Dessert med lemoncurd
DESSERTER & KAGER

Lækker dessert med lemoncurd

Hvis du er vild med lemoncurd, så skal du smage den her dessert, hvor den søde lemoncurd møder sure ribs.

Når surt møder syrligt, opstår der sød musik, og denne dessert er den perfekte blanding af søde, syrlige og sure smagsindtryk. Makronbunden er dejlig knasende og sød, lemoncurden er blød og syrlig, og ribsene er det friske indslag. Det allerbedste er imidlertid, at desserten er lynhurtig at lave - hvis man ikke indregner ventetiden - og meget svær at komme galt afsted med. 
Psst ... prøv at servere den for familie eller gæster som feriemorgenmadsdessert. Det bliver ingen sure over.

Opskrift på lemoncurd med ribs

6 glas
Det skal du bruge til lemoncurd med ribs:
  • 125 g makroner
  • 60 g smeltet smør
Fyld:
  • 40 g blødt smør
  • 2 hele æg
  • 75 g sukker
  • 1 økologisk citron
Pynt:
  • 100 g ribs

Læs også: Tærte med lækker lemoncurd

Sådan laver du lemoncurd med ribs: 
  1. Blend makronerne i en foodprocessor, og hæld derefter de raspede makroner i en skål med det smeltede smør, og rør godt. Fordel makronmassen på bunden af 6 glas, og stil dem i køleskabet.
  2. Fyld: Smelt smørret til citroncremen i en gryde ved svag varme. Tilsæt æg, sukker, saften fra citronen og den fintrevne skal. Skru op for varmen, og pisk godt, indtil cremen koger op. Tag gryden af blusset, og hæld indholdet i en skål. Fortsæt med at piske indimellem, indtil det er helt afkølet.
  3. Tag glassene ud, og fordel citroncremen på makronbunden i alle 6 glas.
  4. Stil dem i køleskabet mindst 4 timer. Pynt med friske ribs, og servér.

Læs mere om: