioner sex til at lokke statshemmeligheder ud af magtfulde personer

Hvad ved Ghislaine?

Ghislaine flygtede fra pressens opmærksomhed. Hun solgte sin lejlighed i New York for over 15 millioner dollars og gik i skjul, denne gang i byen Manchester-by-the-Sea uden for Boston. I al hemmelighed var hun blevet kærester med den 14 år yngre multimillionær og topleder Scott Borgerson, som hun havde mødt ved en konference om havbeskyttelse i 2013. Nu boede hun hos ham.

Imens hobede vidnesbyrdene fra unge kvinder mod Jeffrey Epstein sig op, og i begyndelsen af 2019 genåbnede de amerikanske myndigheder efterforskningen af ham. Imens levede Ghislaine stilfærdigt i Manchester-by-the-Sea.Hun havde stadig prominente venner. Bl.a. besøgte hun prins Andrew i Buckingham Palace den 6. juni. Hun dukkede også en sjælden gang imellem frem fra sit skjul og var en af de prominente rallykørere, der deltog i det års Cash & Rocket – et velgørenhedsrally, hvor også Paris Hilton deltog.

Efter rallyet forsvandt hun helt. Kort efter blev Jeffrey Epstein arresteret, anklaget for en overvældende mængde af sexforbrydelser begået mod mindreårige. Pressens opmærksomhed blev endnu engang rettet mod Ghislaine. Det samme gjorde anklagemyndighedens.

Resten af historien er velbeskrevet. Epstein døde før rettergangen mod ham, ifølge retsmedicinerne havde han hængt sig selv i fængselscellen. Jagten gik ind på Ghislaine, og 2. juli 2020 blev hun arresteret. Siden er Ghislaine Maxwell blevet beskrevet som djævelen selv, hun modtager dødstrusler, og bl.a. konspirationsbevægelsen QAnon ser hendes taler i FN-bygningen som et bevis for, at FN og verdenseliten i det hele taget er domineret af satandyrkende pædofile.

Der er stadig mennesker, som er overbevist om hendes uskyld. En del af hendes familie har kastet sig ind i kampen for at få hende ud af fængslet og har lanceret kampagnen GGO, Get Ghislaine Out. De har også lanceret hjemmesiden realghislaine.com, som fortæller om alle hendes gode sider i protest mod det ensidige billede af et monster, som de mener, at medier og de amerikanske myndigheder har skabt.

Farens død i 1991 tog hårdt på Ghislaine Maxwell, som efter begravelsen forsvandt for en tid. Hun var sikker på, at faren var blevet myrdet.

En anden allieret er Scott Borgeson, som det for nylig blev afsløret, at hun har været gift med siden 2016.

Til domstolen har han skrevet, at “jeg har aldrig været vidne til nogen form for upassende opførsel fra Ghislaines side. Den Ghislaine, jeg kender, er et vidunderligt og kærligt menneske. Jeg er overbevist om, at Ghislaine ikke har haft noget med Epsteins forbrydelser at gøre.”

Han har sammen med hendes familie tilbudt at stille kaution på svimlende 25 millioner dollars for at få hende ud af fængslet indtil retssagen. De har også sammen med hendes forsvarsadvokater foreslået at lade hende afvente retssagen i en lejlighed i New York, overvåget med fodlænke og med alle pas – hun er både amerikansk, britisk og fransk statsborger – afleveret. Og et privat sikkerhedsfirma har sagt, at det vil stå for overvågningen af hende og betale en million dollars i erstatning, hvis hun trods alle forholdsregler skulle stikke af. Alt er blevet afslået. Anklagerne mener, at risikoen for flugt er ‘ekstrem’, fordi hun stadig har så mange penge og så mange magtfulde kontakter rundt om i verden, at de ville kunne hjælpe hende til flugt.

Uanset hvad man mener om hendes skyld eller uskyld, er myndighedernes afvisning af løsladelse mod kaution bemærkelsesværdig. Harvey Weinstein blev løsladt mod en million dollars og senere dømt. Skuespil-leren Bill Cosby blev løsladt mod samme beløb og også senere dømt.

Hendes venner og familie mener, at Ghislaine er blevet de amerikanske myndigheders syndebuk for Epsteins død, og de peger på, at Ghislaine ikke tidligere har været en del af efterforskningen af Epstein, ligesom hun ikke stak af, da han blev anklaget og dømt tilbage i 2008.

Og imens er der spørgsmålet om, hvad der kommer frem, når sagen mod Ghislaine går i gang. Kan den britiske prins Andrew gå fri? Hvad med alle de øvrige magtfulde mænd, som Epsteins ofre har udpeget? Ville det i grunden ikke være bekvemt, hvis Ghislaine Maxwell døde, før hun nåede at sige noget i retten under ed?

Der er mennesker, som mener, at hun er i livsfare. Som ikke tror på, at Epsteins død var for egen hånd – dertil var der for mange sammenfald og uforklarlige omstændigheder.

De frygter, at der måske kommer en nat inden så længe, hvor vagtens skarpe lommelygte rutinemæssigt rammer fange nummer 02879-509. Men hvor hun denne gang ikke længere trækker vejret.

Det er også muligt, at hun skal genskabe sig selv endnu engang, denne gang i orange. Eller at hun frifindes. Men den strålende og kække partypige opstår næppe nogensinde igen.

Læs også: Tre kvindelige spioner og honningfælder, der har inspireret til film

Sagen kort

59-årige Ghislaine Maxwell har været varetægtsfængslet siden juli 2020, anklaget af den amerikanske stat for en række overgreb begået mod mindreårige.

Ifølge anklagerne har hun i flere tilfælde rekrutteret kvinder under den seksuelle lavalder til at blive udnyttet seksuelt af den nu afdøde milliardær Jeffrey Epstein, hendes nære ven. Hun har ifølge anklagerne groomet pigerne ved at gøre sig til deres fortrolige og har også selv deltaget i overgrebene mod dem. Oprindeligt var hun anklaget for forbrydelser begået mellem 1994 og 1997, men i marts i år tilføjede anklagemyndighederne en anklage for trafficking, altså at have handlet en kvinde til sex, begået i 2004. Hun er også anklaget for falsk vidnesbyrd.

Hendes sag er sat til at begynde 12. juli 2021. Ghislaine Maxwell nægter sig skyldig i alle anklager.

Læs også: Jorden er blevet det ægte sorte guld

Læs mere om: