appelsin-trifli
DESSERTER & KAGER

Appelsin-trifli med kaffecreme

Denne appelsin-trifli er både sprød, blød og frisk, og så er den perfekt til kaffeelskere. Cremen smager nemlig af kaffe!

Ordet trifli stammer fra det engelske ord trifle, der betyder bagatel. En trifli består af dessertens hellige treenighed: sprødt, blødt og friskt. I desserten finder man nemlig både sprøde makroner, blød creme og frisk frugt.

I denne opskrift på appelsin-trifli er makronerne pyntet med appelsin, og cremen er med kaffesmag. Du kan dog helt selv vælge, hvilke friske bær eller frugter din trifli skal pyntes med, og hvad din creme skal smag af.

Den lækre dessert bliver traditionelt serveret i et glas, hvor man kan se de forskellige lag, men du kan også sagtens servere den dekorativt på en tallerken.

SE OGSÅ: Få flere ideer til desserter her!

Opskrift på appelsin-trifli med kaffecreme 

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave appelsin-trifli med kaffecreme

Makroner

  • 200 g mandler 
  • 200 g flormelis 
  • 2 æggehvider

Kaffecreme

  • 2 pasteuriserede æggeblommer 
  • 2 spsk. sukker
  • 1 spsk. instant kaffepulver
  • 2 spsk. Cointreau
  • 2½ dl piskefløde

Desuden

  • 2 appelsiner

Sådan laver du appelsin-trifli med kaffecreme

Makroner

  1. Sæt ovnen på 150°.
  2. Smut og mal mandlerne til mandelmel i en blender eller foodprocessor.
  3. Bland melet med flormelis, og rør det sammen med æggehviderne, indtil massen er ensartet og fast nok til at kunne sprøjtes ud igennem en sprøjtepose.
  4. Sprøjt massen ud på en bageplade med bagepapir i en størrelse på Ø 3 cm, og bag makronerne i ca. 15-20 minutter. 

Kaffecreme

  1. Pisk æggeblommer og sukker, til det skummer.
  2. Tilsæt instant kaffe og Cointreau, og rør det godt sammen.
  3. Pisk fløden til skum, og vend æggemassen i flødeskummet.
  4. Skær skrællen af de to appelsiner, og skær frugtkødet i tynde skiver.
  5. Knus makronerne, og læg dem lagvis med appelsinstykker og creme i et glas eller på en tallerken.
  6. Dæk med film, og lad triflien trække i køleskabet i mindst 30 minutter.
  7. Pynt eventuelt med lidt appelsin og en smule kaffe, og servér.

TIP! Du kan eksperimentere med 
styrken af alkohol i kaffecremen 
og bruge andre typer som 
fx Grand Marnier.

Prøv også disse lækre opskrifter på trifli:

rabarber-trifli

Rabarbertrifli

æble-trifli

Æbletrifli med rugbrødsrasp og gedeyoghurt

jordbær-trifli

Jordbærtrifli med red velvet cake