Torsk i parmaskinke med vagtelæg
FISK & SKALDYR

Torsk i parmaskinke med vagtelæg

Tilføj en lækker og let ret til din gæstemenu med denne opskrift på torsk i parmaskinke og vagtelæg. Den kan fungere som både forret og hovedret.

Nytårsmenuen kan nemt blive tung på grund af de mange forskellige retter og desserter. Tilføj derfor gerne en lettere ret bestående af torsk i parmaskinke, rødbeder og vagtelæg. Retten kan både fungere som hovedret og forret, men tilføj gerne kartofler, hvis den er ment som hovedret for en mere mættende følelse. Dine gæster vil med sikkerhed blive positivt overraskede over den utraditionelle kombi.

Prøv også: Torsk i ovn

Torsk i parmasvøb med bagte rødbeder og vagtelæg

4 personer 

Ingredienser til torsk i parmaskinke med vagtelæg:

  • 2 mellemstore rødbeder
  • 2 skiver rugbrød
  • Smør
  • 1 tsk mørk sirup
  • ½ kg torskerygfilet
  • Salt, peber
  • 2 skiver lufttørret skinke
  • 8 vagtelæg
  • 1 spsk citronsaft
  • Persille
  • Høvlet peberrod
  • Kørvel eller dild til pynt
  • Evt. kartofler, hvis retten er hovedret

Sådan laver du torsk i parmaskinke med vagtelæg:

  1. Rødbeder: Skrub rødbederne, pak dem i stanniol, og bag dem møre ved 175 grader – det tager ca. 1 time. Pil skindet af og skær dem i terninger.
  2. Rugbrød: Smør rugbrødet med et meget tyndt lag smør, og dryp med sirup. Rist det helt sprødt i ovnen, evt. samtidig med at rødbederne bages. Afkøl og findel det i en multihakker, til det ligner jord.
  3. Torsken: Del torskeryggen i fire lige store stykker. Halvér skinken på langs, pak et stykke omkring torsken, og krydr med salt og peber. Læg torsken i et ovnfast fad med lidt smør på toppen. Bag fisken i ovnen ved 225 grader i ca. 12 min.
  4. Vagtelæg: Kog vagtelæggene i 3 min., pil og halvér. Sautér rødbederne i smør i 3-4 min., tilsæt citronsaft og krydr med salt, og peber og drys med hakket persille.
  5. Servering: Læg torsken på tallerkener, drys med rugbrøds-»jord«, og anret halverede vagtelæg, rødbeder og peberrod. Pynt evt. med lidt kørvel eller dild.
Tip: Servér kartofler til, hvis retten er en hovedret.