DESSERTER & KAGER

Rabarbergrød med brændt marengs

Den perfekte rabarbergrød - med lidt ekstra luksus i form af brændt marengs og karameliseret kærnemælk. Den ultimative sommerdessert.

Man kan ikke sige rabarber uden også at sige grød. De to ting hører uløseligt sammen.

Hvis man skal servere en dessert om sommeren, er rabarbergrød oplagt. Rabarberen er nemlig i sæson fra foråret til sent på sommeren, og derfor kan du få friske, velsmagende bundte af rabarber i butikkerne.

Du kan også dyrke rabarber i din egen have. Har du en kompostbunke, så placér gerne planten tæt på komposten, da rabarber sætter pris på jord med masser af næring.

Rabarbergrød på gourmet-måden

Den her rabarbergrød er en opgraderet version med brændt marengs og karameliseret kærnemælk, der er med til at give grøden et syrligt indspark.

Når du skal brænde marengsen, kan du bruge en brænder ligesom ved creme brulé. Den skal have en let brun farve. Servér desserten med det samme, så marengsen stadig er lidt lun. Det giver en god kontrast til den kolde, friske rabarbergrød. 

SE OGSÅ:  Prøv også denne version af rabarbergrød med vaniljeis og crumble

Opskrift på rabarbergrød med brændt marengs

Antal: 4 personer

Sådan laver du rabarbergrød med brændt marengs

Rabarbergrød:

  • 500 g rabarber
  • 5 dl vand
  • 150 g sukker
  • 1-2 spsk. Maizena
  • 1 håndfuld rød skovsyre til pynt

Karamelliseret kærnemælk:

  • 3 dl kærnemælk

Marengs:

  • 1 æggehvide
  • 50 g flormelis

​Sådan laver du rabarbergrød med brændt marengs

 
Rabarbergrød:
  1. Skær rabarberne ud i små stykker, og kom dem op i en gryde sammen med vand og sukker. Bring gryden i kog, og lad rabarberne koge i ca. 10 minutter, til de er møre og kogt godt ud til grød.
  2. Rør Maizena op i lidt vand, og kom det ned i grøden. Lad grøden koge igennem, så den tykner lidt.
  3. Tag rabarbergrøden af varmen, og kom den op i en skål. Sæt den i køleskabet, til den er helt kold. 

Karamelliseret kærnemælk:

  1. Kom kærnemælken op i en gryde, og bring den i kog. Lad den koge på svag varme i 15-20 minutter under grundig omrøring, så mælkefedtet begynder at karamellisere dog uden at brænde helt på.
  2. Tag gryden af varmen, når der er kommet små, karamelliserede stykker på bunden.
  3. Tag kærnemælksstykkerne op af gryden, og lad dem køle af. 

Marengs:

  1. Pisk æggehviden til helt hvidt og fast skum.
  2. Tilsæt flormelis lidt ad gangen, til du får en fast og stabil marengs. 
  3. Kom marengs op i en sprøjtepose, og klip et lille hul. Anret grøden i dybe tallerkener, og lav små toppe af marengs ovenpå.
  4. Brænd marengstoppene med en lille brænder, så de bliver gyldne og let brændte på toppen.
  5. Drys med karamelliseret kærnemælk imellem marengstoppene, og pynt med rød skovsyre. Servér straks.