OPSKRIFTER

Forret med brændt laks med sesam, æble og japansk mayo

Prøv denne forret med brændt laks, der i kombination med sesam, æble og japansk mayo, leder tankerne hen på sushi.

Opskrift på forret med brændt laks med sesam, æble og japansk mayonnaise

Antal: 4 personer

Det skal du bruge til forret med brændt laks med sesam, æble og japansk mayonnaise.

  • 200 g laks uden skind og ben
  • 30 g ingefær
  •  1-2 fed hvidløg
  • 2 spsk. mørk kinesisk sesamolie
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. sojasauce (fx
  • Kikkoman)
  • 1 æble (ca. 100 g)
  •  2 forårsløg
  •  ½ bakke karse
  •  2 spsk. sesamfrø
  • japansk mayonnaise (fx Kewpie)

Sådan laver du forret med brændt laks med sesam, æble og japansk mayonnaise.

Skær laksen ud i mundrette stykker på ca. 4 x 2 cm, og fordel fisken på en stor tallerken eller et lille fad. Skræl ingefær, og pil hvidløg. Riv begge dele fint på den fine side af et rivejern, og vend det med sesamolie, sojasauce og olivenolie i en skål. Dryp marinaden ud over laksen, og lad den marinere i 5 minutter. Skær æblet i fine både, og rens og snit forårsløgene i fine ringe. Brænd fisken med en køkken-gasbrænder, indtil man kan se, at fisken skifter farve, og det dufter dejligt af brændt ingefær og hvidløg. Drys fisken med æblebåde, forårsløg, klippet karse, sesamfrø og japansk mayonnaise.