MADTRENDS

Guide: Danmarks bedste restauranter i 2014

Danmark har fået en ny restaurantguide, som anbefaler restauranter i hele landet. Med White Guide i hånden har du en samlet guide over de bedste restauranter i Danmark.

White Guide er din nye guide til de bedste restauranter i Danmark, og den er spækket med alt fra steder, du ikke må snyde dig selv for at besøge, til restauranter i den internationale topliga. Restaurantguiden hylder dansk gastronomi på tværs af landet, og det er 15 anonyme madanmeldere, der har testet og udpeget de ambitiøse, stemningsfulde og originale restauranter i Danmark.

Drømmer du om at spise på Michelin-restauranter: Følg guiden her!

White Guide blev lanceret torsdag den 24. april på Carlsberg i København. I alt er 260 danske restauranter udvalgt til guiden, og i anledning af guidens fødselsdag blev der uddelt ni priser til blandt andet årets nye restaurant, årets feel good-oplevelse og årets restaurant.

restauranter, Danmark, guide
Geranium vandt prisen for årets madoplevelse. Foto: Ib Sørensen

Vinderne af de ni priser:

Årets restaurant: noma
Noma er kåret til årets restaurant med den begrundelse, at restauranten giver en oplevelse i verdensklasse, en blændende madoplevelse i international mesterklasse og fordi de leverer en mageløs og helstøbt restaurantoplevelse.

Årets madoplevelse: Geranium
Geranium er kåret til årets madoplevelse med den begrundelse, at det er en restaurant, som præsterer en anderledes, fantastisk madoplevelse i international mesterklasse, og fordi de mestrer at levere en visuelt spektakulær og smagsmæssigt sindsoprivende måltidsoplevelse.

Årets vinoplevelse: Mielcke & Hurtigkarl
Mielcke & Hurtigkarl er kåret til årets vinoplevelse, fordi de arbejder ambitiøst med vin og har en ekstrem fingerspidsfornemmelse og den sensoriske indsigt at kunne levere næsten overnaturlige mad- og vinkombinationer til en yderst varieret menu med indflydelse fra både nær og fjern.

Læs også: Gourmetkøkken: 7 musthaves til dit gourmetkøkken

Årets serviceoplevelse: Frederikshøj
Frederikshøj fik prisen for årets serviceoplevelse med begrundelsen, at de har en afslappet professionalisme i betjeningen, der er kendetegnet ved at være professionel, vidende, opmærksom, hjælpsom og mest af alt personlig.

Årets nye restaurant: Studio
Studio vandt prisen for årets nye restaurant, fordi de har givet København et nyt spisested af international mesterklasse og for deres nyskabende gastronomi, der tager udgangspunkt i det nye nordiske køkken, som åbner dørene mod interessante råvarer og køkkener ude i den store verden.

Årets "feel good-oplevelse": Pluto
Årets "feel good-oplevelse" er givet til en restaurant, hvor det er specielt rart at indtage et måltid. Det er Pluto, der har fået prisen, fordi de har ramt en gastronomisk nerve med deres smagsintense køkken, der leverer lige præcis den krisevenlige comfort food-stil, man har brug for efter en lang, hård arbejdsdag.

Årets "en rejse værd": Falsled Kro
Falsled kro er blevet kåret som et sted, der er særlig værd at rejse efter, fordi de tilbyder en udsøgt helhedsoplevelse. De forener historiens vingesus med moderne luksus i form af et knivskarpt køkken, hvor det klassiske møder det innovative og moderne, og en fredelig overnatning i smukke omgivelser såvel inde som ude.

Læs også: Instagram: 11 madprofiler du skal følge!

Årets unge kokketalent: Rasmus Munk
Årets unge kokketalent blev Rasmus Munk fra Tree Top Restaurant på Munkebjerg Hotel. Han har fået frie tøjler som køkkenchef siden august 2013, hvor han har kvitteret ved at lave opfindsomme appetitvækkere, vist stor respekt for råvarerne og evnet at vise en rød tråd gennem hele måltidet.

Årets innovatør: Amass
Prisen gik til Amass for at have skabt deres helt egen fine dining-brasserie-niche og sluppet en flig af den store verden til København. Menuen opdateres konstant med udgangspunkt i råvareudbuddet, hvilket gør, at restauranten hele tiden er interessant og værd at besøge igen og igen.

White Guide 2014 koster 199 kr. og kan købes via whiteguide.dk.

restauranter, Danmark

Mad & Bolig var med, da White Guide blev lanceret, og her var mad- og smagsoplevelser i højsædet på flere niveauer. White Guides samarbejdspartnere og danske producenter bød på smagsprøver, og vi har samlet nogle anbefalinger:

* Den internationalt prisbelønnede chokolademager Mikkel Friis-Holm bød på små bidder chokoladelykke sammen med en ny samarbejdspartner Svenningsen chocolatier, og chokoladen med olivenolie og citrusfrugten yuzu var især lækker.

Få Mikkel Friis-Holms svar på, hvad der er god chokolade her!

* Arla Unika serverede små hapser blåskimmelost smukt anrettet på et rustikt træfad. De havde også en råmælksost med, der går under navnet Kry-osten, som endnu ikke er nået ud på butikshylderne. Den blev serveret i tynde skiver med ristede kerner og sirup og smagte fantastisk.

* På drikkevaresiden indsnusede og berusede vi os mildt i æbledessertvinen Malus X Feminam fra Cold Hand Winery ved Randers. Feminam-varianten er på kun 20 %, så hvis du ikke er så vild med cognac og stærkere drikke, så er denne her perfekt.

opskrifter, mad

Læs mere om: