Loppemarkeder
Foto: AOP
WEEKEND

Sådan gør du de bedste kup på loppemarkeder

Stille og roligt begynder loppemarked-sæsonen at snige sig ind på os. Vi giver dig tips og tricks som ruster dig til de kommende loppemarkeder.

Loppemarkeder har længe været et hit landet over. Nogle tyer til loppemarkederne for at finde de vintageitems, de slet ikke vidste, at de behøvede. Andre tyer til loppemarkederne, fordi man kan spare en masse penge. Og flere og flere tyer til loppemarked på grund af vores øgede miljøbevidsthed. Uanset hvad din grund er, vil vi guide dig til, hvordan du er bedst på et loppemarked – både som sælger og som køber.

Som sælger loppemarkeder

Gør noget ekstra
Det vigtigste, når man har en stand på et loppemarked, er, at ens stand er iøjefaldende, og skiller sig ud. Når man som køber bevæger sig ud i det helt store loppemarked, kan det ofte være uoverskueligt at finde ud af, hvor man skal begynde. Derfor er det vigtigt, at du gør noget ekstra for din stand, så købere simpelthen ikke kan lade være med at komme over og kigge. Du kan enten pynte din stand med nogle balloner eller skilte, spille lidt god musik eller have nogle lækre snacks stående. Det kan virke som lidt af et overarbejde og spild af penge at bruge forinden, men det kan ofte svare sig, når først loppemarkedet åbner.  

Skab en stemning
Selv om det kan virke påtrængende og forkert at råbe efter folk på bedste Kim Larsen-manér, er det aldrig en dårlig idé at skabe en imødekommende atmosfære. Tal gerne med en masse, byd folk velkommen, vis dine bedste items, når folk går forbi, så de kan få en fornemmelse af, at de er velkomne. Intet er værre end at prøve at købe loppefund hos én, som hverken smiler eller taler, men blot kigger ned i sin telefon.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Bøjler, stativ og poser
Det er super vigtigt, at det ser ud som om, at du passer på dit tøj. Folk har en tendens til at tro, at ens tøj er i dårligere stand, fordi man kan se, at tøjet ligger og flyder i flyttekasser. Hæng tøjet fint op på bøjler, fold tøjet i bunker, og sørg for at rydde op løbende. En ”tyve-kroners” papkasse er altid tilladt, men sørg for, at man kan få fat i alle tingene, så der ikke bliver overset nogle guldkup.

Tip: Søstrene Grene har billige renseribøjler, som er oplagte til loppemarkeder.

Retningslinjer og priser
Loppemarkedet bliver sværest, når det kommer til at fastsætte priser. Det kan være svært at sige nej, hvis nogen prøver at prutte om prisen, men det kan til gengæld også være ærgerligt, hvis du ikke får solgt noget, fordi dine priser er for høje.

Når det kommer til priser, er der forskellige faktorer, du burde bedømme din item på: Brand, nypris, stand, og hvor gammelt det er.

Det giver god mening, at du kan tage mere for en By Malene Birger-skjorte, end en skjorte fra H&M. Ligeledes giver det også god mening, at du ikke kan tage en høj pris for en sweater med pletter på. Men det kan jo til tider være svært at sige farvel til items, som man har holdt af, til en lav pris. Derfor er det så vigtigt, at du sætter nogle retningslinjer. Dette kan man gøre ved hjælp af prismærker.

Prismærker kan være vanskelige, når det kommer til loppemarkedet. De kan skræmme folk væk, fordi de i nogen grad kan udtrykke, at prisen ikke er fleksibel. Derfor skal de kun sættes på de ting, du absolut ikke vil af med for en lavere pris. Dermed også sagt, at det er vigtigt, at prisen på prismærket er fair og realistisk. Meld ud til dine kunder, enten med et skilt eller mundtligt, at du gerne taler om pris på items uden prismærke – men items med prismærke har en fast pris. Så undgår du at komme hjem fra loppemarkedet med tanken, ”så kunne jeg ligeså godt havde beholdt den”.

Så lad items, som enten er high-street, forholdsvist slidte eller 5 år gamle, være fri for prismærket. Men brug det i stedet på din taske fra Zadig&Voltaire, som du er vokset fra, eller sidste års vinterjakke, som er i perfekt stand, men for lille.

Psst! Husk på at du altid kan sælge dine dyrere items på sider som Trendsales til højere priser.

LÆS OGSÅ: Veras bedste vintagetips

Som køber på loppemarkeder

Sondér terrænet
Er man den passionerede loppe-entusiast, ved man, at det vigtigste er at komme, så snart det begynder. Men et lille tip er at sondere terrænet endnu tidligere. Gør dig selv den tjeneste at stå op lige den time tidligere, køb en kop kaffe og gå en tur på loppepladsen, mens folk er ved at pakke deres ting ud. Selv om man ikke kan købe endnu, kan det give én en god fornemmelse af, hvilke boder man skal prioritere. Det kan eksempelvis være, at man ser en kvinde pakke ens drømmetaske op af flyttekasserne. Men husk at være høflig, ikke gå i vejen for dem, der pakker ud, og forhold dig passiv. I denne time er du en flue på væggen.

Kom og gå
De bedste tidspunkter at gøre kup på loppemarkeder på er i starten og i slutningen. I starten af loppemarkedet har du muligheden for at finde det drømme-item, som højst sandsynlig ville være væk kun 30 minutter efter åbningen. Man må ikke undervurdere, at de helt særlige ting, som eksempelvis items fra anerkendte mærker, dyre tasker og lignende, forsvinder hurtigt. Dog er der også en gylden time i den anden ende. En time, hvor man har chancen for at få nogle ting meget billigere end de var blot timer forinden. Der kommer nemlig et punkt i et loppemarked, hvor standholderne er nervøse for, at de skal slæbe det hele med tilbage og derfor er mere tilbøjelige til at sælge deres sager meget billigere, end hvad der egentlig var meningen.

Tip:

  • Kom tidligt
  • Sondér terrænet, og få fat i de bedste items hurtigst muligt.
  • Smut ud og spis en frokost, eller drik en kaffe
  • Kom tilbage til endnu billigere items.

Balancegang
I de fleste tilfælde er det tilladt at prutte om prisen – så længe det er høfligt, realistisk og med et smil på læben. Du får ikke noget ud af at surmule over, at priserne er for høje – tværtimod. Spørg høfligt og med et smil på læben, om prisen er til at diskutere. For at få prisen ned skal man kunne finde den perfekte balance mellem ikke at skambyde og stadig få prisen ned. At skambyde er at byde alt for lavt på en vare, som har et anerkendt brand, eller har haft en høj nypris.
Vil du nøjes med at give 50 kroner for en T-shirt til 80 kroner? Så byd 30 kroner, så ender I nok på de 50.

Tip: Hav altid både kontanter og mobilepay med. 

LÆS OGSÅ: Få tre tips til at finde de bedste vintageskatte