LOPPEMARKEDER

Loppemarkeder 2014: Det skal du gå efter

Sommeren byder på mange loppemarkeder, hvor du kan finde antikke ting til din bolig. Men hvad skal du gå efter, når du er på loppemarked?

Det vrimler med skønne loppemarkeder i sommermånederne, hvor du kan gøre gode fund og berige din bolig med smukke, antikke ting. Gå på opdagelse i sommerens mange loppemarkeder herhjemme, men også når du rejser til udlandet i sommerferien.

Læs også: Køb smukke designklassikere hos IKEA

Vi har spurgt fire eksperter, hvad deres bud er på, hvad man skal gå efter på loppemarkeder i 2014:

loppemarkeder, loppefund, tips

Laura Køster Andersen, indehaver af retro- og livsstilsbutikken Smukt Brugt på Amager

- Mit bud på sommerens store loppe-hits er keramik, både tysk, dansk og svensk - ja, faktisk alt, hvad man kan støve op i lækker glasur, struktur og flotte farver! Keramik har været fremme i et stykke tid, men det er en trend, der stadig holder! Gamle glasflasker/balloner i alle farver og størrelser er også et hit til boligen, og hvis vi skal se frem mod efterår og vinter, så tror jeg godt, det kan betale sig, at kigge efter billige messing, kobber og "guld"-lysestager samt lamper i samme materiale, altså alle varme metaller i en skøn blanding.

Læs også: Tips til at indrette med kobber

loppemarkeder, loppefund, tips

Anne, der står bag webshoppen www.mosteranne.dk med vintageartikler

- Jeg tror på, at loppefolket i sommer særligt vil kigge efter tekstiler, retrolamper og småmøbler fra 1960-70'erne, ældre plastiklegetøj og børne-LP'er, vintagetøj, sølvsmykker, broderier og sort, hvidt og brunt køkkeninventar i plast og porcelæn. Jeg kigger selv efter hjemmelavet legetøj, håndarbejde, unika keramik fra 1970'erne og 19 80'erne, børnebøger med smukke illustrationer, hobbybøger og tekstiler fra norden, finsk glas og porcelæn, påske- og julepynt som gerne må være kitch, når jeg tager på loppejagt.

Læs også: Få tips til at indrette med gamle spejle her!

loppemarkeder, loppefund, tips

Mathilde Rude, journalist på Antik & Auktion

- Messing, kobber, marmor og keramik. Linjerne fra tidligere design af gyldne metaller og marmorerede sten går igen i de nye designeres formsprog, hvilket man kan se i 1980'ernes strømlinede marmorlysestager, der vil være et sikkert sommerhit for mig. Med sine varme glød er kobber og messing perfekt som lampemateriale, og min jagt i år går på stramt designede bordlamper og pendler. Gerne af Jo Hammerborg, og helst Betalampen. Også stentøj med sarte glasurer kan pynte på ethvert bord, vindueskarm eller reol - og fajance fra Aluminia/Royal Copenhagen med de fantastiske farver og mønstre må gerne komme med mig hjem.
 

loppemarkeder, loppefund, tips

Bjørn Brenneke, indehaver af designbloggen www.brenneke.dk

- De sidste års stigende interesse for Bjørn Wiinblads smukke kunstværker forventer jeg fortsætter, for Wiinblads farvestrålende kunst passer perfekt ind i de en moderne boligindretning, og flere og flere opdager, hvilket inspirerende kunstunivers den dygtige multikunstner skabte. Dansk kvalitetskeramik, og især Michael Andersens og Bangholm Keramik med de frække striber, tror jeg på bliver hits i den kommende tid. Kig også efter smørbrikker fra Aluminia Fajancefabrik i de skønneste pastelfarver, og brug dem som en lille kagetallerken eller til tapas eller sushi.

Læs også: 10 designs vi tror på i 2014

Tegn abonement på Antik & Auktion