WEEKEND

Minari og Nomadland: To Oscar-favoritter, du ikke må snyde dig selv for at se

'Minari' og 'Nomadland' er begge favoritter til at vinde en Oscar-statuette den 26. april. To film, der slår et slag for diversitet, og som du ikke må snyde dig selv for at se. Hvorfor? Læs med her.

Det er ikke kun Thomas Vinterbergs film 'Druk', der står stærkt til at vinde en Oscar-statuette for 'Årets udlandske film'. Også de to film ’Minari’ og ’Nomadland’ står stærkt i feltet, og de to film har faktisk en del tilfælles. 

Diversitet i filmbranchen

Med film som 'Crazy Rich Asians' og filmen 'Parasite', der blev oscarshowets helt store vinder sidste år, er der kommet et nyt fokus på film med asiatiske historier og skuespillere. 'Nomadland' og 'Minari' er de nyeste skud på stammen i en ellers ret undervurderet minoritetsgruppe af asiatiske skuespillere i Hollywood, som bliver hædret til prisfesterne.

Nomineringerne til oscarshowet kommer i kølvandet på bevægelsen #stopasianhate, der også har fået instruktørerne på de to film til at udtale sig om problemet med generaliseringer, skadelige stereotypiseringer og vold mod asiater.

Minari er en virkelig historiefortælling

Den amerikanske dramafilm ’Minari’ fra 2020 er skrevet og instrueret af Lee Issac Chung. Filmen er baseret på Chungs barndom, hvor plottet følger en familie af sydkoreanske invandrere, der forsøger at skabe et liv i landdistrikterne i 1980’ernes USA.

’Minari’, som bliver hyldet af flere internationale og nationale medier, er nomineret til seks Oscar-statuetter - inklusiv aftenens største priser 'Bedste film' og 'Bedste instruktør'. Filmen blev også et af Golden Globes helt store samtaleemner, da den vandt prisen 'Bedste internationale film' selvom filmen er amerikansk produceret.

Læs også: Tårer og hård kritik: Golden Globes 2021

I forbindelse med de forfærdelige handlinger mod amerikanske asiatere, har instruktør Lee Issac Chung udtalt:

- Asiatiske amerikanere er også mennesker, siger Lee samtidig med, at han lægger stor vægt på, at asiaters historie og identitet er meget mere kompleks end som så, hvilket han også forsøger at udtrykke i ’Minari’.

- ’Minari’ skal være med til at vise, at mange asiatere har arbejdet hårdt for at nå deres amerikanske drøm. 

Se traileren til ’Minari’ her

Læs også: 5 film og tv-serier, du skal se i april

Nomadland-instruktør skriver historie

Chloé Zhao blev den kun anden kvindelige instruktør nogensinde, som vandt en Golden Globe, da priserne blev uddelt i slutningen af februar (den første var Barbra Streisand, som vandt for ‘Yentl’ helt tilbage i 1983, hvis du skulle være nysgerrig). Og den kinesiske instruktørs ‘Nomadland’ har da også været en anmelderdarling, lige siden den fik simultan premiere på filmfestivalerne i Toronto og Venedig i september sidste år.

Frances McDormand spiller rollen som Fern, der mister alt i finanskrisen og sætter sig i sin camper og kører USA tyndt som en moderne nomade. Frances McDormand levede sig så meget ind i rollen, at hun selv levede i vognen, som hun døbte Vanguard, under optagelserne – indtil hun måtte konstatere, at ‘det er bedre for mig at spille en, der er udmattet, end at være udmattet’.

’Nomadland’ er efterfølgende blevet nomineret i hele seks Oscar-kategorier, inklusiv aftenens største priser 'Bedste film' og 'Bedste instruktør', akkurat som ’Minari’.

Da Zhao tilbage i februarmåned blev den første asiatiske kvinde, der vandt Golden Globe-prisen 'Bedste instruktør', blev hun hyldet på de sociale medier. Ikke kun for sin sejr, men også for sine udtalelser om volden mod asiatiske amerikanere: 

- Jeg tror, at folk med så meget had, må hade sig selv enormt meget. Jeg tror, at det, at opnå en forståelse for hinanden og prøve at se verden fra en anden persons synspunkt, er den eneste vej frem, sagde hun og tilføjede:

- Det handler om medfølelse. 

Se traileren til ’Nomadland’ her

Læs mere om: