Find flere lækre opskrifter her:

DESSERTER & KAGER

Tærte med bagte pærer

Server en lækkerhed af en tærte bestående af bagte pærer, kondenseret mælk og vaniljeis. Du finder tærte-opskriften her!

Tærten er højtelsket hos alle, og sensommerens frugter kan nemt bruges i en skøn tærte, som vil glæde alle kage-elskere. Herunder finder du opskriften på en skøn tærte med bagte pærer.

Læs også: 3 sylteopskrifter til sensommeren

Tærte med bagte pærer

4 personer
1 ds. kondenseret mælk
6 pærer
2 spsk sukker
2 dl sød fransk vin, fx Muscat
½ l god vaniljeis

Mørdej:
100 g smør
200 g hvedemel
100 g sukker
1 æg

Prøv også opskriften: Hindbærsnitter - opskrift på en klassiker

Fremgangsmåde:

Hæld den kondenserede mælk i en lille tykbundet gryde, lad den simre på lav varme, indtil den når en cremet og lysebrun konsistens, og cremen sidder fast på bagsiden af en grydeske. Køl karamellen ned.

Mørdej: Skær smørret i terninger, og ælt det sammen med melet. Tilsæt sukker og æg, og ælt det hele sammen til en smidig dej. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i 2 timer. Rul dejen ud med en kagerulle på et meldrysset bord. Stik dejen ud i rondeller, 10 cm i diameter, eller i en anden form. Læg dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. Prik dejen med en gaffel, og stil den på køl i ca. 1 time.

Bag tærtebundene ved 185° i ca. 12-15 min., indtil de er gyldne og sprøde.

Prøv også opskriften: Lækre karamelsnitter med chokolade

Bagte pærer: Halver pærerne, fjern kernehusene, og læg de halve pærer i en bradepande med bagepapir. Drys dem med sukker og sød vin, dæk til med stanniol, og bag ved 185° i ca. 35 min., indtil pærerne er møre. Lad dem køle af.

Anret de sprøde bunde med kondenseret mælk, bagte pærer og vaniljeis.

Læs mere om: