DESSERTER & KAGER

Nøddetærte med karamel

Det er svært at blive træt af søde desserttærter, for fyldet kan varieres i en lang uendelighed. Her får du opskriften på en dejlig tung tærte med knasende nøddefyld og søde karamel på toppen.

Er du glad for tærter, har du sikkert allerede prøvet de gængse varianter med havens æbler, pærer og søde bær, og dem bliver vi heller ikke trætte af. Men mens vi venter på, at sommeren melder sin ankomst og bærrene modnes, nyder vi et sprødt alternativ, som sagtens kan konkurrere med sommerens søde frugttærter. 

Denne robuste tærte er fyldt med sprøde nødder og ligger tungt og godt i maven. Servér den helst afkølet med en god kop kaffe, for dér smager den allerbedst!

Læs også: Frisk cheesecake med solbær

Nøddetærte med karamel

Tid: 40 minutter. Hviletid, dej: Mindst 1 time. Bagetid: 15-25 minutter. Antal: 3-4 små tærter

Det skal du bruge til nøddetærte:

Mørdej:

  • 125 g hvedemel
  • ½ tsk vaniljesukker
  • 1 knivspids bagepulver
  • 85 g koldt smør
  • 50 g lyst rørsukker
  • ½ æg
  • ¼ spsk vand
  • en stor tærteform eller 3-4 portionsforme
  • lidt smør til formene

Inspiration: Pekantærte

Fyld:

  • 1 dl ahornsirup
  • 150 g light-brown muscovadosukker
  • 50 g smør
  • ½ dl piskefløde
  • skal af 1-2 appelsiner, limefrugter eller citroner, usprøjtede
  • 250 g blandede nødder, f.eks. pekannødder, valnødder, hasselnødder og mandler
  • 1 spsk hvedemel

FÅ INSPIRATION TIL SØDE SAGER OG GODE GÆSTEMENUER MED MAD & BOLIG

Sådan laver du nøddetærte:

  1. Mørdej: Tænd ovnen på 180°. Sigt mel, vaniljesukker og bagepulver i en skål. Hak det kolde smør, og smuldr det i melet (nemt i en food-processor). Pisk sukker, æg og vand sammen med en elpisker. Hæld det i dejen, og saml den hurtigt (er lidt klistret nu). Læg den i køleskabet i mindst 1 time, gerne længere.
  2. Fyld: Varm sirup, sukker, smør og fløde op i en gryde, til det er helt smeltet. Riv skallen af citrusfrugterne fint. Vend nødder og citrusskal i gryden. Sigt melet ud over, og vend det rundt. Sluk for varmen.
  3. Rul dejen ud på et melet bord, og beklæd de smurte forme med den. Skær kanterne til. Fordel fyldet i formene. Bag kagerne på næstnederste rille i ovnen i 15-25 minutter efter størrelse. Kanterne skal være lysebrune. Læg evt. bagepapir løst over tærterne, hvis nødderne bliver for mørke. Lad tærterne køle lidt af i formen, inden de løftes ud. Pas på: Fyldet er meget varmt (som karamel). Kagerne er bedst helt kolde, og gerne dagen efter.

Tip! Tærten er nemmest at bage, hvis du har en tærteform med løs bund, da fyldet godt kan klistre fast. Bruger du en porcelænsform, bør du beregne bagetiden lidt længere.