DESSERTER & KAGER

Citronkoldskål med grillet grapefrugt og hjemmelavede kammerjunkere

Koldskål er en perfekt sommerdessert, og denne udgave med citron, grillet grapefrugt og hjemmelavede kammerjunkere vil med garanti hitte derhjemme. Få opskriften her.

På varme sommerdage er det skønt at køle ned med en frisk sommerdessert.

Denne koldskål er krydret med citron, grillet grapefrugt og hjemmelavede kammerjunkere.

Koldskålen kan også krydres med kardemomme, vanilje, eller appelsin.

SE OGSÅ: Rabarbergrød med is, marengs og crumble

Opskrift på citronkoldskål med grillet grapefrugt og hjemmelavede kammerjunkere

Antal: 8 personer

Det skal du bruge for at lave citronkoldskål med grillet grapefrugt og hjemmelavede kammerjunkere

Koldskål:

  • 1 vaniljestang
  • 2 pasteuriserede æg
  • 4 spsk. sukker
  • 1 spsk. citronskal
  • 1 liter kærnemælk

Kammerjunkere:

  • 1 vaniljestang
  • 100 g sukker
  • 250 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 100 g stuetempereret smør
  • 1 æg
  • ½ dl mælk

Grillet grapefrugt:

  • ½ grapefrugt
  • 1 spsk. rørsukker
  • 4 spsk. flødeskum

Sådan laver du citronkoldskål med grillet grapefrugt og hjemmelavede kammerjunkere

Koldskål: 

  1. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud.
  2. Pisk vaniljekornene til en luftig æggesnaps sammen med æg og sukker.
  3. Skyl citronen, og riv skallen ned i æggesnapsen.
  4. Tilsæt kærnemælk under omrøring.
  5. Smag til med citronsaft.
  6. Sæt koldskålen koldt indtil servering.

Kammerjunkere:

  1. Skrab kornene ud af vaniljestangen, og rør dem sammen med sukkeret.
  2. Tilsæt mel og bagepulver, og bland det godt sammen.
  3. Smuldr smørret i, og ælt det sammen. Ælt æg og til sidst mælk i.
  4. Læg dejen mellem 2 stykker bagepapir, og rul den ud til en plade med en tykkelse på ca. 2 cm.
  5. Sæt den udrullede dej med bagepapir på begge sider på køl i mindst 1 time.
  6. Udstik dejen i cirkler, Ø ca. 3 cm og bag kammerjunkerne på bagepapir ved 175° i maks. 10 minutter.
  7. Afkøl dem let, og halvér med en savtakket kniv.
  8. Bag de halverede kammerjunkere videre ved 100° i yderligere 45 minutter, til de er sprøde.
  9. Afkøl inden servering.
  10. Kammerjunkerne kan opbevares i en kagedåse i op til en uge.

Grillet grapefrugt:

  1. Skær halvdelen af grapefrugten i skiver på ½ cm.
  2. Skær de naturlige trekanter ud af skiverne, og fjern skallen.
  3. Læg skiverne i et ovnfast fad med bagepapir, drys med rørsukker, og bag dem under grillen i ovnen i et par minutter, til sukkeret karamelliserer.
  4. Pisk lidt fløde til skum.

Servering: Servér hver skål koldskål med kammerjunkere, lidt flødeskum og grillet grapefrugt.

SE OGSÅ: Citrontærte med marengs