DESSERTER & KAGER

Koldskålskage med kammerjunkebund

Den klassiske koldskål kan tvistes og få karakter af en helt ny sommerdessert. Server den højtelskede koldskål som en islagkage med en sprød bund af kammerjunkere.

Vi danskere elsker koldskål og kølige sommerdesserter, så med koldskål i form af islagkage bliver det ikke meget bedre. Under den forfriskende koldskålsis med et strejf af citron gemmer sig en knasende kammerjunkebund og et lag mørk chokolade.

Server også koldskål som en forfriskende skum - få opskriften her!

Server din koldskålsislagkage som en forfriskende sommerdessert, der fremstår fra sin bedste side med sommersmag og søde jordbær. Du finder opskriften på koldskåls-islagkage her:
 

Det skal du bruge til koldskålsislagkage

6 personer

Kammerjunkebund:
200 g kammerjunkere
75 g smør
50 g mørk chokolade

Koldskålsis:
3½ dl kærnemælk
1¾ dl fløde
170 g sukker
korn fra 1½ vaniljestang
saften fra 1 citron

Pynt:
1 bakke friske jordbær
Flormelis

Prøv også opskriften: Sådan laver du regnbueis selv!
 

Sådan laver du koldskålsislagkage

Kammerjunkebund: Hæld kammerjunkerne i en frysepose, og knus dem til fine krummer med en kagerulle. Hæld krummerne i en skål. Smelt smørret, og bland det i krummerne. Fordel massen i bunden af en springform på 18 cm i diameter, og tryk den godt sammen. Stil den i køleskabet et øjeblik. Smelt chokoladen i en skål over vandbad. Smør den ud i et tyndt lag på den afkølede bund, og sæt formen tilbage i køleskabet.

Koldskålsis: Bland alle ingredienser sammen, og kør massen på ismaskine. Fordel den færdige is i formen oven på chokoladelaget, og stil den i fryseren natten over.
Tip: Hvis du ikke har en ismaskine, skal du røre i ismassen ca. hver halve time under indfrysning. Isen vil dog ikke få helt så cremet konsistens som med ismaskine.

Anretning: Nip jordbærrene, og skær dem i tynde skiver. Fordel dem på islagkagen, og drys med flormelis lige inden servering.

Find flere lækre desserter her: 10 italienske desserter

Find flere opskrifter på lækre sommerkager herunder:


 

Læs mere om: