Chris Pedersen i sit nye tv-program 'Skønhedens magt' på DR K.

Foto: PR
WEEKEND

PÅ TV | Skønhedsidealer under loop, sjove kvinder og et portræt af Storbritanniens dronning

Chris Pedersen sætter skønhedsidealet under loop, Ditte Hansen og Louise Mieritz har kreeret endnu en sjov genistreg med anden sæson af ’Ditte og Louise’, og så er Netflix klar med ny biografisk storserie om dronning Elizabeth II. IN guider til det bedste tv lige nu.

DR’s modeekspert Chris Pedersen sætter skønhedsidealet under loop i ny programserie på DR K, Ditte Hansen og Louise Mieritz laver endnu en omgang lårklaskende tv med endnu en sæson af den selvironiske, ikke-biografiske tv-serie ’Ditte og Louise’, og så er Netflix ude med ny storslået tv-serie om dronning Elizabeth II af Storbritannien.

LÆS OGSÅ: KULTUR | Tekstiler helt ude af proportioner på Aros og to andre kulturtips til dig

Det er blevet senefterår – og der er heldigvis masser af godt tv, så du kan nyde indelivet til fulde. IN guider.

CHRIS PEDERSEN UNDERSØGER SKØNHEDSIDEALET

Foto: PR

Efter mange år i den printede og inderste cirkel af modebranchen som fx moderedaktør på Euroman hev modeekspert Chris Pedersen stikket ud og skiftede til DR. Han arbejder stadig med mode, men nu handler det ikke om ’det nye sorte’ og om at klæde tynde modeller på, men om at komme bag om moden, dens kontekst og menneskerne i den. Derfor har han også fået et nyt syn på skønhedsidealerne, han selv i mange år var med til at fremme, og de skønhedsidealer sætter han under loop med programmet ’Skønhedens magt’ på DR K. ”Jeg tænkte: Hvad hvis man lavede et tv-program, der forholdt sig til skønhed? Ikke på samme måde som 70’er-feminismen, der bare hader skønhedsidealer og mener, at de burer kvinder inde. Men hvor man prøvede at folde al den forskning, der ligger omkring skønhed, ud, så man fik nogle redskaber til at forstå det,” siger han i et interview til Politiken om programmet.

Se første afsnit af tv-programmet ’Skønhedens magt’ på DR K torsdag d. 10. november kl. 20.30.

ENDNU EN SÆSON AF DITTE OG LOUISE

Foto: Manuel Claro

Det er lårklaskende sjovt, når Ditte Hansen og Louise Mieritz i rollerne som Ditte og Louise – ikke dem selv, men en karikeret, ukendt udgave af dem selv – knalder, arbejder og slås med hinanden i serien ’Ditte og Louise’ på DR. De to skuespillere har selv forfattet endnu en sæson af tv-serien, og den bekræfter, hvad den også italesætter, at der er for få sjove kvinder, der får lov til at være sjove. For det fungerer bare så sindssygt godt, at det faktisk er en belastning for din tid, produktivitet og omgangskreds, at hele sæsonen ligger på DR TV’s hjemmeside lige nu. For så kan man jo lige tage ét afsnit mere…

Se ’Ditte og Louise’ på DR 1 hver fredag kl. 21.25 eller på DR TV, hvor hele anden sæson ligger.

TV-SERIE OM DRONNING ELIZABETH

 

Netflix nyeste storproduktion (de første to sæsoner har kostet 870 millioner kroner at lave) er landet. ’The Crown’, som den hedder, følger biografisk, intimt og privat – og fiktivt, vel at mærke – det britiske overhoved dronning Elizabeth II’s liv. Første afsnit begynder dagen før dronningens bryllup og ellers er planen, at serien gennem seks sæsoner à 10 afsnit skal kortlægge den royale eksistens 60 år på tronen. Og det er fremragende eksekveret med den relativt ukendte Claire Foy i rollen som HRH Elizabeth II.

Se tv-serien ’The Crown’ på Netflix lige HER, hvor hele første sæson er lagt ud. 

Læs mere om: