VIN MED MERE

Pinot Noir

En lys, let og frisk vin med en funklende lys rubinrød farve og masser af bæraroma

Funklende lys rubinrød farve, tør kirsebæraroma, rosé eller rød. En Pinot Noir fra Alsace er traditionelt en lys, let og frisk vin med en funklende lys rubinrød farve og masser af bæraroma af kirsebær, hindbær, brombær eller det hele på én gang. Vælger man at lagre vinen på egetræsfade, skifter den karakter til en vin med mere dybde og struktur, med en dybere farve og med aromaer af modne frugter eller læder.

Rød og rosé til enhver lejlighed
Der laves både rosévine og røde vine på Pinot Noir. Rosévinene har kun haft kort kontakt med drueskindet, de røde noget længere. De lette, lyse og ofte ganske tørre rosévine kommer allerbedst til deres ret, når de serveres køligt: omkring 10 grader. Her er de fantastiske til picnic, charcuteri og salater. Både roséen og den lette røde er rigtig dejlige til lyst kød, fjerkræ, oste som gede- og gruyereost, samt til mange former for fisk. Endelig er især rosévinen god til arabisk inspireret mad som f.eks. tabbouleh, tagine med lam og couscous. Står menuen derimod på rødt kød eller vildt, er de mere koncentrerede fadlagrede røde Pinot Noir-vine et godt valg.

Oprindelig fra Bourgogne
Pinot Noir stammer oprindelig fra Bourgogne, og det er den eneste blå drue, der er tilladt i Alsace. Druerne er små og næsten sorte med et blåligt eller violet skær, skindet er tykt og indeholder meget farve. Vinplanten trives i tempererede områder og bliver bedst på en jordbund af kalk og ler. Pinot Noir er ikke verdens nemmeste drue at have med at gøre, og for at vise sig fra sin mest silkebløde og elegante side skal den være fra stokke, der kun giver et lille udbytte. Den må ikke have været angrebet af sygdomme, og den skal være vinificeret med stor omhu.

Pinot Noir Rosé, Alsace AOC, Martin Zahn
Pinot Noir Rosé, Alsace AOC, Martin Zahn, 60 kr. (Kvickly Extra, Kvickly, SuperBrugsen) Flot hindbærrød farve og god frugtig duft af kirsebær og krydderi. Tør og saftig med en smuk finale præget af blomme og frugtsyre.
Pinot Noir Alsace AOC, Côte de Rouffach, René Muré
Pinot Noir Alsace AOC, Côte de Rouffach, René Muré, 135 kr. (Skjold Burne) Alsace-huset René Muré blev grundlagt i 1648 og ejes og drives stadig af familien. René Murés vine har altid sit geografi ske oprindelssted med på etiketten - her Côte de Rouffach. Vinen har en tiltalende rubinrød farve, smagen er tør, rigt sammensat og med masser af frugt.
Læs mere om: