BRØD

Timms bagels

Bagels rimer på lækker frokost i en fart. Her får du Timm Vladimirs opskrift på hjemmebagte bagels!

Bagels er et skønt og skægt alternativ til de klassiske hjemmebagte boller vi er så vant til herhjemme i Danmark Og de er slet ikke svære at lave.

Opskriften herunder er basen, som du så selv kan bygge videre på. Tilsæt f.eks. kanel og rosiner. Tranebær og nødder, eller bare chokoladestykker, alt efter om du vil bruge dem som sandwich eller hygge til kaffen. Du kan også drysse dem med alt fra ost, chiliflager, sorte eller hvide sesamfrø, nigellafrø, jalapenos rosmarin eller andre krydderier og urter. Og du kan selvfølgelig blande efter behag. Ost og chili er godt. Rosmarin og havsalt er fantastisk!

Du kan også dele dejen over i to og lave kanel/rosin af den ene del og sandwichkrydrede af resten.

Prøv også: Timms gulerodskage

Timms bagels 

(16 stk)

Det skal du bruge til bagels:

  • ½ l lunkent vand
  • 1 pk. økogær (42 g)
  • 1 kg. hvedemel
  • ½ dl. lys sirup
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. vindruekerneolie
  • 1 ½ spsk. havsalt
  • 2 spsk. lys rørsukker
  • Evt. 2 spsk. stødt kanel og en god håndfuld rosiner til halvdelen af dejen
  • Revet ost, chili, rosmarin eller andre krydderier til at drysse på

Sådan laver du Timms bagels:

  1. Kom vand og gær i en skål, og rør til gæren er opløst. Smid de andre ingredienser i, og ælt til dejen bliver glat og fin.
  2. Lad dejen hvile under viskestykke i 20 min. ved stuetemperatur. Del dejen i 16 stykker, og rul hvert stykke ud til en pølse på 20-25cm.
  3. Form hver pølse til en ring (bagel), og saml enderne med en smule vand. Krydr med din favorit, fx sesamfrø, chili, rosmarin osv., og lad dem efterhæve ved stuetemperatur i 30 minutter.
  4. Sæt ovnen på 150 grader med intervaldamp. Bag brødene i 12 minutter fra ovnen er klar med intervaldamp. Sæt varmen op på 200 grader, og bag yderligere 10 minutter til de er lysebrune.
  5. Bagels smager også rigtig godt nogle dage efter. Giv dem et godt hug på grillpanden, og servér med masser af smør og en god marmelade eller en lagret cheddar.

Tip! Har du en dampovn? Med intervaldampens fugtige varme får vores bagels en herligt sej skorpe. Brødene er nemme at dele og fylde med alt muligt. Det bliver mættende bidder, som passer til en let frokost eller på udflugten.