WEEKEND

Månedens must-see film

Hvilke film skal du gå ombord i lige nu? Få filmanmelderens tre bedste bud her

Ann Lind Andersen er kendt som filmanmelder på bl.a. ‘Go’ morgen Danmark’ på TV 2. Hun er cand.mag. i filmvidenskab og en del af Danske Filmkritikere, der uddeler Bodil-prisen. Her kommer hun med tre bud på film, du skal se i august.

Dansk dramafilm: Vores mand i Amerika

Historien om den danske ambassadør i USA under 2. Verdenskrig, Henrik Kauffman, har længe været et ret overset kapitel. Med Bo Lidegaards bog om ham og nu Christina Rosendahls film bliver der rådet bod på det. I filmen spiller Ulrich Thomsen den excentriske verdensmand, der valgte at gå imod den danske regerings neutralistiske politik, da nazisterne besatte Danmark. I Washington indgik Kauffman på egen hånd en aftale med den amerikanske regering om Grønland til brug for de allierede og blev af samme grund anset som en landsforræder. Efter krigen fortsatte den socialdemokratiske regering dog den linje, han lagde, så nogen oprejsning fik han. At tage det svære valg at gå imod sin regering som diplomat er selvsagt ikke nemt, og det er den historie og den politiske og historiske betydning af valget, som filmen skildrer.

Planlagt premiere 13. august

Se traileren til filmen her

LÆS OGSÅ: Sommerens bedste bøger

Romantisk fransk film: La belle époque

En række af Frankrigs allerdygtigste skuespillere spiller hovedrollerne i ‘La belle époque’, som tidligere i år vandt tre César-priser, det franske svar på Oscar. Daniel Auteuil og Fanny Ardant har rollerne som det aldrende ægtepar Victor og Marianne, der er kørt trætte i deres ægteskab. Hun flytter ud af deres fælles soveværelse, fordi hun ‘har indtryk at blive hurtigere ældre, når jeg sover ved siden af ham’, som hun siger, mens han joker med, at han ikke har dyrket sex med sin kone siden stenalderen. Victor møder iværksætteren Antoine, spillet af Guillaume Canet, som tilbyder ham en rejse tilbage i tiden. Den lettere livstrætte monsieur siger ja tak og sendes 40 år tilbage, til dengang han mødte en helt særlig kvinde på en bistro i Lyon. Men hvad er virkeligt, og hvad er fantasi, når vi forelsker os? Og kan man gøre de ting, man fortryder, om, hvis man får chancen?

Planlagt premiere 27. august

Se traileren til filmen her

Komedie-drama: The Farewell

Med film som ‘Crazy Rich Asians’ og ‘Parasite’ er der kommet et nyt fokus på film med asiatiske historier og skuespillere. ‘The Farewell’ er endnu en af dem, og filmen var et af de store independent-filmhits sidste år i USA. Den er instrueret af Lulu Wang og har en selvbiografisk historie. Om kunstneren Billie, hvis bedstemor er så syg, at lægerne ikke spår hende lang tid tilbage. Hun ved det bare ikke selv, og uden at fortælle hende det tager hele familien, inklusive Billie, tilbage til Changdong i Kina for at tage afsked med hende. Under den sørgelige historie ligger også meget komik i de kulturforskelle, Billie møder, fordi hun er vokset op i Amerika og ikke helt er på linje med kinesiske traditioner og ritualer. Billie bliver spillet af den kinesisk-koreanske komiker Akwafina, der vandt en Golden Globe for rollen og er blevet frontfigur for den ret undervurderede minoritetsgruppe af asiatiske skuespillere i Hollywood.

Planlagt premiere 20. august

Se traileren til filmen her

Læs mere om: