vanilje panna cotta
DESSERTER & KAGER

Vanilje-panna cotta med ovnbagt pære

Den klassiske panna cotta er altid en sikker vinder. Overrask dine gæster med en udgave med ovnbagte pære og ristede mandler.

Panna cottaens oprindelse er stadig uvis, og historier om den er der mange af.

Nogle mener, at desserten stammer fra det nordlige Italien, eller at det var en ungarsk kvinde, som fandt på opskriften i begyndelsen af 1900-tallet.

LÆS OGSÅ: Panna cotta med kardemomme og mango

Opskrift på vanilje-panna cotta med ovnbagt pære og ristede mandler

Antal: 6 personer

Det skal du bruge for at lave vanilje-panna cotta med ovnbagt pære og ristede mandler 

Vanilje-pana cotta:
  • 3 vaniljestænger
  • 5 dl piskefløde
  • 75 g flormelis
  • 2 spsk. grappa
  • 1½ dl æggehvider
  • 6 ramekiner
Ovnbagte pærer:
  • 3 pærer
  • 2 spsk. smør
  • 2 spsk. sukker
  • Til servering:
  • 50 g smuttede mandler
  • 1 tsk. honning
  • 1 håndfuld rød skovsyre

Sådan laver du vanilje-panna cotta med ovnbagt pære og ristede mandler 

Vanilje-panna cotta

  1. Flæk vaniljestængerne, og skrab kornene ud.
  2. Læg både vaniljestænger og -korn i en gryde med fløde og sukker.
  3. Varm fløden op under omrøring, indtil sukkeret er helt opløst, men uden at blandingen koger.
  4. Sæt til side og hæld blandingen igennem en si.
  5. Tilsæt grappa – husk at smage til – og afkøl helt.
  6. Bland æggehviderne og den afkølede flødeblanding, indtil blandingen er homogen.
  7. Sæt 6 ramekiner i en bradepande, og hæld kogende vand i bradepanden halvvejs op ad ramekinernes sider.
  8. Fordel panna cotta-cremen i ramekinerne.
  9. Bag panna cottaerne i bradepanden i 30 til 40 minutter ved 140°, eller indtil de har opnået en temperatur på ca. 73°.
  10. Lad panna cottaerne afkøle lidt - dæk dem til, og sæt dem på køl, indtil de har sat sig.
  11. Tag panna cottaerne ud af køleskabet, og placér dem med bunden i vejret på en tallerken.
Ovnbagte pærer
  1. Halvér pærerne, og tag kernehuset ud.
  2. Smelt smørret. Pensl et ovnfad med smørret, og læg pærestykkerne deri.
  3. Bland sukkeret i det resterende smør.
  4. Pensl blandingen på pærerne.
  5. Bag pærerne i ca. ½ time ved 200°, indtil de er gyldne og møre.
Ved servering 
  1. Rist mandlerne, til de er gyldne, og hak dem.
  2. Pynt panna cottaerne med de ovnbagte pærer, mandler, et strejf honning og lidt skovsyre.
 
TIP! Panna cottaen her er lavet uden 
gelatine, der fremstilles af dyreben, og er derfor velegnet til vegetarer.