Frosé
DRIKKE

Frosé med jordbær

Den er frisk, festlig og frossen, og så smager den helt fantastisk! Få opskriften på den lækreste frosé med jordbær lige her.

Er du vild med rosé, og kan du godt lide frosne drikke, vil frosé med sikkerhed også være noget for dig.

Har du ikke allerede smagt den læskende drink, er det derfor kun på sin plads, at du gør det nu.

Frosé er egentlig en forkortelse for frozen rosé, der meget simpelt beskriver, at cocktailen i princippet bare er frossen rosé.

Frosé stammer fra New York

I USA er de som bekendt vilde med at lave mashups, hvor forskellige desserter eller søde sager bliver kombineret.

I cocktailverdenen er det populære fænomen endnu forholdsvis nyt, men der begynder lige så stille at dukke flere og flere mashups op.

I New York opdagede man, at rosé serveret som slush ice fungerer overraskende godt.

Frosé året rundt 

For mange er rosé lig med sommer, og den forfriskende drik bliver derfor ofte drukket i sommersolens stråler på terrassen eller serveret til sommerens mange festlige begivenheder.

Men hvorfor nøjes med at slubre den lækre drik i sig halvdelen af året, når den sagtens kan laves hele året.

Dine gæster vil med sikkerhed være ellevilde, hvis du diskede op med friske frosé til nytårsfesten.

Pift rosévinen op 

Frossen rosé er en meget enkel drink, så har du lyst, kan du godt peppe den op med andre ingredienser.

Denne opskrift, der stammer fra Eating Bird Food, indeholder frosne jordbær, der ikke alene er med til at give ekstra smag, men også sørger for, at cocktailen får en fin rosa farve og en lækker og cremet konsistens.

Appelsinjuicen bliver tilføjet for at gøre det lettere at blende alle ingredienserne til en ensartet masse.

Den ekstra rom eller vodka bliver kun tilsat med det formål at give cocktailen et ekstra pift af alkohol. 

Er du ikke i humør til ekstra sprut, kan du derfor sagtens undlade at tilføje den ekstra spiritus. 

Dropper du rommen i din frosé, kan du evt. bruge den til Dark 'n' Stormy.  

Opskrift på frosé med jordbær

Antal: 4 personer 

Det skal du bruge for at lave frosé med jordbær 

  • 1 flaske rosé (750 ml)
  • 10 frosne jordbær
  • 3 ounces jordbær, guava eller passionsfrugtrom eller vodka
  • ¼ kop appelsinjuice
  • 1 spsk honning 

Sådan laver du frosé med jordbær 

  1. Hæld rosé i to isterningebakker og frys dem i mindst 4-6 timer. 
  2. Tilsæt de frosne rosékuber, jordbær, rom, appelsinjuice og honning i en højdrevet blender.
  3. Blend indtil massen er helt glat. Hæld i glas og nyd det! 

TIP! For at være helt sikker på, at din frosé bliver gennemfrossen, er det en god idé at gå i gang dagen inden, så roséen kan fryse natten over. 

Frosé med jordbær 

Frosé med jordbær