WEEKEND

Nikolaj Zeuthens fire boganbefalinger

Den danske forfatter er aktuel med ‘Sommerferiedigte’. En samling digte skrevet hen over sommeren 2020 – et for hver dag. Her anbefaler han fire af sine egne bogfavoritter – måske til din sommerferie.

Et nyt digt for hver dag i sommerferien. Det kan du forvente af Nikolaj Zeuthens sjette digtsamling 'Sommerferiedigt'. Men hvad læser forfatteren egentlig selv?

Nikolaj Zeuthen deler her fire bøger, han elsker, som både indeholder komik, en rejse gennem livet og et historisk drama.

Nikolaj Zeuthens boganbefalinger

Roz Chast - ‘Can’t we talk about something more pleasant?’

Roz Chast er et komisk geni med sin helt egen uortodokse streg og sit helt eget hverdags-absurde univers. Hun er til daglig vittighedstegner på The New Yorker, men udgav i 2014 denne erindringsbog om tiden, da hendes mor og far bliver gamle og skal på plejehjem. Til alle, der har forældre, der nærmer sig alderdommen: Læs den! Kærlig, brutal, morsom og lærerig. Selv har jeg foræret den til min far, som er 75, og det har givet anledning til gode samtaler. Sådan kan den også bruges.

Bent Vinn Nielsen – ’En skidt knægt’

Vi følger to barndomsvenner fra Vendsyssel fra 1960’erne og op gennem voksenlivet. Bjarne er den almindelige dreng, der måske bare gerne vil have et arbejde som sin far. Kasper er den anløbne og uforudsigelige. Bjarne forstår, at Kasper er farlig, men omvendt er det også, når man er sammen med Kasper, at der sker noget. Jeg har læst ‘En skidt knægt’ én gang om året de sidste 20 år, og den er stadig lige gribende.

Læs også: Forfatter Elisabeth Åsbrinks fire boganbefalinger

Peter Laugesen – ’Vindens tunge’

Digteren Peter Laugesen er ikke hvermandseje. Hans skrift er vild og indimellem læserafprøvende. Han er en ‘poet’s poet’, måske, men som sådan faktisk den største herhjemme. Der er visdom i hans poesi, skønhed, humor, nærvær, men også desperation, vrede og afmagt. En stor inspiration i mit eget arbejde. Han har cirka udgivet en digtbog om året de sidste 50 år. Giv det en chance! Læs uden fordomme, og der er gaver i vente.

Lev Tolstoj – ’Anna Karenina’

Her er et klassisk, episk drama af guldrandet kvalitet. 800 sider om kærligheden i alle dens afskygninger og om livets rutsjebaneture fra rigdom og succes til fald og fortabelse. Husk kleenex! Tolstoj er loyal over for hver og en af de mere end 40 karakterer og lever sig med lige stor ømhed ind i sindet hos en 60-årig aristokratisk levemand som hos en 16-årig ulykkeligt forelsket pige – eller en trofast og dedikeret jagthund for den sags skyld! På med solhatten, ned i liggestolen, sluk telefonen – og læs!

Læs også: Dianas liv i billeder