Lækre is, lav dem selv!
Foto fra bogen "Lykken er is"
MAD

6 opskrifter på hjemmelavet is

Byd foråret - og snart sommeren - velkommen med disse lækre hjemmelavede is. Her får du hele 6 måder, hvorpå du kan nyde den friske, søde og ikke mindst sommerlige spise.

Lykken er is! Det mener i hvertfald Anne au Chocolat og Maja Ambeck Vase. I deres bog af samme navn, findes et hav af lækre opskrifter på is, du kan lave selv - og her får du redaktionens 6 favoritopskrifter!

Skyr-is med æblekompot

Opskrift til 4 personer

INGREDIENSER

  • 1 dl piskefløde
  • 80 g hjemmelavet vaniljesukker (eller  80 g sukker med korn fra vaniljestang)
  • 400 g skyr
  • 2 (mad)æbler
  • 50 g sukker

FREMGANGSMÅDE

  1. Kog fløden op med vaniljesukkeret i en gryde. Tag gryden af varmen, tilsæt skyr og pisk det til en homogen masse ved hjælp af et piskeris
  2. Køl cremen helt ned og frys den på ismaskinen. Server isen direkte fra ismaskinen!

Æblekompot

  1. Fjern kernehuset og skær æblerne i 1 cm store tern. Kom dem i en gryde sammen med sukkeret. Kog æblerne ved middel varme under låg i 5-7 minutter. Rør et par gange undervejs
  2. Fjern derefter låget og lad æblerne boble videre, til en del af dem er ret klare, og det meste væske er fordampet. Tag gryden af varmen og køl helt af
  3. Server kugler af skyris toppet med æblekompot

Valnøddeislagkage

Opskrift til 10 personer

INGREDIENSER

  • 340 ml piskefløde
  • 4 æggeblommer
  • 115 g sukker
  • kornene af 1 vaniljestang
  • 4 æggehvider
  • 150 g hakkede valnøddekerner
  • 150 g hakket mørk chokolade
  • 3 lagkagebunde
  • 25 ml god rom

Espressoglasur

  • 170 g flormelis
  • 1 shot espresso
  • valnødder til pynt
  • Springform (ca. 22 cm i diameter)

FREMGANGSMÅDE

  1. Pisk fløden til en blød flødeskum. Pisk æggeblommerne lyse og luftige med 30 g af sukkeret samt vaniljekornene. Pisk derefter æggehviderne til marengs med resten af sukkeret.
  2. Vend forsigtigt marengsen i æggeblommerne og dernæst i flødeskummet. Tilsæt til sidst valnødder og chokolade og vend forsigtigt rundt, til fyldet er fordelt.
  3. Brug en springform, som passer til lagkagebundenes størrelse. Beklæd formens bund med bagepapir. Pensl den første bund med rom og læg den ned i formen. Kom halvdelen af fyldet oven på bunden. Pensl den næste bund med rom og læg den oven på fyldet. Kom resten af fyldet på bunden. Pensl den sidste bund med rom og læg den på toppen.
  4. Kom husholdningsfilm på hele formen og sæt den i fryseren. Lad den stå her i mindst 6 timer og gerne natten over.
  5. Espressoglasur Rør glasuren sammen af flormelis og espresso og fordel den på den øverste lagkagebund. Pynt med valnødder og spis med det samme.

LÆS OGSÅ: Lav din egen bærsoftice

MATCHA-IS med sesamknas

Opskrift til 4 personer

INGREDIENSER

  • 250 ml sødmælk
  • 150 ml piskefløde
  • 1½ spsk matcha-tepulver (kan købes i helsekostbutikker)
  • 4 æggeblommer
  • 75 g sukker

Sesamknas:

  • 70 g sukker
  • 20 g honning
  • 1 spsk vand
  • 70 g lyse sesamfrø
  • 10 g smør
  • ¼ tsk natron

FREMGANGSMÅDE

  1. Bring sødmælk og fløde i kog i en gryde og rør matcha-teen ud heri. Pisk æggeblommerne lyse og luftige sammen med sukkeret.
  2. Hæld hurtigt mælken over æggeblommerne og pisk godt og grundigt med et piskeris. Hæld iscremen tilbage i gryden og varm den op til 83 grader under konstant omrøring.
  3. Køl derefter iscremen ned ved at sætte gryden i et isbad i køkkenvasken. Køl cremen helt af i køleskabet, før den køres på ismaskinen.

Sesamknas

  1. Kom sukker, honning og vand i en gryde og lad det smelte sammen under omrøring. Tilsæt sesamfrøene og varm blandingen op under omrøring, til den får en gylden karamelfarve efter ca. 5-10 minutter.
  2. Fjern gryden fra varmen, kom smørret i og lad det smelte. Tilsæt natronen og rør rundt. Det skummer lidt, og det er meningen.
  3. Hæld sesamkaramellen ud på et stykke bagepapir og lad den køle af i ca. 30 minutter, før den hakkes i mindre stykker.
  4. Servér kugler af matcha-isen og drys lidt sesamknas ud over.

Saltkaramelis med karamelfugde

Opskrift til 4 personer

INGREDIENSER

  • 200 g karamelcreme/Dulce de Leche
  • 65 ml piskefløde
  • 250 ml minimælk
  • ½ tsk havsalt
  • 100 g karamelfudge

FREMGANGSMÅDE

  1. Kom karamelcreme/Dulce de Leche og fløde i en gryde og varm langsomt op under omrøring.
  2. Rør rundt, indtil karamelcremen er smeltet, og tag så gryden af varmen. Rør mælk og salt i og stavblend massen. Køl ismassen ned og kør den på ismaskinen.
  3. Hak karamelfudgen i bittesmå stykker og bland dem i den færdige is.

Lyn-is med hindbær

Opskrift til 2 personer

INGREDIENSER

  • 150 g frosne bananer (2 stk)
  • 100 g hindbær
  • 150 g græsk yoghurt
  • kornene af vaniljestang
  • Ekstra hindbær til toppen

FREMGANGSMÅDE

  1. Hak bananerne i mindre stykker. Blend dem sammen med de øvrige ingredienser og servér straks den iskolde is i skåle med friske hindbær på toppen.

Hindbærispinde med karamel og knas

Opskriften giver 10 mini-ispinde

INGREDIENSER

  • 230 g hindbær
  • 150 g sukker
  • 100 ml mælk
  • 100 ml piskefløde
  • lidt friskpresset citronsaft
  • 300 g Dulcey-chokolade
  • fra Valrhona
  • 25 g frysetørrede hindbær
  • 10 små ispindeforme
  • 10 træispinde

FREMGANGSMÅDE

  1. Blend hindbær, sukker, mælk og fløde sammen og si kernerne fra. Smag til med citronsaft.
  2. Køl ismassen ned og kør den på ismaskinen.
  3. Fyld den færdigkørte is i ispindeformene og stik små træispinde i. Sæt formene i fryseren natten over.
  4. Smelt chokoladen og hæld den op i et glas. Dyp de frosne ispinde i chokoladen én ad gangen og pynt hurtigt med frysetørrede bær. Nyd ispindene med det samme eller opbevar dem i en boks i fryseren.

Disse lækre opskrifter stammer fra bogen "Lykken er is", hvor du kan finde mange flere af slagsen! Bogen kan købes online HER

LÆS OGSÅ: Hjemmelavet is a la Mette Blomsterberg

LÆS OGSÅ: WEEKEND BITES | Mandelkage med mandariner og yoghurtcreme

Læs mere om: