WEEKEND

Snart kan du få et gensyn med vennerne fra 'Friends'

Det er næsten et år siden, vi begyndte at forberedte os på at se ’Friends’-stjernerne blive genforenet. Det blev dengang udsat på grund af coronarestriktioner, men nu tyder det på, at vi inden længe endelig kan se den eftertragtede reunion. Læs her, hvornår vi kan forvente at se den.

Selvom det næsten er 27 år siden, det første afsnit af ’Friends’ udkom, så er seriens popularitet ikke til at tage fejl af. Som en trofast gammel ven kan serien altid bruges til at løfte humøret, så det er ikke så svært at forstå, hvorfor hitserien stadig bliver streamet igen og igen.

Derfor var det en kæmpe nyhed, da skaberne af ’Friends’ sidste år afslørede, at de ville filme en reunion, hvori seriens skuespillere ville blive genforenet foran et publikum for første gang siden 2004.

Desværre blev genforeningen aflyst på grund af coronarestriktionerne, der betød, at det ikke var muligt at filme udsendelsen. Men nu tyder det på, at vi får den store reunion at se hurtigere, end vi havde forventet. Could we BE anymore excited?

Læs også: Se hvilke 10 Friends-episoder, der er de mest sete

HBO’s Chief Content Officer, Casey Bloys, har netop afsløret, at ’Friends’-skuespillerne går i gang med optagelserne til genforeningen ”meget snart.”

Han afslører også, at fansene kan forvente at se den store reunion i løbet af foråret. Det betyder, at vi senest til maj kommer til at se Ross, Joey, Chandler, Monica, Phoebe og Rachel sammen igen.

Ikke nye afsnit

Hvis man forventer helt nye ’Friends’-afsnit bliver man desværre skuffet. I stedet kommer vi til at se de seks skuespillere tage tilbage til settet, hvor den populære serie blev optaget, og fortælle om, hvordan det var at filme serien, og hvad deres bedste minder er.

Læs også: Phoebe fra Friends forudså tidens største modetrend

Lisa Kudrow, der spillede den elskværdige Phoebe, afslørede tidligere på året, at hun allerede har filmet små scener til genforeningen. Selvom hun ikke afslørede præcis, hvad hun filmede, fortalte hun, at de kommer forbi ”en kaffebar.” Kunne det mon være den ikoniske Central Perk, hun hentyder til?

Vi kan næsten ikke holde ventetiden ud, men heldigvis kan vi ind til da trøste os selv med at (gen)se alle 10 sæsoner af ’Friends’ på HBO. 

Læs mere om: