GÆSTEMENU

Gæstemenu til weekenden

Skal du have gæster her i weekenden, så brug nordens gode økologiske råvarer til at kreere en fantastisk middag.

Siden restaurant Noma blev kåret som verdens bedste restaurant, er der stor efterspørgsel på at smage Det Nordiske Køkken. Men det er ikke kun chefkokken fra Noma Rene Redzepis, der kan lave mad som afspejler vores hjemland og livsbetingelser. Det kan du også selv gøre i dit eget køkken.

Smager bedre
Glem alt om smagsløse agurker til en flad femmer, salat, asparges, tomater og små, nye kartofler fra syden. Brug hellere de danske råvarer i din madlavning. De både smager bedre og indeholder flere næringsstoffer.

Vi har masser af råvarer, som vi helt glemmer at værdsætte. Fx jordskokker, selleri og pastinakker, skovduer og harer, fjæsing og rødspætte, Limfjords-østers, stenbiderrogn og fjordrejer, æbler, vilde svampe og bær.

Få her en opskrift hvor der kun er brugt nordens råvarer.

Køb efter sæson
Det bedste du kan gøre er at nyde de danske råvarer, når de har sæson. Vi kan få de fleste grøntsager hele året, men dem der er høstet fra haven eller købt i din nærbutik, giver en helt anden smagsoplevelse end hvis de er fløjet den halve verden rundt for at havne på dit køkkenbord.

Selvom råvarerne er af god kvalitet skal man ikke forveksle dem med luksusvarer, som kun de få har råd til. Du kan selv gå i skoven og finde rørhatte, kantareller og hindbær - hyldeblomster og hyldebær, timian og kørvel er tilgængelige for alle. Hornfisk, sild, spidskål og rodfrugter hører til i den billige ende. Og er du den lykkelige ejer af en have kan du selv dyrke stikkelsbær, ribs, æbler, purløg, asparges og rabarber - andre må efterspørge dem i butikkerne.

Det er trendy
Interessen for de nordiske råvarer og madlavningstraditioner ses bl.a. hos restaurant Noma i København, restaurant Malling & Schmidt i Århus og projekt Det Ny Nordiske Køkken med kokkene Claus Meyer, Erwin Lauterbach og René Redzepi som foregangsmænd. Her bliver ikke lavet gammeldags bondemad, men til gengæld bliver der kræset om de lokale råvare på en fantasifuld og original måde.


Læs mere om: