DESSERTER & KAGER

Saftige muffins med bær

Selvom det skal være sødt, behøver det ikke være udelukkende syndigt! Disse muffins med bær mætter godt, og de syrlige bær giver dig vitaminer og masser af smag.

Muffins er og bliver et af de største kagehit, fordi de er så praktiske. De er nemme at transportere, man skal ikke bruge en kniv, og de kan fryses - og optøs - separat, så man kan have et lille lager liggende, og kun tage dem op af fryseren man skal bruge. Disse muffins er ovenikøbet dejligt mættende pga. speltflager og fuldkornsmejsmel - perfekte til den lille sult midt på eftermiddagen!

Grove muffins med bær

Antal: 10-12 stk.

Se også: opskrifter på muffins med rabarber

Ingredienser til grove muffins med bær:

  • 1 dl lunet mælk
  • 1½ dl (65 g) speltflager
  • 220 g fint hvedemel (Find det fx her!)
  • 1 dl (65 g) fuldkornsmajsmel (Find det fx her!)
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. natron
  • 2 æg 
  • 1 dl lyst rørsukker
  • 1 dl mørkt eller lyst muscovadosukker (Find det fx her!)
  • 1 tsk. kanel
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 dl neutral olie (x solsikkeolie)
  • 1 spsk. revet appelsinskal
  • ½ dl appelsinsaft
  • ca. 3 dl frosne eller friske bær (f.eks. blåbær og hindbær)

PYNT:

  • glasur eller flormelis

Prøv også: Den bedste opskrift på jordbær-sorbet

Sådan laver du grove muffins med bær:

  1. Lun mælken. Hæld den over speltflagerne, og lad dem stå i blød i ½ time.
  2. Bland de to slags mel med bagepulver og natron. Pisk æggene godt sammen med de to slags sukker, kanel og vaniljesukker med en elpisker i en skål for sig.
  3. Pisk olie og appelsinskal og -saft i. Vend speltflagerne (inkl. væde) i, og derefter melblandingen. Kom til sidst de frosne eller friske bær i.
  4. Fyld dejen i muffinforme med papir- eller silikoneforme indeni. Fyld kun knap til kanten.
  5. Bag dem midt i en 200° varm ovn i 20-25 minutter. De skal kun akkurat føles faste og ikke bages for længe.
  6. Lad dem køle helt af, og pynt med lyserød glasur eller fint drys af flormelis. Kan fryses uden pynt.

Tip: Bag dine muffins med både flager og majsmel, så får dejen en fint sød og nøddeagtig smag. Kom godt med friske eller frosne bær i, det giver saftige kager. Lad dig ikke afskrække af farven på dejen, den bliver nærmest blålig af de frosne blåbær. Det sker ikke med de friske.