Opskrift på marcipanhorn fra emmerys
DESSERTER & KAGER

Opskrift på emmerys marcipanhorn

Opgrader din morgenmad og server friskbagte marcipanhorn. Her får du opskriften på emmerys smagfulde marcipanhorn, som du selv kan lave.

Drop søndagsturen til bageren og fremtryl i stedet dine egne hjemmebagte marcipanhorn, som både kan nydes ved morgenbordet og når det hele bare skal være lidt ekstra godt. Emmerys marcipanhorn er et stort sælgende smagshit. Her får du hemmeligheden bag, så du selv kan trylle de lækre marcipanhorn frem i køkkenet! Har du marcipanhorn tilovers, efter du har serveret dem, kan du sagtens fryse dem ned og nyde dem en anden gang.
Server emmerys marcipanhorn til din brunch - find flere opskrifter til brunch her!

Opskrift på emmerys marcipanhorn
32 horn

Det skal du bruge til emmerys marcipanhorn:

  • 60 g gær
  • 3½ dl kold mælk
  • 800 g hvedemel
  • 15 g salt
  • 75 g rørsukker
  • 3 æg
  • 500 g blødt saltet smør

Fyld:

  • 100 g marcipan
  • 100 g rørsukker
  • 100 g blødt saltet smør
  • 300 g hindbærmarmelade eller anden god marmelade

Pensling og pynt:

  • 1 æg
  • 100 g mandler, hakkede
  • lidt rørsukker

Vild med marcipanhorn? Prøv også opskriften på hjemmelavede kanelsnurrer!
 

Sådan laver du emmerys marcipanhorn:

  1. Rør gæren ud i mælken. Tilsæt hvedemel, salt og rørsukker, og rør æggene i dejen. Tilsæt til sidste smørret, og ælt det godt ind i dejen. Sæt dejen på køl i 3 timer.
  2. Fyld til marcipanhorn: Rør eller ælt marcipan og rørsukker godt sammen. Tilsæt smørret lidt efter lidt, og rør godt, til der ikke er klumper i massen. Vend til sidste hindbærmarmeladen i marcipanmassen.
  3. Vend dejen ud på et meldrysset bord, og rul den ud til en plade på 45 x 90 cm med en tykkelse på 3 mm. Del dejen med en kniv på midten, så du har to baner på 22½ x 90 cm. Del hver bare i 16 aflange trekanter.
  4. Kom marcipan-hindbærmassen i en sprøjtepose, og fordel den på de 32 dejtrekanter. Rul dem sammen til horn fra den brede ende, og læg dem på bageplader med bagepapir. Lad dem hæve i ca. 2 timer ved stuetemperatur.
  5. Pensl dine marcipanhorn med sammenpisket æg, og drys dem med hakkede mandler og lidt rørsukker.
  6. Bag dine marcipanhorn ved 200 grader i 12-15 minutter. Flyt dem over på en bagerist, og lad dem køle af, inden du serverer dem.

Tip! Tilsæt evt. 1 spsk. majsmel til fyldet for at sikre, at de ikke løber ud under bagningen.

Find flere lækre opskrifter på sødt hjemmebag i vores bogserie Det Søde Køkken!

Se med i galleriet herunder og bliv guidet til at lave marcipanhorn:

Opskriften på marcipanhorn stammer fra bogen "Den økologiske bager" af Nicolai Halken Skytte. Køb bogen her og få endnu flere smagfulde opskrifter!