DESSERTER & KAGER

Frisk og cremet koldskål-kage

Sommerens bedste kage er den her koldskål-kage med frisk koldskål-mousse, knasende kiksebund og de smukkeste syrener.

Ingen dansk sommer uden koldskål! Det er tradition at spise koldskål om sommeren, og den føste portion skal selvfølgelig nydes i en skål, med en ske og med kammerjunkere. Men før eller siden går du på jagt efter nye måder at tilberede og nyde koldskål, og det er her, vores ultimative koldskål-kage kommer ind i billedet. Den har samme friske, cremede og sommerlige smag, som du kender fra klassisk koldskål, men den her udgave er en kage med knasende kiksebund og de smukkeste syrener på toppen. Den vil unægteligt se lidt mere festlig ud på et sommerbord end en stor skål med koldskål toppet med kammerjunkere. Derfor er vi vilde med den her kage!  
 
Prøv også:

 

Opskrift på koldskål-kage med lime og syren

6-8 personer
 
Havrekiksebund:
  • 150 g havrekiks
  • 75 g smør
Koldskål-mousse med lime:
  • 5 blade husblas
  • saft fra 2 lime
  • 75 g sukker
  • korn fra 1 vaniljestang
  • 200 ml piskefløde
  • 200 ml kærnemælk
Pynt:
  • Syrener​

Sådan laver du en koldskål-kage: 

  1. Havrekiksebund: Hæld kiksene i en blender, og blend dem til krummer. Smelt smørret, og rør det i kiksekrummerne. Placér en mousse-ring (18 cm i diameter. Find den fx her!) på et skærebræt beklædt med bagepapir, og fordél kiksemassen i den. Tryk den godt sammen med fingrene, og sæt den i køleskabet.
  2. Koldskål-mousse: Udblød husblassen i koldt vand. Kog limesaft, sukker og vaniljekorn op i en gryde, og tag den af varmen. Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme limesaft. Lad saften køle af, så den er håndvarm. Hæld kærnemælken i en skål, og hæld den afkølede limesaft i kærnemælken i en tynd stråle, mens du rører. Pisk fløden til let skum, og vend den forsigtigt i kærnemælken. Placér en mousse-ring (16 cm i diameter) på et skærebræt med film i bunden. Fordel moussen i ringen, og sæt den i fryseren 3-4 timer eller natten over. Placér forsigtigt moussen på kiksebunden, og lad kagen tø op i køleskabet.
  3. Pynt: Pynt koldskål-kagen med syrener og servér.
 

Se flere lækkerier med koldskål her

Alle der elsker koldskål skal kigge med i vores galleri, hvor vi har samlet de bedste opskrifter på lækkerier med koldskål. 

6 opskrifter med koldskål

Læs mere om: