WEEKEND

Kulturnatten oplyser København

Denne uge begiver tusindvis af Kulturnat-gæster sig ud i efterårsmørket for at opleve stemningsskabende illuminationer og besøge mere end 250 kulturelle hotspots i København. Med et Kulturpas på jakken kan man deltage i et væld af arrangementer, som kun kan udforskes under Kulturnatten - og der er noget for enhver smag.

Fredag den 9. oktober emmer København af kulturoplevelser. En magisk lyssætning på pladser, facader og i parker skaber en helt særlig stemning i efterårsmørket, mens baggårde, teaterkulisser og ellers lukkede ministerier, kirkelofter, slotte og museer danner ramme for udforskning for folk i alle aldre.

Med næsten 800 arrangementer fra de mere end 250 kulturelle hotspots er der noget for enhver smag uanset aldersgrupper og interesser – og sidste år begav flere end 90.000 voksne og børn sig ud i mørket.

LÆS OGSÅ: H. Skjalm P. åbner i Magasin

I år er der rig mulighed for at deltage aktivt i de mange arrangementer, og bl.a. Nationalmuseet byder på underholdende aktiviteter, når de slår dørene op til et eventyrligt univers i Tolkiens ånd. Hos Rosenborg Slot og på Glyptoteket kan gæsterne gå på opdagelse i mørket, Kammeradvokaten genåbner Gestapos københavnske hovedkvarter, mens Holger Bech-Nielsen fortæller om perler af mørkt stof hos Niels Bohr Institutet, DR giver mulighed for en tur bag kulisserne i DR Byen, og Københavns Museum markerer den sidste dag i det historiske palæ på Vesterbro med koncerter, spændende historier fra bydelen og meget andet.

Kulturnattens hjemmeside opdateres løbende med nye aktiviteter og ændringer i forhold til det trykte program, og her findes også information om køb af Kulturpasset, der koster 90 kr. og giver adgang til samtlige steder og fri transport.

Find hele programmet, og køb Kulturpas HER

Pssst… Husk at tilmelde dig INs nyhedsbrev lige HER - så er du altid opdateret på det bedste inden for mode, skønhed og sundhed!

Læs mere om: