MAD

Opskrifter: Rød peberfrugtsauce

Få opskriften på en smuk og fløjlsblød sauce, som passer perfekt til grillmad- og hygge

Sommertid er grilltid, og grillmad er gæstemad. Læg marineret kød og fisk på grillen sammen med sæsonens sprøde grøntsager, og server det med skønne salater og lækre tapenader. Prøv denne smukke og fløjlsbløde sauce med en dejlig, varm grillsmag. Brug saucen som dip til det lune brød, eller brug den som dressing i en grøn salat.

Rød peberfrugtsauce

4 personer Tid: 30 minutter.

Det skal du bruge:
• 4 røde peberfrugter
• 1 fed hvidløg
• 2 spsk. olivenolie
• 1 spsk. eddike
• 40 g mandler
• salt
• sukker

Sådan gør du:
Læg peberfrugterne på grillen, og grill dem, til skindet er helt mørkt og brændt. Læg dem i en gryde med låg, og lad dem køle af. Pil det sorte skind af peberfrugterne, og fjern de inderste kerner og lameller. Kom peberfrugt, pillet hvidløg, olie, eddike og mandler i en blender eller foodprocessor, og blend det til en jævn, rød puré. Smag til med salt og lidt sukker.