DESSERTER & KAGER

Opskrift på flødekarameller med solbærblade

Der er god smag at hente i sensommerens råvarer, selv om det ikke er højsæson længere. Prøv fx denne opskrift på flødekarameller med solbærblade, som stadig afgiver masser af god smag.

Selvom det ikke er højsæson for solbær længere, kan solbærrets blade stadig afgive en masse god smag.

Flødekarameller smager fantastisk, og disse lavet på dobbeltfløde og solbærblade har en endnu fyldigere smag. Er du ikke til solbær, kan bladene selvfølgelig også udelades. 

TIP! Tjek, om karamellen er kogt færdig ved at lade en dråbe af den varme karamel falde ned i et glas iskoldt vand. Den fasthed, karamellen får i vandglasset, svarer til den fasthed, den endelige karamel får. 

PRØV OGSÅ: Fortryllende macarons

Opskrift på flødekarameller med solbærblade

Antal: Ca. 40 stk.

Det skal du bruge for at lave flødekarameller med solbærblade

  • 100 g sødmælk
  • 200 g dobbeltfløde
  • 60 g sukker
  • 7-8 solbærblade
  • 40 g honning
  • 10 g usaltet smør

Sådan laver du flødekarameller med solbærblade

  1. Varm sødmælk, dobbeltfløde og sukker op ved svag varme, til sukkeret er helt opløst. Fjern panden fra varmen.
  2. Riv solbærbladene i mindre stykker, og vend dem i den varme masse.
  3. Lad det trække på køl mindst et par timer.
  4. Passér den kolde sukkermasse gennem en sigte, og kog den op sammen med honning og smør ved middel varme under omrøring, til den når 115°.
  5. Beklæd en bageform på 12 x 15 cm med bagepapir, og fordel karamellen i.
  6. Lad karamellen sætte sig.
  7. Hvis karamellen er for blød, så sæt den på køl, før du skærer den ud.

Servering: Pak karamellerne ind i madpapir, og opbevar dem tørt og køligt.

PRØV OGSÅ: Frossen yoghurt-bark med bær