WEEKEND

Kvinden, der opdagede Jordens indre kerne

Den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann kæmpede mod datidens patriarkalske sindelag – og måtte i årtier vente på at få anerkendelse for sin banebrydende videnskabelige forskning.

Hvem er Inge Lehman

I juli 1930 sidder en 42-årig kvinde alene i sit sommerhus i Holte. Hun stirrer ned i sine diagrammer og beregninger: Der er noget, der ikke stemmer. Hun er matematiker og jordskælvsforsker og har set noget, ingen andre har set.

Der er et misforhold mellem det, hun mener at vide om Jordens opbygning og det, hun kan aflæse ud af sine seismogrammer. De bølgede kurver laver et lille zig, hvor der burde være et zag. Det er fysisk umuligt, kan det virkelig passe? Måske er det bare hende, der aflæser forkert?

For at skabe system i alle sine data har hun opfundet en tidlig form for computer i form af OTA Solgryn-æsker. De står foran hende på arbejdsbordet, fulde af notater. Hver æske repræsenterer en destination på kloden: Irkutsk, Abisko, Scoresbysund, København.

Med æskerne kan hun lagdele og kategorisere den viden, hun har indsamlet om et kraftigt jordskælv i New Zealand: Koordinater, vinkler, trigonometriske funktioner. I dag ville man benytte en lommeregner med indbyggede knapper for cosinus og sinus; hun har kun en blyant og en vinkelmåler til rådighed.

Inge Lehmann studerer jordskælv i sin fritid, for selv om hun er Danmarks statsgeodæt og har det videnskabelige ansvar for landets tre seismiske målestationer, er der ikke tid til forskning i arbejdstiden, mener hendes chef på Geodætisk Institut, professor Niels Erik Nørlund.

Derfor sidder hun her i sit sommerhus weekend efter weekend og i de to ugers ferie, hun har om året. Hun arbejder dag og nat, måler, observerer, beregner, analyserer. Hun er kommet på sporet af noget, hun er nødt til at forfølge. Hun ved det ikke selv endnu, men hun er en pioner, der forstår at forene sin akademiske viden med en skabende evne.

Som Niels Bohr, Albert Einstein og Marie Curie peger hun på det bestående og siger; vi har taget fejl. Pionererne viser format til at ændre en bestående tanke. De åbner døre og blotlægger nye måder at tænke på, finder nye verdener under det, vi troede, vi kendte. Når det rationelle ikke længere slår til, har hun noget andet at sætte i stedet for. Sin intuition, sin sjette sans.

Fritidsforskningen bærer frugt. Faktisk fører den til en af det 20. århundredes største opdagelser.

Læs også: Ny udstilling vil bryde tabu om vold mod kvinder

”P”

 I 1936 skriver hun en artikel, hvori hun fremsætter en revolutionerende teori.

Ud fra talløse observationer og flere års analyser af seismogrammer fra hele verden mener hun at være stødt på en indre kerne i klodens centrum. Hun kan ikke bevise sin tese, for ingen kan bore gennem jordskorpen og se, hvad der gemmer sig i 5.000 kilometers dybde, hun kan kun argumentere for den. Selv mener Inge Lehmann, at hendes beregninger taler deres eget tydelige sprog, men hun er relativt ny i faget og verdens eneste kvindelige seismolog.

Da hun publicerer sin artikel med verdenshistoriens korteste og mest præcise titel ‘P’’ (udtales P mærke) i 1936 under signaturen I. Lehmann, taler hun imod den gængse videnskabelige antagelse, at Jorden består af to lag: Jordkappen og en stor flydende kerne.

Artiklen bliver mødt med tavshed af alverdens fysikere, astronomer og matematikere – for hvem er denne I. Lehmann overhovedet? Ingen mener at have hørt om ham før, og hvor vover han at komme blæsende ind fra højre og påstå, at Jorden har et tredje lag og dermed en helt anden opbygning, end alle går rundt og tror?

Ingen har fantasi til at forestille sig, at I. Lehmann kan være en kvinde, og da man opdager sagens rette sammenhæng, forekommer artiklen endnu mere provokerende. Selv hendes nære kolleger tøver med at anerkende teorien, men da hun først har tænkt tanken, er den indlysende logisk. Hun ved, at hun har ret. Der findes ikke andre forklaringer. Hun ryster omverdenens skepsis af sig, bider tænderne sammen og arbejder videre. Hendes flid og stædighed er på størrelse med den klode, hun forsker i.

Forfatteren Lotte Kaa Andersen er aktuel med den biografiske roman ‘Den inderste kerne’ –om Danmarks ukendte verdensstjerne Inge Lehmann, der blev født i 1888 og døde i 1993, 104 år gammel.

Født til at blive noget stort

Inge Lehmann kommer til verden i København den 13. maj 1888, et højt begavet barn, der er født ind i en driftig akademisk familie med mange mandlige forbilleder.

Hendes far, Alfred Lehmann, er ingeniør med interesse for den menneskelige psyke. Han driver Psykofysisk Laboratorium, hvor han med hjemmelavede maskiner og sindrigt apparatur måler alt, hvad der har at gøre med menneskets sjælelige tilstand: Farvers effekt på sindet, følelsernes indvirkning på blodcirkulationen og åndedrættet, børns intelligens. Når han ikke arbejder, bestiger han bjerge i Norge, Frankrig og Østrig og neksperimenterer med fotografi.

Senere stifter han Institut for Klinisk Psykologi på Københavns Universitet, som bliver et af de første steder i verden, hvor psykologi gøres til en videnskabelig disciplin.

Inge Lehmanns farfar grundlagde det danske telegrafvæsen, og farfarens bror, Orla Lehmann, var indenrigsminister og en af hovedmændene bag Grundloven fra 1849. Det ligger næsten i kortene, at den lille opvakte pige skal blive til noget stort, men hun skranter, har ofte feber og halskatar og forsømmer meget på den progressive privatskole, hendes far har sat hende og søsteren i.

Hanna Adlers Fællesskole på Sortedams Dossering er den eneste skole i landet, der underviser drenge og piger sammen og opdrager dem ens. Forældrene er fremsynede, men bekymrede. De frygter, at barnets svagelighed skyldes for megen hjerneaktivitet og modsætter sig, at lærerne giver hende ekstra opgaver. Senere i livet påpeger Inge Lehmann selv, at dårligdommen i barndommen nok snarere kom af det modsatte og siger mildt overbærende om sine forældre:

- Man kunne nok ikke forvente af dem, at de ville forstå, at jeg kunne have været stærkere, hvis jeg ikke havde kedet mig sådan i skolen.

Som ung pige er hun i tvivl om, hvad hun skal bruge sit liv på. Hun og hendes bedste veninde, Ebba Strandbygaard, har begge en stor udlængsel og fantaserer om at rejse ud i verden, men hvordan gør man lige det i 1906?

- Hvor er det fjollet, at man ikke er blevet et mandfolk. Så blev jeg opdagelsesrejsende, det ved jeg da, skriver Ebba i et brev.

I begyndelsen af 1900-tallet er der ikke meget råderum for dygtige unge kvinder med ambitioner. De blev typisk sekretærer og skolelærerinder og sagde deres stillinger op, når de blev gift.

Læs også: Louvre får for første gang en kvinde ved roret

Frokost med Niels Bohr

De to veninder fra Østerbro har dog modet og evnerne til at gå deres egne veje. Ebba vælger at studere medicin og rejser senere til Java for at arbejde blandt de indfødte, og i 1907 indskriver Inge sig ved Institut for Matematik på Københavns Universitet.

Efter første del af studiet rejser hun til Cambridge for at tage verdens sværeste matematikeksamen, The Mathematical Tripos. Opholdet besværliggøres af, at kvinder kun må sidde med ved forelæsningerne som en slags gæstestuderende. De har hverken adgang til bibliotekerne eller til de praktiske matematiske øvelser.

Inge Lehmann memorerer formler og terper opgavesæt i matematik, fysik og astronomi på egen hånd, mens hendes mandlige medstuderende får individuel vejledning i de såkaldte tutoring sessions, hvor den egentlige læring finder sted. Argumentet for de ulige vilkår er, at kvinder ikke kan opholde sig i enrum med en mand, end ikke en professor eller underviser. De kan heller ikke opnå en rigtig eksamen, men må nøjes med et diplom på deres deltagelse.

Først i 1948, næsten 40 år senere, får den første kvinde lov til at tage en fuldgyldig kandidateksamen på det gamle eliteuniversitet. Mens Inge Lehmann er i England, skriver Niels Bohr til hende. Som den lovende unge fysiker, han er, har han fået et legat af Carlsbergfondet og vil bruge det på at studere elektroner ved Cavendish-laboratoriet i Cambridge. Bohr beder hende om hjælp til at finde et sted at bo og sender hende sin doktordisputats for at få hendes forslag til, hvilke foredrag han skal følge.

Inge finder en lejlighed til ham på Eltisley Avenue 10, og da han ankommer til Cambridge den 11. september 1911, ses de to nogle gange til te og frokost, selv om det er svært at få arrangeret på grund af de strenge krav om, at en chaperone skal overvære alle møder mellem ugifte unge mænd og kvinder.

De svære studieforhold tærer på hende. Hun er perfektionist og arbejder for hårdt, kan ikke sove om natten, mister appetitten og ender med at bryde sammen.

I brevene mellem forstanderinden på det kollegium, Inge bor på, og hendes mor, Ida Lehmann, kalder de hendes svækkede tilstand for overanstrengelse, i dag ville vi kalde det stress. Selv hendes far mister troen på, at hun kan gennemføre sine studier. Han skriver til hende:

- Jeg havde forleden en samtale med professor Nyrop, som har mange damer blandt sine tilhørere. Han anførte en række sørgelige eksempler på, hvordan det ofte går begavede kvinder, som vil noget mere. Der var Birgit Trolle, der har tilbragt de sidste år med at vandre fra nerveklinik til nerveklinik uden at opnå noget som helst. Der var frøken Prytz, som efterhånden er halvt sindssyg, og jeg kunne blive ved. Jeg tager derfor mit løfte om at forstrække dig med penge til studierne tilbage.

I december 1911 må Inge Lehmann rejse tilbage til København. Lige så stor en triumf det var at blive optaget på Newnham College i Cambridge i 1910, lige så stort et nederlag er det at vende hjem året efter uden eksamen. Hun bruger lang tid på at komme sig, og nu følger seks ufrivillige fjumreår, hvor hun bl.a. arbejder som beregner i et forsikringsselskab. En kærlighedsaffære i Østrig med en ung skiinstruktør bliver det også til, og måske er det her, hun får den interesse for skiløb og bjergvandring som hun bevarer livet ud.

Læs også: Mød kvinden de kendte sætter deres lid til i krisetider

Lukket herreklub

I 1918 forlover hun sig med en ven af familien og siger sin stilling i forsikringsselskabet op. Forlovelsen hæver hun dog hurtigt igen og melder sig ind på Københavns Universitet for at gøre sit matematikstudie færdigt.

Drømmen er at blive professor som hendes far, men naturvidenskaben er en lukket herreklub først i 1900-tallet. Kvinder kan godt få lov til at studere, men der er ingen akademiske jobs til dem bagefter. Inge Lehmann har svært ved at finde et sted, hvor hun kan få lov til at bruge sit matematiske talent. Efter nogle år med løse ansættelser bliver hun ved et tilfælde ansat som kontorassistent for professor Nørlund på Geodætisk Institut.

Hun er god til sprog og oversætter hans artikler, men han opdager hurtigt, at hun kan mere end det. Snart hjælper hun ham også med at etablere en seismisk målestation i København og to i Grønland. Under arbejdet går det op for hende, at seismologien kan bruges til at studere Jordens opbygning, og hun kaster al sin energi ind i arbejdet. I 1928 skriver hun magisterkonferens og bliver Danmark første seismolog, og i 1936 skriver hun sin berømte artikel, hvor hun har regnet sig frem til, at Jorden må have en indre kerne.

Forholdet til hendes chef, professor Nørlund, og officerskollegerne på Geodætisk Institut er besværligt. Nørlund begraver hende i administrative opgaver og anerkender ikke den forskning, hun bedriver i sin fritid, selv om hendes udenlandske kolleger efterhånden er begyndt at få øjnene op for hendes talent og inviterer hende til at holde foredrag på universiteter rundt omkring i Europa.

Gennembrud under Den kolde krig

Først 25 år efter hendes skelsættende artikel kommer de første elektroniske regnemaskiner til, og nu bliver Inge Lehmanns teori endeligt bevist.

Det bliver et vendepunkt i hendes karriere. I USA har det videnskabelige miljø nu også opdaget hendes enestående talent. Den karismatiske geofysiker Maurice Ewing fra Columbia University i New York vil gerne have hende med i et nyt forskningsprojekt, der har at gøre med seismisk overvågning af Sovjetunionens atomprøvesprængninger under Den kolde krig. Inge Lehmann takker nej til hans tilbud.

Hun er 63 år og føler sig for gammel til at rejse. Men Ewing bliver ved, og da Pentagon i 1952 stiller et US Airforce-fly til rådighed for at hente hende over Atlanten, giver hun sig. Amerikanerne installerer hende i et gæstehus på campus og behandler hende som en dronning.

I den eneste lydoptagelse, der findes med hende, siger hun som 101-årig, at årene i USA var de bedste i hendes liv. Samme år, som hun kommer til Amerika første gang, forbigår man i Danmark Inge Lehmann, da et professorat inden for hendes felt slås op på Københavns Universitet.

Sagen om professoratet er en lidt penibel sag, for hendes gamle ven Niels Bohr er formand for bedømmelsesudvalget og professor Nørlund, som er Bohrs svoger, sidder også med. Bohr har sin egen favorit til posten, men hans foretrukne kandidat, Niels Arley, møder kritik, fordi hans ekspertise ligger et helt andet sted, så Arley ender med at trække sig.

Nu står Lehmann tilbage som den eneste egnede kandidat, men Københavns Universitet vælger at udskyde besættelsen af professoratet på ubestemt tid, og Inge Lehmann må se sin professordrøm falde endeligt til jorden.

Om forbigåelsen skyldes hendes alder, hendes arbejdsmetoder (hun er en enegænger, der skriver langt de fleste af sine artikler alene og har muligvis ikke evnen til at samle studerende omkring sig) eller om afvisningen skyldes mere personlige grunde, ved vi ikke, men hendes faglighed kan ingen beklikke.

Læs også: Honey Traps: Sådan bruger spioner sex for at lokke statshemmeligheder ud af magtfulde mænd

Den russiske bejler

Inge Lehmann når at fylde 80 år, før hun bliver udnævnt til æresdoktor på Københavns Universitet. I 1962 skriver hendes ven og kollega på Cambridge University, Harold Jeffreys, et brev til Niels Bohr, hvor han spørger direkte, hvorfor man ikke officielt anerkender Inge Lehmanns store videnskabelige bedrifter i Danmark? På det tidspunkt har hun høstet flere prestigefulde titler, æreshverv, legater og medaljer i udlandet, mens hjemlandet stadig vender det blinde øje til.

Da hun som den første kvinde nogensinde modtager William Bowie-medaljen, som er den størst mulige hæder, der kan opnås inden for geofysikken i USA, er hun 81 år.

Herefter lægger hun forskningen på hylden, men fortryder senere og vender tilbage som 99-årig for at skrive sin sidste videnskabelige artikel. Den 13. maj 1988 holder Geodætisk Institut en stor reception for at fejre hendes 100-års fødselsdag. Hun ankommer i kørestol, næsten blind, rørt over at møde gamle kolleger og videnskabsfolk fra hele verden, der er fløjet ind for at fejre hende med gaver og taler.

Som kollega og familiemedlem delte Inge Lehmann vandene. Nogle kalder hende elskelig og loyal, en god ven. Andre kalder hende en skrap moster og en sur strigle. Hun blev aldrig gift og fik ingen børn, men i dagbogen fra ungdomsårene og i brevene fornemmer man et lidenskabeligt menneske, der ikke var uden for amourøs rækkevidde.

En russisk seismolog sendte hende hvert år champagne og kaviar på hendes fødselsdag, og der findes et morsomt brev, hvor Inge skriver til sin gifte kollega Harold Jeffreys, at han bedes lade være med at kysse hende, når de skal ses næste gang. Der findes en enorm brevveksling mellem de to på mere end 150 breve, og Jeffreys er ind imellem temmelig flirtende. En af Lehmanns amerikanske veninder mener, at Inge livet igennem var forelsket i sin britiske kollega.

Dør som 104-årig

At være en af de eneste kvinder i enhver arbejdssammenhæng var ikke altid nemt. I et brev til sin moster, Signe Tørsleff, skriver hun tørt i 1928 om arbejdet på Geodætisk Institut:

- Der er ubehageligheder derinde, som vel ikke skyldes stort andet, end det at jeg er kvinde, hvad jeg anser mig selv for forholdsvis uskyldig i.

Alligevel interesserede Kvindebevægelsen hende ikke en døjt, selv om netop Signe Tørsleff og hendes livslange veninde, Ebba, begge var meget kvindepolitisk aktive.

Det eneste, der virkelig talte for Inge Lehmann, var vennerne, den nære familie, blomsterne i haven ved sommerhuset i Holte og friheden til at forske.

Hun var en bad ass matematisk begavelse, stejl og kompromisløs, men også blødhjertet og generøs. Kantet og fuld af modsætninger, talentfuld og ihærdig satte hun et blivende aftryk på vores forståelse af kloden. Inge Lehmann testamenterer sin formue til videnskaben og dør i sit hjem på Kastelsvej 26 som 104-årig, omgivet af sin familie, afkræftet, men vakt og kritisk til det sidste. Hendes historie er fuld af indædt jernvilje og stille vildskab, men det vildeste er måske, at så mange af os ikke kender hende – før nu.

Læs også: Leonora Christina Skov: Ingen skal tage min stemme igen

Forfatteren Lotte Kaa Andersen har skrevet romanen ‘Den Inderste Kerne’ om den danske videnskabskvinde Inge Lehmann. 

Hør hende fortælle om bogen i DR podcastserien 'Bogselskabet' HER