Nem forret med fisk
FISK & SKALDYR

Nem forret med fisk

Lav ceviche med kuller og ha' en imponerende, velsmagende og nem forret med fisk klar på ingen tid. Opskrift her!

Vi har været på jagt efter en nem forret med fisk, som du kan servere, når du har kræsne eller sunde gæster, og vores søgen bragte os ceviche med kuller. Det er en uhyggelig nem forret, men det gør den hverken kedelig eller simpel i smagen. Forklaringen på, at ceviche med kuller er en nem forret, er, at fisken ikke skal tilberedes. Den skal blot marineres i en frisk citrusblanding og serveres sammen med knasende sprød hvidkål. Faktisk er det eneste indviklede ved retten, at du skal huske at fisk, som serveres rå eller meget lidt tilberedt, skal have været frosset ned ved -20° i et døgn før brug. Spørg din fiskehandler - han kan rådgive dig!

Her er opskriften på en nem forret med fisk

Ceviche med kuller

4 personer
  • 200 g kullerfilet uden skind og ben
  • 1 usprøjtet limefrugt
  • 1 usprøjtet citron
  • ¼ frisk rød chili uden kerner
  • 3 spsk. god olivenolie
  • 300 g hvidkål
  • 1 bundt koriander
  • lidt karse
  • salt og friskkværnet peber

​Prøv også: 6 lækre opskrifter med fisk

Sådan laver du en nem forret med fisk:

  1. Skær kullerfileterne i tynde skiver på ca. ½ cm. Riv skallen af limefrugt og citron fint, pres saften af begge frugter, og bland saft og skal i en skål. 
  2. Skær chilien i fine ringe, og rør chili, olivenolie, salt og peber sammen med citrusblandingen. Vend fisken i marinaden, og lad den trække i 5-10 minutter, eller indtil fisken begynder at blive hvid og tilberedt på overfladen.
  3. Skær hvidkålen ud i mindre stykker. Hak koriander groft. Bland begge dele med fisken, og vend grundigt rundt. Smag evt. til med lidt salt og friskkværnet peber, drys med karse, og servér straks som en lille forret eller mellemret med lidt godt brød til.

Find flere nemme forretter med fisk i galleriet...

15 fiskeforretter i forårets tegn