Marcel-chokoladekage
DESSERTER & KAGER

Marcel-chokoladekage med abrikoser

En noget nær perfekt sammensmeltning af chokoladekage og chokolademousse. Server kagen med syltede abrikoser eller spis den, som den er.

Vi har rusket lidt op i den traditionelle lagkage og lavet en kage, der vil fryde alle, der synes, det er svært at vælge mellem chokoladekage og chokolademousse! Det er ikke en kage i klassisk forstand, da du ikke skal bruge mel. Det er nærmere en frossen chokolademousse, der er tale om. Kun halvdelen af kagen bages, og resten smøres ud over som en blød mousse. 
Et godt tip - undgå krummer i cremen: Når du dækker en kage eller lagkage med creme, så dæk den først med et tyndt lag creme. Stil den på køl i ca. 30 min., og dæk den så med et nyt lag creme. Så undgår du kagesmulder i cremen, og den holder det første lag på plads.

Marcel-chokoladekage med syltede abrikoser

10-12 personer
Det skal du bruge til marcel-chokoladekage:
  • 200 g mørk chokolade 70 %
  • 200 g smør
  • 6 pasteuriserede æggeblommer (3 bægre)
  • 200 g flormelis
  • 6 pasteuriserede æggehvider (4 bægre)
Vaniljesyltede abrikoser: 
  • 3 dl vand
  • 1 dl rørsukker
  • ½ stang vanilje 
  • 400 g friske abrikoser
Pynt:
  • mørk chokolade

Prøv også: Chokoladekage med Baileys

Sådan laver du marcel-chokoladekage

  1. Smelt chokolade og smør over et vandbad.
  2. Pisk æggeblommerne hvide med flormelis, og vend dem ned i chokolademassen. Pisk æggehviderne stive, og vend også dem ned i chokolademassen. 
  3. Tag halvdelen af kagemassen fra, og gem den i en skål på køl. Hæld resten af dejen i en rund springform, 20 cm i diameter, der er smurt med smør og drysset med sukker.
  4. Bag kagen i en 170° varm ovn i ca. 20-25 min.
  5. Lad kagen afkøle (den falder sammen i midten, men så er der plads til mousse), og fordel den kolde mousse over kagen. 
  6. Pynt med høvlet chokolade, og server kagen med de syltede abrikoser.
Syltede abrikoser:
  1. Kog vandet op med sukker, vaniljekorn og vaniljestang. Lad det koge, til sukkeret er opløst og har konsistens som tyktflydende sirup.
  2. Tag lagen fra varmen, og fjern vaniljebælgen. Flå abrikoserne, og del dem i halve. Giv dem et hurtigt opkog i lagen, og afkøl dem. 

Prøv også: Chokoladekage uden mel