WEEKEND

Prisbelønnet fotografi

Louisiana har indlemmet en vagabond i det fine selskab, og det er bestemt værd at juble over!

Har du ikke allerede været der, skulle du unde dig selv en tur til Humlebæk for at se fotograf Jacob Holdts medrivende billeder. Med en åbenhed og evne til at skubbe al frygt i baggrunden har Jacob Holdt besøgt steder, som ingen anden turde besøge, han har skaffet sig venskaber med de fattigste sorte og de mest forarmede Ku Klux Klan-medlemmer, og han har fulgt sine venners udvikling.

Alle disse skæbner skildrer han som fotograf og menneske, og han har indfanget motiver, der brænder fast på nethinden: Pigen, der viser det brev, hun har skrevet til sin afdøde mor. Parret, der kysser gennem fængslets tremmer. Familien, der sidder sammen i sofaen og pudser våben.

- Bare gå ud og tage et foto af nogle lidende og udstille deres lidelse bagefter - enhver kan gøre det, men jeg synes, det er ligesom at snyde… Det er en klar overskridelse af min grænse at fotografere nogen, inden jeg har en slags venskab med dem, har Jacob Holdt engang udtalt,

Den holdning kommer klart til udtryk i billederne, som kommer ekstremt tæt på. I oktober modtog han velfortjent den fornemme fotopris Fogtdals Hæderspris for "en ekstraordinær, livslang indsats for dansk fotografi", og på Louisiana vises billederne i det største og teknisk flotteste format nogensinde. Udstillingen kan opleves frem til d.7. februar 2010.

Se mere på www.louisiana.dk

Læs mere om: