DESSERTER & KAGER

Panna cotta med bær i vin og Fanø-honning

Mad & Boligs madskribent Marie Melchior har plukket af Fanøs gode råvarer

(4 personer)
¾ dl mælk
2 stænger vanilje
revet skal af 1 usprøjtet citron
3¾ dl piskefløde
2 blade husblas
70 g flormelis

Hæld mælken i en lille gryde. Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud. Bland vaniljekorn, de tomme vaniljestænger og fintrevet citronskal i mælken.
Tilsæt halvdelen af piskefløden og lad grydens indhold simre ved svag varme i 10 min. til væsken er reduceret med ca. en tredjedel.
Læg husblassen i en skål med koldt vand i 5 min. Læg den udblødte husblas med det vand, som hænger ved, i den varme flødeblanding og rør indtil husblassen opløses.
Lad flødeblandingen køle af og rør jævnligt i den undervejs. Når den begynder at tykne efter ca. 10-15 min., vend da flormelis og resten af piskefløden i.
Hæld flødeblandingen i 4 små kopper eller skåle og sæt dem i køleskabet i mindst 3 timer.

Bær med vin og honning

400 g blandede bær
2 dl rosévin
50 g rørsukker
1 spsk Fanø-lynghonning
1 bdt. mynte

Pil og rengør bærrene og læg dem i en skål. Kog rosévinen op i en lille kasserolle med sukker og honning. Lad det småkoge i 20-25 min. til konsistensen er sirupsagtig. Hæld siruppen over bærrene og lad dem marinere i nogle timer. Lige før servering hakkes mynte udover.
Server panna cottaen med bærrene i vin og honning.

Se Marie Melchiors sommermenu fra Fanø

Læs mere om: