DESSERTER & KAGER

Passionskoldskål med pistaciecrunch

Pift din koldskål op og gør den mere spændende ved at tilføje passionsfrugt og pistacie.

Den klassiske koldskål behøver man ikke at pille ved. Men derfor kan man jo godt bruge den som udgangspunkt for en mere eksotisk version med passion og pistacie.

Læs med her, og få opskriften på en fantastisk koldskål med et twist.

Passionskoldskål med pistaciecrunch

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave passionskoldskål med pistaciecrunch

  • 4 æggeblommer
  • 3 spsk. sukker
  • 1 tsk. stødt gurkemeje
  • 1 vaniljestang
  • 4 passionsfrugter
  • 7 dl kærnemælk
  • 6 dl tykmælk
  • 1 usprøjtet limefrugt

PISTACIECRUNCH:

  • 100 g usaltede pistacienøddekerner
  • 100 g hvedemel
  • 100 g havregryn
  • 3 spsk. sukker
  • 125 g smør
  • 1 æg

Sådan laver du passionskoldskål med pistaciecrunch

  1. Pisk æggeblommer, sukker, gurkemeje og vaniljekorn sammen til en luftig masse med en elpisker.
  2. Halvér passionsfrugterne, og skrab frugtkødet ned i en minihakker.
  3. Blend det godt.
  4. Hæld det igennem en sigte ned i skålen til den piskede æggemasse, og fold det forsigtigt sammen med en dejskraber.
  5. Rør kærnemælk og tykmælk i.
  6. Smag til med limesaft og fintrevet limeskal.

PISTACIECRUNCH:

  1. Tænd ovnen på 200°.
  2. Hak pistacienødder groft.
  3. Bland hvedemel sammen med de hakkede pistacienødder, havregryn og sukker.
  4. Smuldr smørret godt ind i melblandingen med fingrene.
  5. Saml dejen med 1 æg.
  6. Smuldr dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag den i ovnen i ca. 12 minutter, til den er gylden.
  7. Server koldskålen med pistaciecrunch og evt. frisk passionsfrugt på toppen.

TIP! Erstat pistaciecrunchen med en god mysli, hvis tiden er knap.

SE OGSÅ: Prøv den ultimative koldskål-kage