GÆSTEMENU

Nordisk menu til grillen

Udforsk nordiske råvarer på grillen og nyd dem i godt selskab en lun aften.

Hyldeblomst, ærter, skaldyr og granskud. Det er bare nogle få eksempler på nordiske råvarer, du kan tilberede på grillen.

Nedenfor har vi samlet en lækker gæstemenu med seks retter, som passer perfekt til en lun aften i godt selskab.

Tidsplan

To dage før
Kog kartoflerne til kartoffelbrødet
Kandisér mandlerne til desserten, og lad dem køle af

Dagen før
Lav dejen til kartoffelbrødet, og stil den til hævning
Hak de kandiserede mandler
Rør krydderurtemayonnaisen

På dagen
Rens og klargør ærter, svampe, bønner, krabbekløer, græskar og løg
Bag kartoffelbrødet
Kog krabbekløerne
Lav græskarpuréen

Lige før servering
Steg svampe og ærter
Damp bønner og kålskud
Lav den lune dressing
Tilbered løgskaller og sommersalat
Grill jomfruhummeren og nakkekoteletterne
Pisk sabayonnen
Grill blommerne

Søde ærter med kantareller, hasselnødder og parmesan

Antal: 4 personer

 

Det skal du bruge for at lave søde ærter med kantareller, hasselnødder og parmesan

  • 500 g usprøjtede ærter i bælg
  • 400 g friske kantareller (eller andre friske svampe)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 20 g smør
  • 1 usprøjtet citron
  • havsalt
  • 50 g hasselnøddekerner
  • 50 g parmesan

Sådan laver du søde ærter med kantareller, hasselnøøder og parmesan

  1. Skyl ærterne grundigt.
  2. Del dem på langs, og lad ærterne sidde i bælgen.
  3. Fjern den træede streng, der sidder i toppen.
  4. Rens svampene.
  5. Varm en pande op, og hæld olivenolien på.
  6. Steg svampene gyldne i 2-3 minutter.
  7. Tilsæt ærterne og smørret, og steg i 1-2 minutter under omrøring.
  8. Riv skallen af citronen, og krydr ærterne og svampene med citronskallen og havsaltet.
  9. Anret ærterne og svampene med hasselnøddekernerne.
  10. Riv parmesanen udover, og servér straks.

Grønne bønner og snittebønner med lun dressing

Antal: 4 personer

 

Det skal du bruge for at lave grønne bønner og snittebønner med lun dressing 

  • 100 g smør
  • 3 cm frisk ingefær
  • ½ dl tamari
  • 250 g grønne bønner
  • 250 g snittebønner
  • 100 g blandede kålskud (fx fra broccoli, rosenkål og grønkål)
  • 2 spsk. sesamfrø
  • 3 stilke frisk mynte

Sådan laver du grønne bønner og snittebønner med lun dressing

  1. Brun smørret i en kasserolle, og køl det ned til stuetemperatur.
  2. Riv ingefæren, og rør den i smørret sammen med tamarien.
  3. Smag evt. til med ekstra tamari.
  4. Nips stilk-enden af de grønne bønner.
  5. Damp de grønne bønner, snittebønnerne og kålskuddene i en gryde med en smule letsaltet vand under låg i 2-3 minutter.
  6. Bønnerne skal være møre, men stadig have bid.
  7. Vend straks de dampede bønner med den lune dressing.
  8. Rist sesamfrøene, og drys dem over bønnerne sammen med lidt plukket mynte.

SE OGSÅ: Opskrift på grillet lammekrone

Krabbekløer med grillet kartoffelbrød og krydderurtemayonnaise

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave krabbekløer med grillet kartoffelbrød og krydderurtemayonnaise 

  • 1½ kg krabbekløer
  • vand
  • salt

KRYDDERURTEMAYONNAISE:

  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk. sennep
  • 3 dl solsikkeolie
  • 2 spsk. æblecidereddike
  • havsalt
  • 1 dl cremefraiche 38 %
  • 1 håndfuld bredbladet persille
  • 1 håndfuld frisk dild
  • 1 håndfuld frisk estragon

KARTOFFELBRØD:

  • 875 g koldt vand
  • 12 g gær
  • 750 g hvedemel
  • 225 g grahamsmel
  • 40 g salt
  • 125 g kogte kartofler i mindre stykker

DESUDEN:

  • stavblender
  • røremaskine

sÅDAN LAVER DU krabbekløer med grillet kartoffelbrød og krydderurtemayonnaise 

  1. Skyl krabbekløerne grundigt.
  2. Kog dem i 5-7 minutter i en gryde med letsaltet vand.
  3. Tag gryden af varmen, og lad krabbekløerne trække i vandet i 20 minutter.

KRYDDERURTEMAYONNAISE:

  1. Hæld æggeblommerne, senneppen, solsikkeolien, æblecidereddiken og en smule havsalt i et stavblenderglas.
  2. Sæt stavblenderen i, så den rører bunden.
  3. Blend, imens du holder stavblenderen stille ved bunden.
  4. Når mayonnaisen begynder at blive tyk, kører du stavblenderen lidt op og ned, så mayonnaisen får en god, tyk konsistens.
  5. Blend 3 dl af mayonnaisen med cremefraichen og krydderurterne til en tæt urtemayonnaise.

KARTOFFELBRØD:

  1. Kør alle ingredienserne på nær kartoflerne og 30 g af saltet i en røremaskine ved høje omdrejninger, til dejen slipper skålen.
  2. Rør kartoffelstykkerne med de 30 g salt, og vend dem i dejen.
  3. Hæld dejen i en smurt form.
  4. Stil dejen til hævning på køl i 12-24 timer.
  5. Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og del den i 6 brød.
  6. Bag brødene i en forvarmet ovn ved 250° i 15 minutter.
  7. Skru ned til 190°, og bag brødene gyldne og færdige i 10-12 minutter.

TIP! Kartoffelbrødet kan kun laves på en røremaskine, der virkelig kan ælte dejen. På den måde danner dejen en masse glutenbånd, som giver brødet de karakteristiske store huller.  

Grillet jomfruhummer med kantareller og græskarpuré

Antal: 4 personer 

Det skal du bruge for at lave grillet jomfruhummer med kantareller og græskarpuré

  • 1 hokkaido
  • olivenolie
  • havsalt
  • eddike
  • 12 store jomfruhummere
  • 20 g mandler
  • 400 g friske kantareller
  • tallerkensmækkere
  • løgkarse
  • brændenælder

Sådan laver du grillet jomfruhummer med kantareller og græskarpuré

  1. Skrub græskarret, og skær det ud i mindre tern.
  2. Kog dem møre.
  3. Sigt vandet fra gryden, og pisk græskarternene til en glat puré.
  4. Smag til med olivenolie, havsalt og eddike.
  5. Læg jomfruhummerne udstrakt på maven på grillen, og grill dem i 5-6 minutter.
  6. Rist mandlerne på en varm, tør pande i 2-3 minutter.
  7. Hak dem groft.
  8. Rist kantarellerne på den varme pande i 4-5 minutter, til de er gyldne.
  9. Krydr med havsalt.
  10. Anret jomfruhummerne og kantarellerne med græskarpuré.
  11. Drys med de ristede mandler og de friske krydderurter, og dryp lidt olivenolie på.

Grillet gris med bitter sommersalat

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave grillet gris med bitter sommersalat

  • 4 store nakkekoteletter
  • havsalt
  • 4 milde sommerløg med top
  • 1 citron
  • 100 g smør
  • ½ dl vand
  • 1 puntarellasalat
  • friskkværnet peber

Sådan laver du grillet gris med bitter sommersalat

  1. Krydr koteletterne med havsalt, og grill dem i 4-5 minutter på hver side.
  2. Skær løgene i 4 dele, og skil dem ad i deres lag.
  3. Pres saften fra citronen.
  4. Varm smørret og vandet lidt op i en kasserolle, og pisk det godt sammen.
  5. Smag til med lidt citronsaft og havsalt.
  6. Vend løgskallerne og salaten i smørret, og rør rundt i 2-3 minutter, til de lige akkurat falder sammen.
  7. Skær koteletterne ud i skiver, og krydr med friskkværnet peber.
  8. Anret kødet med løgskaller og salat henover.
  9. Skum smørret op, og dryp det på lige inden servering.

Grillede blommer med hyldeblomst-sabayonne og granskud

Antal: 4 personer 

Det skal du bruge for at lave grillede blommer med hyldeblomst-sabayonne og granskud 

  • 400 g blommer
  • 40 g mandler
  • 100 g rørsukker
  • 1 usprøjtet citron
  • 1 æggeblomme
  • 1 dl koncentreret hyldeblomstsaft
  • 1 tsk. hybenroseneddike
  • granskud

Sådan laver du grillede blommer med hyldeblomst-sabayonne og granskud

  1. Grill blommerne møre i 5-10 minutter.
  2. Vend dem undervejs.
  3. Hæld mandlerne i en gryde med halvdelen af rørsukkeret, og dæk dem med vand.
  4. Kog dem, indtil vandet er helt fordampet, og mandlerne kandiserer.
  5. Køl dem ned, og hak dem groft.
  6. Riv skallen af citronen, og pres saften.
  7. Pisk æggeblommen, hyldeblomstsaften, hybenroseneddiken, resten af rørsukkeret, citronskallen og citronsaften sammen i en kasserolle.
  8. Varm blandingen forsigtigt op, mens du pisker i den.
  9. Pisk, indtil den er tæt, luftig og jævn, og tag den af varmen.
  10. Skær blommerne i kvarte, og anret dem i skåle.
  11. Hæld den lune hyldeblomst-sabayonne henover, og drys med de ristede mandler og granskud.

SE OGSÅ: Grillmenu i kolonihaven