Opskrift på basilikum-is
DESSERTER & KAGER

Lav forfriskende basilikum-is

Giv den klassiske flødeis et friskt pust med frisk basilikum fra haven. Resultatet er en blød og velsmagende basilikum-is.

Basilikum bliver kaldt kongen af krydderurter, og den er blandt verdens ældste og mest populære krydderurter. Basilikums aromatiske smag har fået den til at brede sig fra  middelhavsområdet til sydøstasien. I dag kender næsten alle smagen af frisk basilikum - men de færreste har fået den serveret som is. 

For at forny brugen af basilikum har vi lavet denne skønne opskrift på blød basilikum-is. Du kan selv regulere, hvor kraftigt en smag du ønsker, at isen skal have. Lad blot ismassen trække i køleskabet, indtil isen har fået den smag du ønsker.

SE OGSÅ: Hjemmelavet vaniljeis - Også uden maskine 

Opskrift på basilikum-is

Antal: 6 personer

Det skal du bruge til basilikum-is:

  • 5 pasteuriserede æggeblommer
  • 175 g sukker
  • 1 stang vanilje
  • ½ l sødmælk
  • 2½ l piskefløde
  • 1 knivspids salt
  • 50 g basilikumblade

Sådan laver du basilikum-is:

  1. Pisk æggeblommer og sukker, indtil blandingen har en lysegul farve og er så tyk, at den falder fra piskeriset i tykke klatter.
  2. Flæk vaniljen, og skrab kornene ned i en gryde sammen med stangen, mælken og fløden.
  3. Kog mælkeblandingen op, og fjern gryden fra varmen, straks blandingen når kogepunktet.
  4. Hæld mælkeblandingen lidt ad gangen i æggeblandingen under konstant piskning.
  5. Hæld iscremen tilbage i gryden, og lad den legere og tykne under omrøring over svag varme, til den rammer maximalt 85°.
  6. Tag den straks af varmen, og hæld den gennem en sigte over i en skål. Rør lejlighedsvis, indtil cremen er kold.
  7. Tag lidt af cremen, og blend den sammen med basilikumbladene.
  8. Rør det sammen med resten af cremen. Lad blandingen trække natten over i køleskabet.
  9. Tag cremen ud, og frys isen i fryseren eller i en ismaskine.

TIP! Tag den ud 20 minutter før servering.

SE OGSÅ: Nøddeparfait med peanutbutter 

Læs mere om: