hveder
BRØD

Verdens bedste varme hveder

Bag dine egne varme hveder i anledning af Store Bededag. Her får du opskriften på de bedste af slagsen.

Hvert år er der en helt særlig anledning til, at vi kan nyde duften og ikke mindst smagen af varme hveder. Nemlig Store Bedredag. Findes der noget bedre, end at sætte tænderne i en ristet hvedeknop med et ordentligt lag smør. Nej vel? Det er utrolig simpelt at bage dine egne hveder med den karakteristiske smag af kardemomme.
 

Derfor spiser vi hveder

Hveder spises altid dagen før Store Bededag, som falder den fjerde fredag efter påske. Store Bededag er oprindeligt en helligdag, som er tilegnet fasten. I dag faster vi ikke, vi spiser hveder. Traditionen med de danske hveder stammer helt tilbage fra 1686, hvor man kombinerede flere helligdag dage i én, hvilket betød at alt havde lukket, selv bageren.

Derfor bagte bageren ekstra meget hvedebrød dagen inden, så det danske folk kunne få noget lækkert at spise på deres helligdag. Skikken har af uklare årsager rykket til dagen før. Traditionen med varme hveder er noget vi danskere i den grad holder ved lige. Bagerne og supermarkederne har travlt op til Store Bededag, men du kan sagtens også lave dem selv.

Opskrift på verdens bedste varme hveder

Tid: 30 minutter. Hævetid: I alt 90 minutter. Antal: 12 stk.
Det skal du bruge for at lave verdens bedste varme hveder
  • 50 g gær
  • ½ dl lunkent vand
  • 2 dl mælk
  • 1 æg
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • 50 g blødt smør
  • 100 g grahamsmel
  • Evt. 1 tsk. stødt kardemomme
  • Ca. 450 g hvedemel
  • Et firkantet ovnfad eller en bradepande, ca. 25 x 30 cm
  • Rørt smør: 75 g blødt smør

Sådan laver du verdens bedste hveder

  1. Opløs gæren i vandet i en stor røreskål.
  2. Tilsæt mælk, æg, salt, sukker, smør, grahamsmel, kardemomme og det meste af hvedemelet.
  3. Ælt dejen, og tilsæt løbende mere mel, til dejen er glat og blød og lige akkurat kan slippe fingrene. Det er ikke sikkert, du skal bruge alt melet.
  4. Lad dejen hæve tildækket i 45 minutter til ca. dobbelt størrelse.
  5. Del dejen i 12 lige store stykker, og form dem til boller.
  6. Gør bollerne flot runde på toppen ved at folde siderne af dejen ind under bollen. Bliv ved med at folde, til bollen er let spændt.
  7. Læg bollerne med sammenføjningerne nedad i et ovnfad eller en lille bradepande beklædt med bagepapir. Der skal være ca. 1½ cm mellem bollerne, så de kan hæve ind i hinanden. Lad dem hæve tildækket et lunt sted i ca. 45 minutter igen.
  8. Bag hvederne i en 225° varm ovn i 15-20 minutter, til de er lysebrune. Lad dem afkøle i fadet. Bryd forsigtigt bollerne fra hinanden, flæk dem, og rist dem på skærefladen på brødristeren eller under ovnens grill.
  9. Rørt smør: Pisk smørret luftigt med et piskeris i en skål. Anret smørret i en skål, og servér det til de varme hveder.

Traditionen tro skal hvederne først bages og dernæst ristes for at få den helt rigtige smag og sprødhed frem.