Muslinger med hvidløg og persille
FISK & SKALDYR

Muslinger med hvidløg og persille

Prøv denne delikate ret med muslinger, hvidløg, persille og en god sjat sherry.

Muslinger er en ren delikatesse fra havet, som kan tilberedes på mange forskellige måder.

De gør sig godt i en cremet sauce eller i en suppe. Du kan også nyde dem i den belgiske klassiker Moules Frites, hvor blåmuslinger ligger på et bjerg af sprøde pommes frites og en dertilhørende fed mayonnaise.

Prøv også Timm Vladimirs dampede muslinger!

Du kan vælge at oste-gratinere dine muslinger eller marinere dem i olie, eddike og citron for at give dem ekstra smag.

Forskellige typer muslinger

Hjertemuslingen er almindelig langs Europas kyster, mens knivmuslingen trives bedst i meget salt vand og derfor ikke er lige så udbredt. Begge nyder godt af alkohol - altså at blive dampet i den.

Grundreglen med muslinger er, at de skal være lukkede, inden du tilbereder dem, og åbne bagefter. Ellers skal du smide dem ud, da de så ikke er friske.

Opskrift på muslinger med hvidløg og persille

Antal: 6 personer

Det skal du bruge for at lave muslinger med hvidløg og persille

  • 1 kg blandede muslinger (hjerte, venus, knivmusling)
  • 2 fed hvidløg
  • ½ dl olivenolie
  • 1 dl tør sherry
  • 1 bundt bredbladet persille
  • salt og friskkværnet peber

Sådan laver du muslinger med hvidløg og persille

  1. Skyl muslingerne grundigt igennem i koldt vand, så alt sand kommer ud. Gør det gerne ad flere omgange.
  2. Tjek for friskhed, og om de alle sammen er lukkede, ellers giv dem et let bank, og se, om de lukker sig eller skal smides ud.
  3. Sæt et ildfast fad ind i ildstedet, og varm det godt op.
  4. Kom hvidløg og olie op i fadet, tilsæt muslinger, og vend det hele godt rundt.
  5. Kom sherry ved, og lad muslingerne dampe/stege i sherryen og hvidløget et par minutter, indtil de alle sammen har åbnet sig.
  6. Skyl og hak persille, og kom det ned til muslingerne. Vend det hele godt rundt.
  7. Kassér de muslinger, der ikke åbner sig.
  8. Servér muslinger med det samme direkte fra fadet med et godt brød til at søbe væden op.

Prøv også disse 5 retter med muslinger...

5 med muslinger