GÆSTEMENU

Julefrokost i nye klæder

Invitér dine gæster på en anderledes julefrokost med bagt spaghettigræskar, hvid chokoladecreme og meget mere. Få alle opskrifterne her!

Der er julesalat i stedet for julerødbeder, og der er hvid chokoladecreme i stedet for risalamande. Glassene indbyder til vin i stedet for øl og snaps. Årets julefrokost er med andre ord ikke klassisk, men inviterer i stedet til timevis af hygge omkring smagfuld mad. Du får derfor hele 6 opskrifter på delikate julefrokostretter, der med garanti vil imponere.

Historien om frokosten

De første julefrokoster, vi kender til i Danmark, blev holdt i efterkrigstiden i 1940’erne, hvor den typisk bestod af et lille glas på chefens kontor. Først i 1960’erne udviklede begivenheden sig til en regulær fest.

Menu

  • Grillet squash med radicchio, valnød, sennep og estragon
  • Andebryst med selleriremoulade, brøndkarse og grillet surdejsbrød
  • Torsk med mandarin, julesalat, syltede solsikkekerner og løvstikke
  • Palmekål og bladselleri med løg, jordskokkepuré og kærnemælksdressing
  • Bagt spaghettigræskar med lun klementindressing og hasselnøddesauce
  • Hvid chokoladecreme med bronzefennikel, ristede mandler og frysetørrede kirsebær

Grillet squash med radicchio, valnød, sennep og estragon

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave grillet squash med radicchio, valnød, sennep og estragon

  • 2 squash
  • Olivenolie
  • Havsalt
  • Sennepsdressing:2 spsk. dijonsennep
  • Olivenolie
  • Havsalt
  • 1 usprøjtet citron
  • Til servering:
  • 40 g valnøddekerner
  • 2 radicchio
  • Frisk estragon

Sådan laver du grillet squash med radicchio, valnød, sennep og estragon

  1. Skyl squashen, og skær den i mindre stykker.
  2. Pensl dem med olivenolie, og grill dem på skærefladen på en grill eller grillpande. Krydr med havsalt.

Sennepsdressing:

  1. Rør sennep sammen med 2-3 spsk. olivenolie.
  2. Justér evt. med et par dråber koldt vand, og krydr med en smule havsalt og citronsaft.

​Servering:

  1. Rist valnødderne på en varm tør pande, og hak dem groft.
  2. Skyl radicchio, og del dem i blade.
  3. Vend squashstykker og radiccio med sennepsdressingen, top med valnødder og frisk estragon, og servér.

Andebryst med selleriremoulade, brøndkarse og grillet surdejsbrød

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave andebryst med selleriremoulade, brøndkarse og grillet surdejsbrød

Rimmet andebryst:

  • 20 g brun farin
  • 10 g havsalt
  • 1 andebrystfilet

Selleriremoulade:

  • 1 knoldselleri
  • 4 spsk. mayonnaise
  • 2 spsk. cremefraiche 18 %
  • Havsalt
  • 1 citron usprøjtet

Til servering:

  • 1 surdejsbrød
  • 1 potte brøndkarse

Sådan laver du andebryst med selleriremoulade, brøndkarse og grillet surdejsbrød

Rimmet andebryst:

  1. Rør brun farin sammen med havsalt, og vend andebrystet godt rundt deri.
  2. Læg andebrystet i en lufttæt beholder, og lad det rimme på køl i 3 dage.

Selleriremoulade:

  1. Skræl knoldsellerien, og skær den i tændstiktynde stave eller strimler.
  2. Vend knoldselleristavene med mayonnaise og cremefraiche.
  3. Krydr med havsalt, og smag til med citronsaft.

Rimmet andebryst, fortsat:

  1. Dup andebrystet tørt, og rist skindet med en bunsenbrænder eller creme brulé-brænder, og skær det i tynde skiver.

Servering:

  1. Skær surdejsbrødet i skiver, og grill eller rist dem.
  2. Anret de tynde skiver andebryst med selleriremouladen.
  3. Pynt med brøndkarse, og nyd anretningen med grillet surdejsbrød til.

Torsk med mandarin, julesalat, syltede solsikkekerner og løvstikke

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave torsk med mandarin, julesalat, syltede solsikkekerner og løvstikke

Bagt torsk:

  • 600 g torskefilet delt i 4 stykker
  • Havsalt
  • Olivenolie
  • Syltede solsikkekerner:
  • 50 g solsikkekerner
  • Olivenolie
  • 4 mandariner

Til servering:

  • 2 julesalater
  • 1 bundt løvstikke

Sådan laver du torsk med mandarin, julesalat, syltede solsikkekerner og løvstikke

Bagt torsk:

  1. Drys torskestykkerne med havsalt, og lad dem trække 10-15 minutter.

Syltede solsikkekerner:

  1. Rist solsikkekernerne på en varm tør pande, og vend dem med olivenolie og saft fra mandarinerne i en skål.

Bagt torsk, fortsat:

  1. Tænd ovnen på 190°. Læg fisken på en bageplade med bagepapir, dryp dem med olie, og bag i 7-8 minutter, til de er faste og hvide i kødet.

Servering:

  1. Skyl julesalater, og del dem i blade.
  2. Anret torsken på tallerkener, og fordel julesalatblade over.
  3. Drys med syltede solsikkekerner, og drys med løvstikke.

Palmekål og bladsellerimed løg og jordskokkepuré

Antal: 4 personer

Det skal du brige for at lave palmekål og bladsellerimed løg og jordskokkepuré

Jordskokkepuré:

  • 400 g jordskokker
  • 4 dl mælk
  • Havsalt
  • Olivenolie

Kærnemælks-dressing:

  • 1 bundt bredbladet persille
  • 3 dl smagsneutral olie
  • 3 dl kærnemælk
  • Havsalt

Grønt:

  1. 4 salatløg
  2. 1 bundt palmekål
  3. 4 stilke bladselleri
  4. Olivenolie
  5. Havsalt

Sådan laver du palmekål og bladsellerimed løg og jordskokkepuré

Jordskokkepuré:

  1. Skræl jordskokker, og læg dem hele i en kasserolle med mælk, så det dækker. Hvis der ikke er nok mælk, så fyld vand på for resten.
  2. Kog jordskokkerne møre, hæld væsken fra (gem den), og pisk jordskokkerne til en grov puré. Justér evt. med lidt af kogelagen, og smag til med salt og lidt olivenolie.

Kærnemælksdressing:

  1. Skyl persillen, og blend den med smagsneutral olie i 10 minutter, til den er smuk og ensartet grøn. Sigt den.

Grønt:

  1. Pil og halvér løg fra top til bund, og lad dem simre møre i letsaltet vand i 10-15 minutter. Køl af, og del dem i deres naturlige lag.
  2. Rens palmekål og bladselleri, og skær begge dele i mindre stykker.
  3. Steg på en varm pande i lidt olie i 1-2 minutter, så begge dele er møre, men også sprøde. Krydr med salt.

Kærnemælksdressing, fortsat:

  1. Rør kærnemælk og persilleolie sammen, og smag til med lidt salt.
  2. Fordel jordskokkepuréen på tallerkener eller et fad.
  3. Fordel løgskaller, palmekål og bladselleri over, og dryp med kærnemælksdressing.

Bagt spaghettigræskar med lun klementindressing og hasselnøddesauce

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave bagt spaghettigræskar med lun klementindressing og hasselnøddesauce

Bagt spaghettigræskar:

  • 1 spaghettigræskar
  • Olivenolie
  • 4 klementiner
  • Havsalt

Brunet hasselnøddesmør:

  • 50 g smør
  • 40 g hasselnøddekerner
  • 1 kanelstang

Til servering:

  • 1 potte tallerkensmækker
  • 1 bundt citrontimian

Sådan laver du bagt spaghettigræskar med lun klementindressing og hasselnøddesauce

Bagt spaghettigræskar:

  1. Tænd ovnen på 200°.
  2. Flæk spaghettigræskarret, og kassér kernerne.
  3. Læg de to halve græskarstykker med skærefladen nedad på en bageplade med bagepapir, og bag dem møre i 20-25 minutter.

Brunet hasselnøddesmør:

  1. Brun forsigtigt smørret i en kasserolle over svag varme.
  2. Hak hasselnødderne, og vend dem i smørret sammen med kanel. Lad det stå lunt.

Bagt spaghettigræskar, fortsat:

  1. Riv det bagte græskar til lange spaghettitråde med en gaffel, og vend dem med olivenolie og saft fra klementinerne. Smag til med salt.

Servering:

  1. Anret spaghettigræskar i en dyb tallerken eller skål, og pynt med tallerkensmækker og timian.
  2. Dryp med brunet hasselnøddesmørsauce, og servér.

Hvid chokoladecreme med bronzefennikel, ristede mandler og frysetørret kirsebær

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave hvid chokoladecreme med bronzefennikel, ristede mandler og frysetørret kirsebær

Hvid chokoladecreme:

  • 1 appelsin
  • 5 dl piskefløde
  • 200 g hvid chokolade

Honningristede mandler:

  • 100 g mandler
  • 1 spsk. honning
  • 1 spsk. vand
  • Flagesalt

Til servering:

  • 1 potte bronzefennikel
  • 1 tsk. frysetørret kirsebærpulver

Sådan laver du hvid chokoladecreme med bronzefennikel, ristede mandler og frysetørret kirsebær

Hvid chokoladecreme:

  1. Riv skallen af appelsinen. Hæld fløde i en gryde, og varm den op sammen med citronskallen, til den når en temperatur på ca. 70°.
  2. Hak chokoladen, og rør den i den varme fløde. Køl chokoladefløden helt ned – gerne natten over.
  3. Pisk den kolde chokoladefløde til en let flødeskum.

Honningristede mandler:

  1. Rist mandlerne på en varm tør pande. Tag panden af varmen, og tilsæt honning og vand.
  2. Sæt panden tilbage på varmen, og vend rundt i blandingen, til vandet er fordampet.
  3. Lad honningmandlerne køle af på et stykke bagepapir, hak dem groft, og drys med flagesalt.

Servering:

  1. Anret chokoladecremen på tallerkener med ristede mandler, bronzefennikel og et drys frysetørret kirsebærpulver.

Tidsplan

3 dage før servering

  • Rim andebrystet

Dagen før

  • Lav den hvide chokoladecreme
  • Lav honningristede mandler

2 timer før servering

  • Rist og hak valnødder
  • Lav selleriremoulade

1 time før servering

  • Skræl og kog jordskokker
  • Bag spaghettigræskar

30 minutter før servering

  • Bag torsken
  • Rist og marinér solsikkekerner
  • Skræl og kog jordskokker
  • Lav kærnemælksdressing
  • Tilbered løg, palmekål og bladselleri
  • Lav brunet hasselnøddesmør

15 minutter før servering

  • Tilbered grillet squash
  • Rør sennepsdressing sammen
  • Anret radicchiosalat
  • Rist skindet på andebrystet
  • Rist surdejsbrød, og anret med rimmet andebryst
  • Anret torsk på salater
  • Lav jordskokkepuré
  • Riv spaghettigræskar og anret

Lige før

  • Anret chokoladecremen

Flere gæstemenuer?

Skal dine gæster forkæles? Vi har samlet de bedste menuer med gæstemad til alle årstider. Der er helt sikkert også én, der vil falde i din smag. Få alle opskrifterne her!